Skribent

Far, får farfar får der får får forfra ?
Nej.. farfar får ikke får der får får forfra,
for får får ikke får forfra, får får lam bagfra.

Om at skrive (2008)
At skrive er en kommunikation som kendetegnes ved
1) Den er isoleret fra opposition og afbrydelser i sin udvikling af tanken.
2) Den står stemplet og uforanderlig.
3) Den kan nå mange flere end samtalen.
Pkt.2 peger på at udsagnet ikke kan trækkes tilbage, hvorfor det skal være mere gennemtænkt og således stå stærkere i sin logik. Der er yderligere det forhold at det skrevne ikke følges op af mimik og gestik, hvorfor vejen til misforståelser kan være meget kortere. Og det er velkendt at en skreven sætning er ’hårdere’ end en talt.

For mig er det skrevne ord ofte langt mere objektivt end det talte. Det virker primært gennem tanken og bevidstheden, om end jeg ganske erkender at ord kan i højeste grad vække følelser og således arbejde i sjælens dyb.
Der skal ikke være tvivl om at samtalen osse har sine styrker, da den jo netop fungerer i stemningen mellem de samtalende. Aller mest når man er fysisk tilstede hos hinanden. Så er det ikke længere ordenes betydning der har hovedvægten*), men deres klang. Og forandringen sker ikke i hjernen, i bevidstheden. Den sker i det underbevidste hvor vi umærkeligt former os efter vores omgivelser.
Det er ikke sort/hvidt, nogen gange kan jeg godt være tilfreds med følelsen af at der formodentlig er sket en stemningsændring gennem en ellers kaotisk samtale. Men for det meste har jeg behov for at mærke ændringen sort på hvidt, som en ændring i bevidstheden. Naturligvis da den fis jeg kan lugte er at jeg selv fungerer og interagerer med mine omgivelser, på et bevidst plan. Det er ikke det jeg vil, men det er det jeg kan.
Så derfor skriver jeg.
 
*) faktisk har jeg læst at mimik/kropssprog er 55 %, toneleje/ stemmeføring 38 % og ordets betydning kun sølle 7 % af kommunikationen (kilde Psykologi 05/2008 p 83)

——————-
Jeg har skrevet ganske mange debatindlæg i Information. Specielt gennem 90’erne hvor avisen havde en debatredaktør der åbenbart hyldede min skriftlige stil. Han har desværre fundet andre græsgange og hans efterfølgere har ikke den samme opfattelse af mine geniale synspunkter. Surt.

Jeg har jo osse tilbage i 80’erne gjort flere forsøg på at skrive en bog om de spejlede images. Men mine manus fandt ikke nåde for redaktionernes skarpe kritik. Måske var det genialt og banebrydende ;-), thi sidenhen har jeg mærket at mange af samfundets udviklingstræk foregreb jeg allerede dengang. Jeg bestemte fx i 82 at hvis jeg var Gud ville jeg aldrig ha tilladt menneskene at opfinde computeren. Thi den fremmedgørelse der sker i at kvantificere livet i algoritmer vil uundgåeligt være en ild der får livet til at bryde sammen. Et stort paradigmeskift lurer i horisonten.
Det er den selvsamme fremmedgørelse som gør at jeg ikke kan føle livet men må tænke mig til det.

Det er samtidig osse aldeles muligt at mine forsøg som forfatter var umuligt naive og håbløst selvoppustede. Jeg indrømmer en stor mangel for min ambition om at blive forfatter; jeg kan ikke forstille mig. Jeg kan godt lyve hvis det er praktisk relevant i nuets improvisation. Men jeg kan ikke skabe et univers… ikke et der involverer personligheder og deres dialog. Det er jo igen den mangel at leve i bevidstheden og ikke i den langt mere mangfoldige følelse og dens stemninger. Og det er mig en gåde hvor de forfattere har sig selv i den illusion de udtrykker gennem en mangfoldigt persontegnet roman.

Jeg må således erkende at mit stofområde er primært virkeligheden, selvom jeg HAR gjort små forsøg ind i det fabulerende, og at mine skriverier måske ikke er så interessante udenfor min egen personkreds. Jo, i kortere tekster måske: anekdoter, debatoplæg, debat-indlæg. Filosofiske, politiske, sociale, kulturelle mm betragtninger. Rasmus Modsat funderinger over samfundets undertiden absurde normer.

Men jeg skriver udfra devisen; Jeg skriver, ergo lever jeg.

Så skulle man tro at jeg i dagens virkelighed kunne kaste mig over at skrive en blog. Men der er noget der stritter imod. Det er så vanvittigt fragmenteret. Massekommunikationselementet er gået fløjten. Der er jo for fanden ingen der læser alle disse millioner af blogs fra andre håbefulde skribenter der gerne vil høres. Jeg læste et sted at der er et 80/20 forhold mellem at ville høres og så gide høre på andre. Ja, folk snakker i munden og skriver fremfor at læse. Osse mig.

I erkendelsen af dette har jeg kastet mig over at skrive min livshistorie. Jeg bilder mig ind at jeg dér skriver for det vigtigste publikum jeg ved; mine børn.

Det startede med at jeg midt-sidst i 90’erne opførte mig meget uheldigt og uretfærdigt overfor Fie, og følte at det var på tide jeg forberedte en større forklaring specielt designet til hende.

Dernæst, efter jeg igen havde fået kontakt med Ylva i februar 98, hvor vi overnattede i Göteborg på vej til Trysil, og igen om sommeren hvor de besøgte os, fik jeg lyst til at fortælle den historie; mit livs største eventyr.
Det førte dog til den uheldige slutning at vi blev uvenner over hvad det egentlig var der var sket dengang, og hvem der gik fra hvem og hvorfor. Dér endte eventyret ironisk nok fordi jeg ville fastholde det, beskrive det, genopleve det.
Og det gjorde jeg virkelig, gravede mig ned i det og genlæste alle dokumenter. Min dagbog og alle hendes breve.
Da jeg kom til slutningen sad jeg en eftermiddag ved pc’en og græd over mit svigt – og sendte hende en rose anonymt. Dér startede balladen – det ku hun ikke li.
Og det blev klart at hun ikke ville læse min beretning. Det forstod jeg egentlig godt, men jeg havde svært ved at leve med at hun påstod at hun ikke havde elsket mig, og dérfor i SIN erindring oplevede det som at det var hende der sagde nej til sidst.

Og så tog det fart: min spejdertid 65-70, Århus 1973-74, Tvind og rejsen til Indien 74-75, Järna 75-76 og videre til Bredetved Gl. Skole.
Men så gik det i stå da Twin Towers faldt og en ny tid begyndte i 2001.
 
Men i frustrationerne over hvor lidt indflydelse fornuften og besindigheden fik i denne nye tid, har jeg igen af og til gennem årene prioriteret det indadvendte.
Gymnasietiden 70-73, militærnægtertiden 1977 og anden rejse til Indien i foråret 78. I sommeren 78 flyttede jeg ind på Vesterbro og her er historien pt (2008) gået i stå igen. Det har nået et midlertidigt mætningspunkt. Ikke mindst besværliggjort af at jeg vedvarende har svært ved at finde ud af om jeg skulle holde mig til den blotte erindring, eller om jeg skulle støtte den på mine dagbøger og brevarkiver, og omfanget af disse arkiver vokser radikalt i tiden efter Järna (1976)
Jeg vil gerne være ærlig udfra datidens præmisser og kronologisk dokumentarisk korrekt. Og så opdager jeg af og til at hele afsnit må skrives om fordi jeg kommer til at læse gamle dokumenter der viser at min erindring er forkert. Så burde jeg jo læse dokumentationen inden jeg skriver. Og det er jeg så begyndt på… men så blir det helvedes omfattende. Ikke mindst da vi samtidig hele tiden vil komme tættere på nutiden hvor dokumentationens mængder stiger til et næsten vanvittigt crescendo qua pc’en der understøtter det skrevne fremfor det talte. Som fremmer det paradigmeskift at det i stigende grad er logik der styrer samfundet gennem sin indskrænkede fokus på det der kan kvantificeres, måles, vurderes, vejes, gennemtænkes, dokumenteres.
 
Min skribentvirkelighed er at pc’en har gjort skrivningen så nem at jeg vil dokumentere mit liv for at være sikker på jeg har levet. Det er det der står i sangen; Sejt Tråd Gennem Livet hvis arbejdstitel var ’Mine Minder’, som er en diskussion imellem det at være i nuet contra arkivere nuet.
 
Godnat

  • Ved Magtens Mur
    En beretning om hvorfor og hvordan FredsVagten ved Christiansborg opstod.
  • En Elgtyr i en Glasbutik
    I sommeren 82 var jeg på cykelferie i Småland og havde denne vidunderlige oplevelse som i øvrigt vandt 1. præmie i Dansk Cyklistforbunds konkurrence om årets bedste sommercykelturhistorie i 1996. Jeg vandt et par gode gedigne cykeltasker.
  • Engel til Menneske
    Døtrene er tvillinger og dette er en historie om reinkarnation og identitet; Hvorfor er jeg mig?
  • Pil & Lærke
    En snak med pigerne om engle, spøgelser og reinkarnation.
  • MON IKKE
    En sjælden sejr over magtfuldkommenheden, den fryd skal nydes uforbeholdent 😉
  • Vilfred og Arvesynden
    Dette er for en gangs skyld fiktion, dog med et stærkt forlæg i virkeligheden
  • Tågens Tusinde Tomme Spejlsale
    Jeg læste engang en novelle om en rigmand der lod bygge et kuglerundt spejl – altså indvendigt i kuglen og kravlede derind. Han blev skør på stedet.
    Solaris hed en film af russeren Tarkovsky, som fascinerede mig meget i mødet med det ukendte, det ubegribelige.

Comments are closed.