Richardt-familien

B’ludo betyder på lægmandslatinsk: Jeg leger med B… det er fordi vi alle har B i navnet:
Pigerne hedder Briks lissom Bo, da Betina til sin store beklagelse ikke har noget mellemnavn at føre ind i slægten.
Thomas hedder Bundgård efter Karen, sin mor, og Johan hedder Brandt efter Jan, sin biologiske og forhenværende far.

Drengene er fra september 82 og pigerne fra august 90
vi blev gift 26. maj 1990 og jeg adopterede Johan samme år i juli.

Betina, Bo med Kida, Thomas, Anja, Fie og Johan 2006

Vi boede i Jerichausgade 39 Humleby, Vesterbro København i 4 år sammen… jeg (Bo) havde allerede boet der et års tid da jeg mødte Betina i efteråret 88.
I sommeren 93 flyttede vi til Espergærde, Dagmarvej 5; en stor villa – 266 etagemeter i 4 niveauer. Et okay hus med en dejlig have, men beliggende midt i småborgerskabets hjerte. Vi svinger ikke socialt med naboerne… men vi har nu heller ikke selv nogensinde gjort noget for at skabe et bedre naboskab. Vi holder fred i gensidig interesse, men der er ikke megen ‘snak over hækken’… (Der er ikke nogen hække at snakke over ;-).

Dagmarvej 3 og 5, 2003

Vi bor for enden af vejen ved vendepladsen, og halvdelen af grunden ligger ud mod offentlig vej og sti, og vi er så heldige i disse klima-tider at bo på en udløber fra Mørdrupbakken, som egentlig hedder Galbjerg.
Naboerne ligger højt ligesom vi, men ned mod nr. 1 falder terrænet stejlt. Bakken ligger mod øst, så bagboen mod nord og genboen mod syd ligger betydeligt lavere end vi. Vores indkørsel har, som det ses, et fald på et par meter ned mod vejen. Og terrænet falder fortsat mod syd og vest helt ned til bagsiden af Mørdrup Gadekær ved Damgården, Mørdrupvej 98.
Når jeg fremhæver dette er det fordi det glæder os at bo på en sådan måde at vi aldrig vil få problemer med regnvands-overtryk i kloakkerne, endsige oversvømmelser. Til gengæld har vi altså denne stejle indkørsel, som gir god motion, fx hvert år når der skal køres 10 m3 brænde op til kommende fyringssæson. Og som betyder at vores skraldestativ skal stå nede ved vejen, fordi renovationsfolkene ikke skal ha et dårligt arbejdsmiljø… nåhja, jeg tror det er dække for en effektiviserende rationalisering hvor de så bare skal nå endnu mere i stedet for at rende helt op til huset… påbudet kom nemlig samtidig med at renovationen gik i licitation.

OPDATERING 2021

Meget vand er løbet i åen. Betinas mor døde i 10 – vi arvede 700 kilo. Betina tog massør-uddannelse og åbnede klinik i 12. Men vi fik ikke fat før formuen tyndede ud og fallitten hviskede fra bunden af kisten. Jeg tjente okay men ikke nok til huslejen; vi skyldte et par millioner.

Så i vinteren 2015 besluttede vi at trække teltpælene op fra hjemstavnen gennem 22 år, og familiearnen. Og så ringede telefonen mens vi skar tænder af ærgrelse og besvær og uvis fremtid… hvor sku vi søge hen.
Det var Betinas gamle veninde Nina med lidt sladder fra Sakskøbing; naboen havde sat sit hus til salg, og det er der vi bor nu.
Jeg fik 14 dage til at tænke om jeg syntes Lolland var for langt væk. Det synes jeg, men indså at der ikke var andre muligheder… nærmede mig jo osse pensionen. Og vi slap af med gælden på de 2 millioner.

Lolland ER langt væk, det mærker vi jo når alle vore børnebørn er i København. Og jeg savner Sverige, og bakkerne nord for Espergærde, mod det smukke Egebæksvang og Flynderupgård. Og Nyrup Hegn; min barndoms skov.

Med til beslutningen om at flytte hørte at vi købte bil. En okay Olga-øse årgang 2004 kørt 194 tusinde.
Det var en stor ændring i vore liv.
Vi kunne med så fjern en adresse ikke længere alene bero på den let gumpetunge offentlige transport. Selvom Sax dog har en station på Lollandsbanen. Vi har ca 800 meter til stationen. Men alt i alt. Så blev vi bilejere; en okay Olga Bil som den alligevel ikke kom til at hedde; bare ‘bilen’.
Betina forundres stadig her 6 år senere; at man kan suse afsted med 120 km/t med røven 40 cm over vejbanen, og totalt i tørvejr uanset

Kastanievej 14

Det var hvad jeg lige ku finde; huset set fra haven før skur, terrasse og pool. Vi spærrede den gamle dør til haven og bankede mur ud til den nye dobbeltdør. Det var Betinas vision.
Betina overtog huset 1. september 15 da det var fraflyttet, selvom vi reelt først ejede det fra 1. december. Tre måneder med hårdt arbejde med 6 lag tapet, mens jeg gik hjemme i Espergærde og passede mit arbejde og pakkede ned. Kæft hvor har vi mange ting.

Nu har vi så boet her i 5 år og omskabt huset til vores behov. Det føles okay. Her er ikke den store nabokontakt. Genboen David snakker jeg af og til med; han kan godt li en god lærd snak 🙂 Og naboen i nr 16; Mads og Nina Flintehøj er jo vore venner og årsagen til at vi bor her. De gav hænder med i indflytningsfasen – istandsættelsen. Og vi sidder ikke lårene af hinanden men hjælper når det behøves.

Vist er ungerne kommet noget længere væk end da vi boede i Nordsjælland, men vi har dog stadig ganske meget kontakt med dem. Og følger med i de familiære højtider. Fx da tvillingerne Anja og Fie fyldte tredive i august 20 og vi fik taget dette billede af storfamilien

Nickolaj Fie Ronja Johan Aya Dagmar Bo Falke Betina Gertrud Liam Anja Thomas og Mette

joh, vi skal ikke klage – der er børn i butikken, og én på vej i Fie qua Nickolaj… han hedder nu Luckas og er pt lige om lidt et halvt år.

Comments are closed.