’ægte’… ordet er ikke helt heldigt, men på den anden side er det sandt.
Der var jo en stor del af Johans sjæl som jeg ikke kendte til. De første seks år hvor personligheden dannes. De dybe følelser og forestillinger.
Og til den anden side havde jeg så Thomas som jo var runden af mine gener og metoder; den ordløse overførsel der sker til det spæde barn.
Dette prøvede jeg at klargøre for ham en augustdag på Dronningemølle Camping – hvor han var ni år. Thomas var der osse, og Anja og Fie som fyldte to på den ferie. Og sæføli Betina som blev chokeret.
Jeg tænkte bare at jeg ville ikke en dag rives i næsen at jeg havde foregøglet nogle følelser for Johan som sku være lisså stærke som dem jeg havde for Thomas, som, som jeg forklarede, havde udspring i mit hjerte.
Jeg ser nemt i årenes klare lys, at jeg jo endnu engang stadfæstede at han ikke havde nogen far for hvem han var den vigtigste.
Jeg adopterede ham ikke af kærlighed, men af omsorg – osse for Betina, som derigennem ku føle sig tryg ved hans videre skæbne såfremt der sku ske hende noget. Og osse for hans små søstre som ikke sku miste ham, i fald…
Jeg adopterede ham ikke for min egne følelsers skyld.
Jeg husker ikke den konkrete anledning til at jeg følte behov for at opstille den skelnen. Men der var et problem med at Johan dominerede Thomas, og gjorde dumme ting, drillede og slog… ikke meget, men… jeg tænker at han kan jo ha været jaloux over at Thomas kom før ham. Og så det der mørke i hans sjæl jeg ikke kendte.
Men omvendt boede nu Johan sammen med mig hele tiden, mens Thomas boede hver anden uge hos sin mor.. der godt nok boede 100 meter væk i samme gade i Humleby, men alligevel. Jeg skulle jo således osse se til at Thomas ikke følte sig skubbet til side af denne jævnaldrende dreng der havde ’erobret’ pladsen hos hans far.