Cyklfred’s Søndags cha-cha

1 Nu ska jeg jo ud på landet, ud hvor det blæser, ud på højene.
Fuglene flyver, skyerne driver, skovene suser – Cyklfred.

2 Vejen fører ud til vandet, ud til skumsprøjt, himmelmilevid.
Skibene sejler, sejlene smælder, smældene melder om Cyklfred.

3 Mærke strandens hjerte banke, solens stege, koge 180.
Barbrune Bine, brysterne bølger, bølgerne bruser – Cyklfred.

4 Jeg ska synke ned i græsset, lille spidsmus, græshoppeviolin
spiller musikken, muldvarpen maser, myreflittig slider – Cyklfred.

5 Jeg ska ud og mærke luften, ka den bære – joh, jeg svæver højt.
Højt under himlen, sikken en svimlen, tumlingetrimlen – Cyklfred.

6 Ud og bli’e tør i halsen, tag en byge; den er friskende.
Afstøver mindet, udvider sindet, pirrer hele kroppen på Cyklfred.

7 Jeg ska ud og hilse bonden, gule stubmark, stynet poppelhegn.
Hestene græsser, grisene grynter, gæssene gnasker – Cyklfred.

8 Se den ko der gnaver hylden, den er rødsort, det gir saftig mælk.
Jeg drikker mælken, henter nye kræfter, bringer hjem til sønneke – Cyklfred.

9 Jeg ska spise majs fra marken, æblehaven, sund og smagende.
Knaser af sprøde, siver af søde, så mænd blir så bløde som Cyklfred.

10 Se den lille landsbykirke, et kalket stråtag, i byens himmelspejl.
Ænderne skræpper, ællingerne pipper, sivene hvisker – cha cha cha.

11 Så’e det tid til kaff’ og kage, lille bager, sukker wienerbrød.
Venlige pige, åh la mig lige, hva ska vi sige – Cyklfred.

12 Ud og følge dagens vandren, lysets skiften, regnbue-bygende.
Ly under træet, bogen på knæet, igen drømmer fæet – Cyklfred.

13 Ud og følge selve livet, der hvor det’e givet: alting har sin tid.
Selv de høj’ste tinder, forsteninger forsvinder, døden er en vinder – Cyklfred.

© Bo Richardt, Frederiksberg september 1983


Når jeg havde lidt fri for faderskabet yndede jeg at cykle ud i landskaberne de smukke. En dag på langfart, fx over til Roskilde Fjord og op omkring Frederikssund og Hillerød hjem.

Sigte ud efter de høje punkter, ud til stranden og glo på damer. Trille stille gennem de gamle landsbyer med gadekær, kirke, kro og bager, sukker wienerbrød.. hvor er hun dog sød den lille bagerjomfru der spør, mens udenfor glimter solen drilsk i gadekærets vande hvor to ænder cirkler rundt om hinanden. Ligge i græsset og se stråene og spekulere på hvordan en myre mons oplever dem. I september plukke æbler fra et træ her og der under den himmel der er særligt blå.

Men dagen og livet skrider uafvendeligt mod aften.. Døden er en vinder – Cykelfred!

Tænkte mange gange om det var for hårdt, for sort. På den anden side er døden jo en befrier og fornyer. Tænk hvis den ikke var, så stod alting i stampe. Så selvfølgelig skal vi dø, alting skal dø.. men derfor er det jo alligevel lige trist hver gang når det sker i menneskenes sentimentale verden.

Oktober 2009

Comments are closed.