8 takters rundgang… vers starter samme sted
som omkvæd der kan synges bagved imens
F C F
All we are saying; is give Peace a chance
Everybody’s talkin’ ’bout the |Bush and the Blair
and the |Fjogh logrer dær, han har |oss’ en lille hær
som han |gern’ vill’ sætte ind. Kom så |Fjogh!, hent pind!
kom Per |Stig, der’ krig, ka’ du |høre nogen skrig.
Verden er i fare under |Bush, under Blair
under |Rumsfeld og Rice, ja og |Fjogh især
de vil |fa’me ha Hussein, ja så |koste hvad det vil
For Sad|dam er for klam, de ka |ikk’ mer bruge ham.
Lande ligger øde efter |Bush efter Blair
efter |Fjogh der får en kiks, jamen |er han ikke kær.
Pas nu |på, du Fjogh, at den |kiks er okay
you |really oughta know, terror|ism finds a way.
tekst Bo Richardt
FredsVagten v. Christiansborg marts 2003
I marts 2003 havde krigen kurs mod Irak. Mod al fornuft.
Det afstedkom 15. februar en fredsdemonstration på 40. – 50.000 i København, langt mere i andre europæiske storbyer som London, Rom og Madrid, der også var med i gunslingerslænget (slabber slubberter på slot), og lige meget betød det for krigsherrernes kontrol over folkestemningen. Medierne labbede skrædderord aka spin i sig sammen med smulerne fra Kejserens bord. SÅ pinligt. Vagthunden er bedøvet med penge.
Nå nogle måneder inden havde nogen fundet denne sang på nettet; Bomb Iraq som jeg havde lært mig og da jeg en uge før demoen blev klar over at der ikke var nogen optræden ved ambassaden, ringede jeg til demoledelsen og foreslog jeg skulle spille den. Det blev så en aftale, men jeg blev pointeret at jeg skulle IKKE holde nogen tale! Sådan kom jeg til at spille for det største publikum i mit liv. Jeg ville ha Anja med op på scenen for at holde tekst for mig da jeg ikke var helt sikker på den, men hun var for genert… hun skulle bare holde bladet, og få lov til at se ud over menneskehavet; der var totalt tæt pakket foran scenen og helt op til Østerport bølgede det.
Qua min optræden fortalte mødeleder Vigga Bro at FredsVagten havde stået da i 485 dage, men det var også den eneste anerkendelse vi fik fra officielt hold den dag..
Der gik en måned, hvorunder vi bl.a. oplevede at ingen fredsfolk udenfor FredsVagtens kreds kom og ønskede os tillykke da vi fastelavnssøndag 2. marts rundede 500 dage – mærkeligt at de øvrige fredsgrupper ikke anerkendte vores indsats.
Efter 15. februar hvor vi var spredt for alle vinde, fordi vi ikke havde aftalt et samlingssted, gik det op for os at vi gerne ville ha gået sammen og sunget, så Malene bankede en sanggruppe op og til sådan en aften en uge inde i marts, i Folkets Hus i Stengade på Nørrebro, blev jeg inspireret til denne. Det var fordi Caf Thor; en roots-reggae troubadour spillede den gamle John Lennon fredssang til et tidligere arrangement.. og nogle strofer faldt mig ind.. pludselig kom de tilbage og så væltede sangen ind, som kun de bedste gør.
Den lærte jeg lisså hurtigt som den kom til mig få dage før næste store demo 15. marts, hvor krigstrommerne virkelig buldrede stærkt. Men så fusede inspirationens gode oplæg ud i mødet med den politisk vedtagne korrekthed.
Dagen før demonstrationen havde jeg en fredsvagt hvor jeg opdagede noget fugtmørnet pap i rygsækken og rystede på hovedet over folks manglende ordenssans. Da jeg ville ta det op viste det sig at være en æske indeholdende en masse hundekiks. Ha!
Dem havde jeg taget med hjem, og til dagens stordemo fyldt en del af dem i min ene frakkelomme med henblik på at være parat til muligheden for at arrangørerne syntes det var en fair idé at jeg kom på scenen og fyrede min helt friske rap af som afslutning på mødet, mens folket sang omkvæd. Og så ville jeg indlede med en opfordring til at sende Fjogh en hundekiks, og smide lommens indhold ud over folket dernede på pladsen foran scenen, mens jeg fortalte hvordan skæbnen selv havde arrangeret det.
Men da det kom til stykket havde Jørn, som denne gang ledte mødet, ikke rum til at sætte sig ind i hvad jeg ville. Han afviste at lytte til min forklaring og min tekst. Rystede bare på hovedet; jeg måtte jo forstå at sådan et møde har en stram tidsplan. Ligesom måneden før ville jeg ikke lave ballade dér lige nedenfor scenen og havde respekt for Jørns svære job at få mødeplanen til at gå op. Men jeg synes alligevel han var for stiv og lukket for en relevant improvisation… efter programmet var slut (!).
Jeg synes det var synd for freden og demoen, det var synd for FredsVagten og det var synd for mig, som spildte mit talent og humør på småtskårne ignoranter.
Og det blev ikke mindre synd da det viste sig at mødet blev opløst, igen uden at vi blev nævnt på den plads hvor vi i snart halvandet år havde holdt fredsviljen i hævd. Der var end ikke nogen af de ledende kadrer der kom hen til os og takkede for den kontante donation vi havde ydet til den slunkne demokasse. End ikke en mail fik vi nogensinde, end ikke en bekræftelse fra kassereren. Jeg kontaktede selv Helge Bo for at sikre mig at de overhovedet havde modtaget pengene.
Ja, der er en bitter tone.. jeg følte mig virkelig ignoreret af de folk om hvem jeg tænker at de følte sig truet af en autonom fritænker som mig. Objektivt set er det vel mærkeligt at de ikke hyldede vores indsats og den inspiration vi kunne ha for dem hvis de ville se til vores side.. hmm, måske tager jeg fejl.. netop fritænkeriet er ikke deres inspiration.
Men uanset mine lommefilosofier, så er det faktum at jeg aldrig blev inviteret til at holde en tale endsige et politisk oplæg om terrorkrigene, selvom jeg både har viden og holdning i spørgsmålet.
Og ydermere kørte de politiske kadrer en støvet fantasiløs stil. Jeg måtte høre på latterliggørelse omkring denne sang da jeg tog kritikken op få dage senere til evaluering. Min kritiker satte sig ikke ind i min tekst og inspiration, og bare prøvede at nedgøre mig med at sangen var fra 60’erne.. Hvem sagde støvet! Ha ha! Og alle de laverestående kadrer lo og klappede.
SANGEN BESTÅR
Jeg har dog haft gode stunder med den. Fået den anerkendt. Allermest 1. maj samme år i Operaen på Staden hvor jeg pludselig kl. 23 både fuld og skæv blev opfordret til at fortælle aftenens gæster at det var et støttearrangement til FredsVagten de deltog i. Og da jeg havde sagt det var næste band alligevel ikke klar endnu, så uden guitar, helt a capella, rytmen styret med klap og overskud til at høre at nogen i publikum løb, og klappe den tilbage i den seje grundrytme, sang jeg de 3 vers og en masse omkvæd for fulde lunger, så jeg pumpede som en blæsebælg da det var færdigt og fik jublen. Det var stort – smukke damer og bredskuldrede fyre nikkede anerkendende 😉
- okt. 2009
februar 2021