En snak om engle, spøgelser og reinkarnation
Lærke: – Far, ved du hvad. Jeg lå oppe på en sky og kikkede ned på dig og mor dengang i bollede. Og så fór jeg som et tordenskrald lige ned i dine sedler og svømmede afsted, foran alle de andre haletudser lige op i mors mave. Dér fandt jeg et æg som var parat og vupti kom jeg indenfor.
Far: – Det hedder sædceller.
Lærke: – shh!… Så glemte jeg alting fordi jeg blev så bittelille at der slet ikke var plads til mine tanker. Som jeg har haft i det her hoved. Jeg blev lisså lille som et saltkorn… Og der kan jo ikke være ret mange tanker i et saltkorn – vel far?
far: – Nej min egen mus.
Lærke: – Men så hyggede jeg mig i min mors mave til det blev min fødselsdag. Og da det blev min fødselsdag ville jeg ud for at se om der skulle være fest for mig… Men der var faktisk også ved at være farligt for mig inde i mors mave. Der var ikke plads fordi jeg skulle ha et helt hav med mig ned fra skyen. Det var mine usynlige venner hvalerne der også ville med ned på jorden.
far: – Ja, jeg tror du måske havde lavet en slags aftale med Gud om at hvis du ville ha dine usynlige venner hvalerne med ned til jorden, så måtte du acceptere at du ikke selv havde plads til at bli så stor.
Pil: – Jamen hvorfor sku det også gå ud over mig? Jeg havde ikke plads. Jeg lå helt nede i tissekonen og kikkede ud hver gang mor tissede. Jeg ku slet ikke vende mig eller noget. Jeg var helt fastklemt.
far: – Måske er det derfor du er lidt vindøjet.
Pil: – Ja. Og jordemoderen ku ikke høre mig og troede slet ikke jeg var der. Det var også fordi mor var ved at sprække og Lærke var ved at drukne mellem sine hvaler, at lægen skar mors mave op så vi begge to sku ud… det var noget værre snyd. Men far… hva nu hvis Lærke var død inden hun blev født ville hun så bli til engel igen når hun ingen tanker havde?
(far tænker over det eksistentielle spørgsmål)
Lærke: – Jeg tror jeg ville ride lige op i himmelhavet på een af mine hvaler og bli en hvalengel og en hval i mit næste liv.
Pil: – Nåhja. Det er jo kun når man blir til en baby man har glemt hvordan det var at være engel. Ellers så ER man jo bare en engel… Har englene egentlig en krop?
far: – Næhh, det tror jeg ikke. Kroppen blir jo tilbage og blir brændt eller nedgravet. Det er jo kun tankerne…
Pil: – Ja!, jeg er mig …? Det er mærkeligt. Hvorfor er jeg mig og ikke en anden. Hvis jeg nu var en anden ville jeg så slet ikke være her. Det kan jeg altså ikke forstå.
Lærke: – Det er tankerne, Pil. Det er tankerne der flyver op i himlen og blir til engle.
far: – Ja, det er endda kun en særlig del af tankerne. Det kaldes bevidstheden… eller sjælen. Det er den del af tankerne som netop ved at jeg er mig og ikke en anden. Det er ikke noget man kan forstå. Det er bare sådan. Og jeg tror det er den del af tankerne der blir til en engel. Viljen til at bestå.
Pil: – Hvad er “viljen til at bestå” for noget?
far: – Det er når JEG vil beskytte MIG mod farer og død. Jeg bestemmer at jeg vil beskytte min krop. For uden min krop kan jeg jo ikke leve og være et menneske.
Lærke: – Ja, hvis der fx kommer en løve. Så løber man afsted i en vældig fart for at gemme sig.Pil: – Man vil jo ikke ha ædt sin krop…
Lærke: – Nej, eller hjerne!
Pil: – Ihh Lærke, nu var det mig… far…?
far: – Mmmm ?
Pil: – Hvis nu ens krop blir ædt af en løve, og også hjernen… når tankerne så at slippe ud og fare op i himlen?
(igen er far i bekneb for et fornuftigt og relevant svar).
Lærke: – Hvis jeg blir ædt af en løve og mine tanker ikke når at komme ud og op i himlen, så tar jeg dem med mig ind i løven og så blir det til en Lærkeløve der kan tænke som et menneske. Så vil jeg være rigtig farlig; en løve der ka tænke som et menneske… far, det så jeg faktisk engang i et Anders And blad. Der var nogle dyr der kom forbi en maskine som ham… hvad hedder han nu?
far: – Georg Gearløs?
Lærke: – Ja, Georg Gearløs havde opfundet. Den udsendte nogle usynlige stråler som fik de vilde dyr til at tænke lissom mennesker.
far: – Lærke, du kan da ikke læse?
Lærke: – Nej far, jeg så bare på tegningerne.
far: – Nå.. nej nu må jeg lige prøve at svare Pil… Om tankerne altid kan nå at slippe ud?
Jeg tror de lykkeligste engle er dem der har nået at få deres sjæl op i himlen i hel tilstand. Dem der har haft et godt liv. Dem der har elsket og været glade. Dem der døde omgivet af deres kære, og deres elskede børn. Dem der har set sin stamme gro i sin tid…
Pil: – Hva betyder det?
far: – Hvad?
Pil: – “set sin stamme gro”?
far: – Jo Pil, en stamme betyder en familie, ligesom et træ hvor grenene er børnene. Og når nu englene ligger deroppe på skyerne og skuer ned…
Pil: – Hva er “skuer”?
far: – Det betyder ’ser’, man er til-skuer når man ser på noget cirkus og den slags… når nu englene ligger der og ser ned over verden, så glæder det dem jo at dem de har kendt har det godt, og familien vokser og er sund. Lissom du ved det også for os mennesker – for dig og mig, din mor og alle der elsker dig, dejligt at se at dem vi kender og elsker har det godt. Sådan tror jeg også det er når man er blevet engel…
Pil: – Ved du det ikke?
Lærke: – Man ved jo ikke, Pil, hvordan det er at være engel. Det har vi glemt da vi blev født.
far: – Det er nemlig rigtigt Lærke. Men jeg tror altså helt bestemt at det må være de lykkeligste engle, der kan se at dem de elskede har det godt.
Lærke: – Ja, og spøgelserne er dem der ikke har det særlig godt…
Pil: – De må bare gå rundt…
Lærke: – Tyst Pil…
Pil: – .. gå rundt og .. og .. Ihh, så hold mund Lærke. Jeg vil også sige noget. Du snakker hele tiden.
Lærke: – Det var mig der kom i tanke om spøgelserne først.
far: – Ja, Pil, det var det faktisk…
Pil: – Din idiot!, jeg vil osse sige noget.
far: – Pil slap af, du skal nok få lov lige om lidt. Hvad ville du sige om spøgelserne, Lærke?
Lærke: – Jo altså… spøgelserne går rundt om natten og leder efter nogen…
far: – Eller noget!
Lærke: – ja, eller noget. Noget som har gjort dem så kede af det at de ikke kan finde fred i deres himmel, men hele tiden må komme tilbage og gå rundt og rasle i væggene.
Pil: – Ja men det kan også være nogen der har været onde.
far: – Hvordan Pil?
Pil: – Ja hvis de nu har slået nogen ihjel og derfor ikke må komme op i himlen.
Lærke: – Men man behøver ikke være bange for dem…
far: – Det kan også være nogen der er kede af det fordi de glemte noget måske. Måske fik de ikke sagt farvel og hvor meget de elskede deres børn, inden de døde.
Pil: – Far, ved du hvad… mor har engang fortalt mig at hun fik besøg af sin farmor der var død. Hun kom og satte sig på sengekanten, men mor blev bange så hendes farmor forsvandt og kom aldrig mere igen. Hvorfor kom hun aldrig mere igen?
far: – …
Lærke: – Man behøver ikke bli bange. Spøgelserne gør ikke noget hvis man bare er rar ved dem og snakker helt almindeligt med dem. Så er de faktisk ret søde. Og det kan være man kan hjælpe dem, så de kan finde ud af det der gør dem til spøgelser, så de ikke behøver være spøgelser mere.
far: – Jamen Bensina var slet ikke forberedt på at hendes farmor ville komme. Så hun blev forskrækket. Og jeg tror hendes farmor gik igen lisså stille fordi det ikke var det hun ville. Hun ville jo være sød ved Bensina og ikke gøre hende bange. Og hun kunne altså ikke la vær med at bli forskrækket. Ikke lige der og på det tidspunkt.
Pil: – Uhh, jeg tror også jeg ville bli en lille smule bange ligemeget om jeg vidste at jeg ikke skulle, hvis min morfar pludselig sad på min sengekant og røg cigarer.
far: – Det gør han ikke Pil. Godt nok elskede han jer to piger meget på sin egen tossede hjerneskadede måde. Men I var jo slet ikke så tæt på ham som Bensina var på sin farmor.
Jeg ved ikke hvad Bensinas farmor ville. Måske ville hun bare sende en lille hilsen at hun havde det godt i himlen sammen med de andre engle. Men hun ville jo ikke skræmme Bensina.
Pil: – Det var synd for mor at hun blev bange.
Lærke: – Ja, og nu ved hun aldrig hvad det var hendes farmor ville. Hun får aldrig mere besøg af sin farmor-engel.
far: – Ved I hvad jeg måske tror. Jeg tror at Bensinas farmor ligger oppe på en sky og lurer på når een af jer blir stor og skal til at ha børn. Så kommer hun farende og vil være Bensinas barnebarn og behandles lisså sødt og kærligt og elskes på samme måde som hun selv lærte Bensina at elske.
© Bo Richardt
Espergærde 1996