Sejt tråd gennem livet

Jeg er ude på min cykel, en dag hvor himlen den er blå.
Hvor solen glitrer i racerstyret, og der’ så meget jeg ka kikke på.
I alle træerne sidder fugle; og de fløjter hver sin sang:
Det er blevet forår, det’e blevet forår endnu en gang.

Som hvide stjerner i underskoven, anemonerne titter frem.
Jeg har et ønske i erindring; ta og ta en lille buket med hjem.
Vi vil så gerne ha den på bordet, og lyse stuen op.
Og så gør den jo mere nytte når den står og sopper i en kop.

Og der’ en lille sø med svaner, og en endnu mindre ø.
Jeg spænder mine fotohaner, for det er så smukt så jeg ku dø.
For fan!, det dér går jo til spilde, hvis jeg ikke nu og her
tar det ind i min sorte kasse hvor det blir meget mere værd.

Og der’ en hestekaravane, der lunter fredeligt afsted.
Unge pi’r med læderlapper på bag’ne, hopper hopper op og ned.
Så jeg læner mig op af en hegnspæl og hiver skrivegrejet frem;
hver en lille pigenumse ska jeg ha på versefødder med hjem.

For jeg’ alene på min cykel, her’ ikke nog’n og dele med.
Så er’t papiret som gemme stregen; fortælle mig at jeg har vær’t afsted.
Der må jeg gemme mine minder – hver e’enste lille strøm.
Bevise at jeg har vær’t her, og det ikke bare var en drøm.

For når jeg’ færdig med min cykel, har spundet tiden i mit hjul.
Når fuglesangen er forstummet, og alle egern forlængst i skjul,
så puster vinden støvet vid’re – det som jeg har hvirvlet op.
Forlængst forlængst har det glemt at det kom fra en anden støvet krop.

Men jeg’ jo ude på min cykel, en dag hvor himlen den er blå.
Hvor solen glitrer i racerstyret, og der’ så meget jeg ka kikke på.
I alle træerne sidder fugle og de fløjter samme sang:
Det er blevet sommer, det’ blevet sommer endnu en gang.

© Bo Richardt, Vanløse april 1984


Ud langs med Hillerødmotorvejen; der er en herlig cykelsti. Det herlige er at den er målrettet og uden svinkeærinder og blokader; med inspiration fra motorvejen er den lagt i tunneller under til og frakørsler, hold farten. Og biltrafikkens støj er i den sammenhæng ikke til gene men nærmest til inspiration, presser lissom tempoet op.

Og det er godt for i første omgang handler det om at komme ud af byens favntag.

Denne sang hed som arbejdstitel ’Mine Minder’ og det er jo det fokus; på nuet der ikke opleves optimalt fordi det skal gøres til et minde, der præger sangen. Men samtidig kommer den jo også tilbage til den umiddelbare glæde i sidste vers.

Og derfor kom den til at hedde Sejt Tråd Gennem Livet, fordi man skal så mange skuffede længsler igennem før man endelig kommer frem til erkendelsen; at mit lille individuelle liv er kun en prut i Universet. Men dog en prut med megen morskab hvis man mærker efter 😉

Okt. 2009

Comments are closed.