Den følgende sommer rejste hun og slyngveninden Lise på bagpacking i Australien og omegn et halvt år. Og da hun kom hjem ville hun ikke være min kæreste, selvom det var tæt og noget der lignede før de rejste.
Nu flyver hun bort – efterår. Lyset blegner for i år.
Var i går hvor skyers tårne endnu står
lisså højt på himlen kun de skyer når,
og brænder i blå øjne; åbne sår…
Nu svinder hun bort – efterår. Blade visner, forgår..
Var i går i går endnu en dag i vår.
Var det vår det år hvor skove grønne står,
hvor dansen går så tæt, jeg foreslår…
Nu siler hun bort – efterår. Regnen plasker i hår.
Og jeg går hvor tågen tættede en tår.
I det efterår hvor træer gule står.
Endnu en vinters frost forestår…
Nu fryser hun bort – efterår. Vinden isner og flår.
Frosten bider jorden, jorden bliver så hård.
Og farvel for i år til varme, men hun sår;
en lille lue blafrer i sit blår…
Så hun kommer velnok igen.