Mangfoldige som fuglenes vingeslag
som jernets magnetpoler
som fibrene i Den Gordiske Knude
som vanddråberne i tågen
er vindingerne i min hjerne
Det var ni måneder siden de var draget afsted fra hjemmets tryghed. Havde forladt alt hvad de kendte for at udforske Rummets muligheder for fremtidige bosættelser. Og nu var de landet på denne sære planet.
Udenfor vinduerne var der tomt. Det var som en tæt hvid tåge… eller som om nogen havde tapetseret vinduerne udenpå med glat konturløst hvidt papir. Hvad det gemte, og om det overhovedet gemte noget skulle de nu forsøge at finde ud af. Om det overhovedet gemte noget… tanken var jo absurd. Selvfølgelig gemte det noget… de var jo landet. Man kan ikke lande hvis man ikke lander på noget. En ilning løb ned af ryggen… vist var tanken om ingenting absurd, men det var som om…
Datamaterne stod henne i hjørnet og klikkede svagt mens de analyserede miljøet udenfor udfra deres programmerede viden om den menneskelige skrøbelighed, og den for hånden værende mulighed for at indsamle relevante data at analysere. Som udgangspunkt havde de to ombord en udmærket viden og forestilling om de naturlige grundformer der måtte gælde for al materie, og de studerede outputtet fra analyserne grundigt for at danne sig et overblik over hvad der ventede og hvordan de skulle forholde sig når de trådte denne nye verden i møde, mens de skævede betænkelige hen mod de ’tilkalkede’ vinduer.
Analyserne fortalte at der var ilt i rigelige mængder blandet med nitrogen og inferiøre mængder af andre inaktive luftarter som helium og argon. Fartøjet stod stabilt på et silikat-underlag – altså sten. Der var vand både flydende og i dampform. Trykket var en anelse højt; 1030 hPa men der var ikke nogen væsentlig stråling og temperaturerne lå omkring 11 grader celsius. Der konstateredes ikke noget liv af en karakter der umiddelbart kunne bedømmes som farligt, hverken på mikro- eller på makroplanet. Alt i alt et meget imødekommende miljø og der burde ikke være nogen betænkeligheder ved at kaste sig ud i det.
Men der var denne mærkelige hvidhed, som om de var dykket igennem et lag hvid maling. Et forhold der ikke kunne aflæses på datamaternes udskrifter. Og uanset hvor intenst de stirrede på det gennem de små koøjer afgav fænomenet ikke den mindste hjælp til en forklaring. Snarere tværtimod. Jo mere de stirrede på det jo mere umuligt blev det at tænke en fornuftig tanke om det. Det var som om tankerne forsvandt.
De loggede på en terminal og stillede forskellige spørgsmål omkring forholdet mellem fugtighed, tryk og temperatur, men ifølge analyserne var der ikke betingelser for tåge… ikke bestående af vanddråber i al fald. De spurgte til fartøjets opfattelse af sin egen overflade. Men svaret var både opmuntrende og nedslående; fartøjet opfattede sig selv som rent og fri for fremmedlegemer af betydning. Stadig mere undrende prøvede de at få maskinen til at røbe et eller andet om denne hvide substans… var det overhovedet en substans. Hvis det ikke var fordi de begge så/oplevede det samme, ville de hver især kunne tro det var en slags hallucination.
Gensidigt beroligede de hinanden om naturlovenes grundsætninger… alting der kan udsende lys – enten som kilde eller som reflektion, alting der kan ha en farve, må være substans af en eller anden karakter. Men denne substans syntes at underkende både newton’ske og kvantefysiske begreber eftersom sensorerne og datamaterne ikke kunne erkende den.
De havde modtaget undervisning på den lange rejse… nogen vil kalde det hjernevask. De var totalt indstillet på at komme hvad som helst i møde, men samtidig måtte de bevare en kritisk sans da det jo selvsagt ikke kunne nytte noget at kaste sig i gabet på den første den bedste død de kom i nærheden af. Men på trods af… eller måske netop på grund af alle anstrengelser undslap dette sære fænomen deres fatteevne og fantasi.
Kan det være en intelligens af en art som ganske overstiger vores forestillingsevner?, undrede de og var fordomsfrie nok til at forstå at de trods alt ikke kunne vide alting. Er det måske en telepatisk intelligens som fylder os begge med det samme syn og den samme følelse af noget som slet ikke er. Computeren er ikke modtagelig for telepati… eller er den?. Ganske vist lå den i sagens natur godt beskyttet mod stråling men det gjorde de jo selv. Var de under påvirkning af en intelligens der suverænt styrede inputtet fra deres sanser og måske endda var i stand til at trænge ind på computerens frekvens og styre den. De så på hinanden. Hvem som sagde hvad vides ikke. Måske talte de end ikke, men benyttede selv telepati. De havde været sammen de to, så tæt og så længe at deres tanker næsten var blevet identiske. Og dog var der stadig forskel på dem. Når alle de civiliserede lag blev skrællet af kom urformen op i dem. Når alle sofistikerede forestillinger om verdens sammenhænge – både i materie og i metafysik – ikke slog til krakelerede de tillærte lag stille og roligt. Hjernevasken holdt ikke ved mødet med det udefinerlige.
De havde naturligvis rumdragter og iltflasker når de skulle ud af rumskibets beskyttelse, og selvom miljøet ifølge computerens vurdering var venligt, skulle de ikke løbe nogen risiko ved første kontakt med det. Og da slet ikke når det åbenbart var af en karakter de ikke forstod.
– Hvis du finder rumdragterne, noterer jeg i loggen vores humane observationer!, sagde M hvortil F nikkede billigende og rejste sig fra stolen.
Det var meget længe siden de havde haft brug for dragterne og pludselig blev F i tvivl om hvor i det store rumskib de var opbevaret. Hun tøvede og så hen på M der sad og gnubbede sig på hagen, mens han kikkede på loggen uden at skrive. Han så lidt fortabt ud, syntes hun, eller osse var det et ekko af hendes egen følelse, og pludselig vidste hun ikke hvad det var hun skulle spørge ham om. Det hele var så velkendt og dog et øjeblik så fremmedartet.
– Øhh, sagde hun og han så op, skal jeg ikke hellere skrive, så finder du dragterne!
– Hvorfor?, spurgte han og hun vidste ikke hvad hun skulle svare. Kunne ikke li at indrømme at hun havde glemt det. Hun skulle regnes for at være toptjekket rumpilot.
– Du ser ud som om du ikke ved hvad du skal skrive!, afledte hun sin egen kvide. Og i nogle lange sekunder så de på hinanden i telepatisk forståelse.
Pludselig frøs han en kulderystning der ikke kunne holdes tilbage og bevægede munden som en fisk der er kommet på land.
– Hvad gør vi?, spurgte han da han igen havde fået kontrol over sit mæle. Hvorfor finder du ikke de dragter frem?
– Åhja!, sagde hun.
Åhja hvad? Han så spørgende på hende blot for at se at hun åndsfraværende kikkede hen på det hvide koøje.
– Jeg havde glemt det!, svarede hun med en stemme der ikke røbede nogen sindsstemning.
– Glemt hvad?
– Det ved jeg ikke.. det har jeg glemt! Igen en telepatisk forståelse mellem dem at noget var forkert, men at de måtte holde på formerne og bevare selvforståelsen.
– Skal vi ikke ud og se hvad der er udenfor, og det kræver vi har rumdragter på. Måske er det hvide blot et optisk fænomen der forsvinder så såre vi træder ud!, sagde han med al den overbevisning han kunne mobilisere.
Hun smilede, – Nåh ja, rumdragterne! Hvad skriver du? Men uden at vente på svar gik hun ud af en dør og forsvandt.
Han satte sig med fingrene på tastaturet og begyndte at skrive i loggen: “Hvid substans. Tåge”… men gik så i stå og begyndte at se minder fra sin fortid som barn. Pludselig huskede han i et klart deja-vu at han engang havde været bange for skyggerne under sengen, men havde besluttet sig til at det var noget pjat, og helt alene i mørket, mens hans forældre sov, havde han kravlet derind for at konfrontere spøgelserne med sin fornuft.
Mens han sad og erindrede kom hun tilbage.
– Hvor er de?, spurgte hun uden omsvøb.
Han så op, revet ud af sine minder og var et øjeblik i tvivl om hvem hun var indtil han returnerede helt og huskede hvad nutiden handlede om. – Kan du ikke finde dem?
Hun rystede på hovedet.
– De er da i det der skab…! Han slog loggen på stand by og rejste sig og sammen gik de ind i rummet bagved. M gik hen og tastede koden til et skab, men ingenting skete. Han prøvede igen med samme manglende resultat.
– Har du glemt koden?, spurgte F.
– Hvorfor har vi overhovedet kodelås på de skabe… hvem sku ku stjæle noget fra os?
F rystede på hovedet og trak på skuldrene. Hun stak hånden ind bag en lem og trak i en manuel døråbner. Op gled skabet, men det var tomt. De så på hinanden i det samme tavse spørgsmål og begyndte at åbne alle skabe. Alskens forsyninger, materialer og værktøj men ingen rumdragter. De gik tilbage til computeren og spurgte den.
’dragter unødvendige’, svarede den uden forståelse for deres følelser overfor dette ukendte skræmmende hvide.
Nogle timer ledte de alle vegne de kunne komme i tanker om men ingenting dukkede op. Det var som om der var hvide pletter i erindringen. Som om de vidste der var noget de ikke vidste. Som en muskel hvis funktion man ved må ha været der engang, men har glemt fordi den aldrig blev brugt.
– Lad os sove på det!, sagde M, måske dukker der noget op. Og måske forsvinder det hvide så vi kan se hvad der er udenfor.
De var begge ganske udhvilede efter 9 måneders relativ lediggang på rejsen, men osse trætte af den psykiske anstrengelse det var at forholde sig til det ukendte. Sult og træthed gør modløs, så de besluttede at sove på det.
Næste morgen – hvis man da kan tale om døgntider i dette fremmedartede ukendte miljø deres rumskib befandt sig i… da de vågnede igen var ingenting forandret. Hele rumskibets indre lignede sig selv og alle monitorer blinkede hjemligt og velkendt. Det ydre miljø havde heller ikke forandret sig. Samme udefinerede hvide et-eller-andet.
M kom langsomt til bevidsthed og prøvede igen at sove med en dump fornemmelse af ikke at ville vågne. Det var ikke som de foregående 9 måneder. Godt nok havde de været kedelige men de var trygge sålænge de var på vej. Nu ventede det ukendte ubønhørligt.
Han måtte til sidst stå op. Satte sig ved loggen hvor han endnu kun havde fået skrevet de 3 ord om deres hidtidige erfaringer på denne planet. Skrev en kortfattet beskrivelse så vidt det lod sig indfange til en sådan. Og imens vågnede F. Hun var mere kry og udtrykte en vis nysgerrighed.
– Nu er vi her!, sagde hun kækt, det er det vi har rejst så langt for.
– Hvad gør vi?, spurgte M.
Tjah, sagde F, der er 2 svar. Det ene fører helt sikkert til fiasko det andet måske til succes. Vi kan ikke finde vores dragter… har vi nogensinde haft dem med? Men uanset, vi kan jo ikke rejse tilbage igen med uforrettet sag. Kan du se det for dig… medierne der spør; Nå hvad fandt I så? Hvad skal vi svare. Vi fandt et venligt miljø, men vi turde ikke etablere kontakt med det…. nej vel! Vi vidste det allerede før vi kom, så der er altså kun én vej: ud i det. Og resolut trak hun i det håndtag der løsnede døren.
Nej!, råbte han, men det var for sent. Uvilkårligt trådte de et par skridt tilbage da døren gled fra og åbenbarede at det hvide altså ikke var noget der kun lå udenpå vinduerne. Mens døren langsomt og ubesværet gled til side fyldte hvidheden åbningen med en underlig sugende tomhed. Egentlig var det ganske ubeskriveligt. Følelsen kunne de ikke relatere til noget kendt. Der åbenbaredes ikke nogen ord i underbevidstheden ved fornemmelsen. Det var som om sanserne næsten fornægtede – ligesom computeren – at der overhovedet var noget. Det kunne ikke rigtig ses – det havde ikke nogen form og heller ikke nogen farve. Hvidheden var et synsbedrag af samme slags som på jorden får himmel og hav til at synes blå. Nu hvor der ikke længere var en lufttæt skal mellem dem og ‘Tågen’ var den om muligt endnu mere sær at forholde sig til.
Okay.. hvad gør vi så nu?, spurgte M igen, skal vi gå, flyve eller svømme ud i det?
Godt spørgsmål, svarede F, lad os prøve. Og hun begyndte at bevæge sig hen imod det.
Nej vent… igen næsten råbte M selvom de stod lige ved siden af hinanden. Han hørte selv at hans stemme var skinger, og pludselig kunne han ikke holde sine følelser tilbage bag den civiliserede skal. Skrækkens sluser hamrede op på vid gab. Tågen begyndte at trænge ind i kabinen. Langsomt bredte den sig og skjulte døråbningen… slugte døråbningen. Som i slowmotion så M at F nærmede sig den hvidlige tomhed. Han forsøgte at sige noget, men der var ikke længere nogen lyd fra hans mund. Han hørte sig selv indeni, og var stadig så meget hjemme i sin bevidsthed at han kunne erkende at lyden var flad og uden den fylde den får af rummets ekko. Mens han således stod og glemte skrækken et øjeblik i undren over sin egen stumme stemme, var F kommet så meget nærmere at hun nu ‘rørte’ ved tågen. Den begyndte at glide bagom hende og inden han endnu kunne nå at beslutte nogetsomhelst var hun pludselig opslugt af det udefinerlige. Hvad det end var, så var hun væk fra ham – udenfor hans rækkevidde, udenfor hans synsvidde. Og lyde var der ikke noget af. Pludselig gik det op for ham at der var så stille som der må være i graven. De sædvanlige lyde fra rumskibets mange forskellige motorer: susen og klikken og brummen, var pludselig afløst af en dødlignende stilhed. Som om han havde 10 meter vat i hvert øre.
Jeg vil ikke!!, skreg han pludselig højt, så højt at det var som om der kom en lyd tilbage fra rummet, et dumpt ekko, men dog en lyd der lignede noget kendt. Det vækkede ham lidt af den tranceagtige tilstand han var begyndt at glide ind i. Han fik igen delvis kontrol over sine tanker og sine følelser, og fik et syn fra en for længst svunden fortid: en havestue med en åbenstående glasdør hvor ind igennem en tåge – en almindelig jordisk tåge sendte små klatter, der dog straks opløstes og fordampede ved mødet med den tørre varme hygge indenfor. Tåge var den bedste metafor for dette ubeskrivelige. Men denne tåge… var ikke nogen tåge.
Han blev pludselig i tvivl om hvorvidt den blot dækkede over det han ikke længere kunne se – stadig mere af kabinen… eller om den måske ligefrem åd det, opløste det. Pludselig vendte han sig om og kikkede efter noget løst inventar – noget han kunne smide med. Fandt et krus, greb det og kylede det desperat i retning af væggen ved siden af den åbne luge. Dér hvor han vidste der skulle være væg selvom han ikke kunne se den. Ingenting. Absolut ingenting. Kruset forsvandt og ramte aldrig noget… eller osse kunne han bare ikke erkende det. Og igen begyndte han at ryste, først lidt men efterhånden bemægtigede rystelserne sig hans krop som om han frøs gudsjammerligt. Og gudsjammerligt havde han det helt sikkert om end ikke det mindste koldt. Kabinens varme holdt endnu stand, og han huskede som et fjernt ekko at den lokale atmosfære var over 10 grader C.
Toptrænet fysisk og psykisk som han var, formåede han endnu en gang at rive sig løs af skrækkens favntag og løbe hen til kontrolbordet for at se om der endnu var liv i computeren, om den endnu reagerede på kommandoer – han ville væk. F var forsvundet og han afskrev hende som fortabt derude i det ukendte. Trykkede på dørlukkeren. Nu ville han prøve at isolere den del af tågen der allerede var indenfor fra alt det udenfor. Isolere det for på én eller anden måde at finde ud af hvad det var. Han stirrede på computermonitoren: ingen problemer med den: ’dør lukket’, meddelte den uforstyrret. Han kikkede derhen men det var umuligt at konstatere med egne sanser hvorvidt det passede eller ej. Mens kulderystelserne igen begyndte at dukke op i hans mave beordrede han maskinen til at sætte ventilationen op på fuld tryk for at få skiftet luften i kabinen og valgte at kassere den gamle luft istedetfor at lade den rense og recirkulere som han burde. Han turde ikke lukke tågen længere ind i rumskibets indre systemer – nu ville han bare af med den og se at få tid til at tænke. Han skruede samtidig op for varmen i håb om at komme sine rystelser til livs. Men ligemeget hvilke anstrengelser han gjorde sig: computeren svarede som om den udførte hans kommandoer, men tågen lå lige uforstyrrelig og bredte sig stadig længere ind i kabinen. Da han igen så op stivnede han af rædsel ved at erkende at over halvdelen af rummet var væk. Det var som om den havde benyttet hans koncentration om at slippe væk til at gøre et stort fremstød. Eller osse var det tiden der forandrede sig. Måske ligesom vandet der aldrig koger når man står og kikker på det mens man venter!, tænkte han, desperat efter en plausibel forklaring.
Der er ikke længere nogen vej ud. Der er ikke længere nogen vej længere ind i rumskibet. Ude af sig selv greb han ned under kontrolbordet hvor der var et lille lager af håndvåben – både elektroniske i form af lasere, disintegratorer og magnetiske bobler, men osse gammeldags mere kontante fysiske våben som håndgranater, pistoler og geværer, knive og sværd mm. Han greb desperat ud og prøvede hvad han fik fat i. Helt ude af sig selv. I starten af sine angreb stadig med en vis omtanke for ikke at beskadige sit skib, men efterhånden som ingenting havde nogensomhelst effekt i forhold til den mærkværdige tåge, droppede han dette hensyn. Men selv håndgranaten der burde afstedkomme en del ravage, både i form af det kraftige ildglimt og heftige brag, og i form af flyvende sprængstykker – han dykkede uvilkårligt ned bag et panel da han havde smidt den. Og lå der med hænderne for ørerne mens der gik lang tid. En fuser?!!, nej disse granater var absolut pålidelige.
Men imens han kæmpede sin kamp trængte det ukendte ufortrødent frem imod ham. Nu var det efterhånden så nær at det syntes ham som om han kunne røre ved det, selvom han stadig ikke kunne se hvor det egentlig begyndte. Igen greb det ham og nærmest sugede tankerne ud af ham.
Han glemmer hvem han er, glemmer hvad han skal og hvad han ved. Glemmer alting i den sugende tomhed. Glemmer han engang har haft en makker – måske var det i et tidligere liv. Glemmer at der overhovedet findes liv.
Pludselig lyser computerskærmen op og bringer ham et øjeblik tilbage igen til sin bevidsthed. ’dråber’, skriver den som svar på et for længst glemt spørgsmål.
Og i et sidste glimt af intelligens og livsvilje forstår han pludselig hvad det er: dråber. Mikroskopiske dråber der sluger hans tanker og beholder dem i deres kuglerunde indre spejl. Sålænge dråberne er intakte kan tankerne ikke slippe fri. Og det forklarer osse forbigående at computeren ikke kunne erkende noget. Computeren har – hvor udviklet den efterhånden er – ikke tanker i den forstand. Men så er det slut. Tågen sniger sig helt ind på livet af ham.
Inden hans sidste tanker forsvinder i dens hvide rædsel må han rive sig løs og generobre sin handlekraft.
Men han når det ikke. Hjernen slår fra og overlader styringen til kroppen og intuitionen. Kroppen ved hvad den skal: kæmpe for livet sålænge hjertet slår. Kroppen ved i hver en celle hvad hjernen er altfor længe om at analysere sig frem til: den skal ud af kabinen. Den skal handle og flygte inden den fanges og stivner indenfor. Den skal ud og genfinde livskraften – hvis den findes. Kroppen ved at hvis den findes er det udenfor – ikke herinde i den golde grav som rumskibet har forandret sig til efter at ha været deres (deres..?) trygge hjem i 9 måneder. Med sine sidste bevidste krampetrækninger… små gnister af erkendelse, viger han længere tilbage mens han ryster desperat. Kravler besværet op på et bord. Stirrer fortvivlet på tågens silende intethed. Sine sidste tanker har han ødet bort i handlingslammet besværgelse med omtrent samme effekt som håndfulde af sand der kastes i havstokken skulle kunne dæmme op for havets brænding. Celle efter celle i hans krop har afgivet energi til hjernen at den skulle få kraft til at tænke tågen bort, men har blot efterladt ham mere nøgen end før. Idé efter idé hvirvler nu rundt derude/-inde i tågens spejlkabinet uden holdepunkter og sammenhænge.
Da han i et af de sidste glimt af jeg-forståelse ikke længere kan erkende sine fødder begynder han at græde, og gråden samler kroppens ressourcer til en kraftanstrengelse hvormed den pludselig kaster sig ud i det underlige dråbehav der nu omslutter ham helt og tømmer hans hjerne totalt. Ingen tanker tilbage. Kun autoerindringen fra kroppens ultimative reaktioner: flugten fra smerten og angsten.
Han har ikke længere nogen mission andet end at forsøge at overleve. Han er ikke længere nogen han, da dette kræver en bevidsthed som ikke længere eksisterer. I et nu river kroppen sig løs og helt autonomt kaster den sig frem i tågen i retning af døren – ud!
Han falder, falder, falder mens kroppen skriger; et autonomt samarbejde mellem lunger og stemmebånd. Alting er glemt. Alting er forsvundet. Alle tanker er slugt af dråberne og fanget. Isolerede fra hinanden og alle sammenhænge.
Skriget er den sidste besværgelse der eksisterer. Med skriget skal han kalde sine tanker tilbage – han ved det bare ikke. Men se…
Hver gang han skriger af smerte eller angst brister nogle tågedråber og frigør de bundne tanker fra fangenskabet. Med tryghedens varme omsluttes hans krop og sind. Noget ler til ham og kalder ham ved navne: arme, ben, øjne og mund. Og navnene får mening når de stryges med varme og ro ind i hans krop. Noget jager tågen på flugt, fordamper og opløser den med rolige trygge lyde der gir mindelser om noget der var engang. Noget hans hjerne ikke kan huske… men hans krop kan.
Og hver gang varmen kommer befrier den lidt af hans angst, fordamper lidt af tågen og frigør de sidste af de tanker han engang måtte aflevere. De enkleste først.
Langsomt – det tar år – vender hans tanker så meget tilbage at han igen kan begynde at forstå verden omkring sig. Og forstå at han er kommet til en venlig planet med et venligt miljø. Langsomt har han erkendt sin person. Langsomt har han fået befriet så mange tanker at han begynder at genvinde sin personlige autonomi, og med den i behold lykkes projektet. Men der er ikke længere nogen tråd tilbage til den verden hvori projektet defineredes.
Imidlertid er der i det sprogløse dyb fra den første tid hvor al viden var fanget i dråbernes indre spejle, en underlig deja vú fornemmelse ved det der ligger ved siden af ham… den (!!) der ligger ved siden af ham. I drømmenes ukendte land er der sære syner som rækker ind i den vågne tilstand og skaber en uformulerbar fornemmelse af sympati og tillid.
Men erindring om hende som han engang delte 9 trange måneder sammen med, er der ikke. De yderste tanker var de første der forsvandt og de dråber der indeholder disse tanker finder han aldrig. Finder han af og til en tanke fra ‘dengang’ der mere eller mindre tilfældigt hvirvler forbi, er den isoleret fra de sammenhænge der kan genskabe bevidstheden om hende og det som var. Og finder han omvendt nogen sammenhænge, kan det nok påvirke hans humør og følelser, men uden at han kan finde ud af hvad der er i enden af tråden. Uden at han ved hvorfor og hvorfra han kom, genfinder han sin person.
Tågen er stort set fordampet. Kun af og til – for det meste i søvnens ukontrollerede verden – mærker han dens sugende ekko, som en kvalmende fornemmelse af angst og intethed.
Ó Bo Richardt, Frederiksberg september 1983