Fie

Fie Richardt, 8. august 1990
 
Dyr… altid har dyr været hendes store interesse. Det var hende der ville kikke i billedbøgerne med dyr. Vi havde én med fotos fra Zoologisk Have som var meget populær i de helt små år. Anja var også med, men det var Fie der var mest engageret. Da vi flyttede til Espergærde lærte hun ta der under sten kan være en fantastisk verden med bænkebidere og skolopendere mm. Kun edderkopper var hun hysterisk bange for, også de milimetersmå røde… det er da utroligt. Hvordan kunne hun vide at netop den var en edderkop og således var defineret som farlig. Nu har hun som 18-årig prøvet at lægge hånd til en fugleedderkop.
Og hun er stadig, som dyrepasserelev mest interesseret i sære skabninger som skorpioner, kakerlakker, vandrende pinde og jeg ved ikke.
 
Hun kunne komme ind med hænderne totalt klistret til med almindelige havesnegle der slimede sig afsted, klamt men imponerende.
 
Det var for hendes skyld vi i 96 fik det første marsvin, og så pludselig havde vi 23.
Det var hende der fik ørkenrotter som jeg byggede to terrarier til af gamle vinduer jeg havde klunset i tidens løb.
Skildpadderne i akvariet var måske mest Betinas idé til underholdning for dagplejebørn. Og jeg ved heller ikke hvem det var der ville ha de irriterende skræppende undulater. Nå de uddøde heldigvis hurtigt igen. Og det var Fie der for at blive hjemme fra den første skitur til Trysil i februar 98 fik en kat; Groskar. Jeg gad ikke ha hende med fordi hun konstant brokkede sig over sne… hun ville ikke med. Så jeg supplerede den opsparing hun og Betina var begyndt på. Hun fik katten, men det var mig der valgte dens navn 😉
4 år senere var hun med i Trysil 2. gang og blev klar over hvad hun var gået glip af. Hun blev på 3 dage bedre end Anja, og i 2006 tog hun og jeg alene til Sölden i Østrig/Tyrol/Ötztal, et af Alpernes store steder, med en ’hurtigbus’ der smider 15 passagerer ad gangen næsten 2 km op til bjergtoppen. Ydermere oplevede hun ved den lejlighed at rejse med nattog. At vågne op i liggevognskupeen som vi delte med en lille familie med 2 små poder som vi fik et godt forhold til, og se bjergene pludselig rejse sig fra den bayerske slette i den smukke solbeskinnede frostsneklædte dal hvor vi snart var mellem høje hvide tinder trillede ind i Innsbruck. Eksotisk at se det fra et togvindue i et tog vi var steget ind i i København og havde rumlet gennem natten gennem hele Tyskland. Fuck flyet, det springer rejsen over, pludselig er du der. Nå, Fie syntes i al fald at det var sjovt.
Anja var med sin første efterskole i Sälen samme vinter og havde dejlig gavn af de to uger i Trysil så hun kunne følge med slænget ud på de stejle fald.
 
Nå det var Fie og dyrene vi kom fra. En skønne dag havde hun en hvid rotte… næh to, den anden var ½ Anjas. Ligesom nr 2 kat vi fik for at holde Groskar med selskab; Gylden, officielt blev udnævnt til at være Anjas kat. Og så ville hun gerne ha slange. Ørkenrotterne uddøde. Marsvinebestanden blev delt så 6 hanner kom til at tilbringe et par vintre i kummerlig kulde i nogen flamingoforede kasser jeg havde lavet ude i carporten. Om sommeren gik de på græs i indhegnede småbure. En dag tog ræven 6 stykker – dem alle sammen. Fie var lige ved at dø.
 
Hun gik også til ridning nogle år på en lokal rideskole. Men hendes generthed gjorde at hun ikke rigtig kom ind i tøsemiljøet, så det holdt hurtigt op igen. Senere på Nysted Efterskole 2006-07 arbejdede hun med heste et helt år, og blev vist mættet for en tid.
 
Og så endelig i foråret 2005 blev rottweileren Kida født i en kennel nede syd for Roskilde. I et forsøg på at hjælpe hende igennem en svær pubertet fik hun til sidst en hund. Hun har altid været fascineret af muskler, og det gælder også hunde. Så ville ha det værste grimmeste kræ; en bullterrier. Det er IKKE en begynderhund, og det indrømmede hun men så fik hun sgu lov til at få en rottweiler. Den var enormt sød og slet ikke farlig, men rottweilere har et dårligt rygte og det skabte mange problemer. Den døde i en trafikulykke mens jeg var ansvarlig i februar 2007 hvor Fie var på efterskole bl.a. fordi jeg ikke gad hende herhjemme hvor hun sjoflede alle løfter og ansvar om at passe den hund.
Så fik hun en slange… den er virkelig også enormt sjov – ligger der og er orange hele dagen under sin varmelampe. Hvis man overhovedet kan se den, og den ikke ligger og gemmer sig under sine korkeg barkstykker. Den spiser levende små hvide mus, en gang hver 3. uge. Nu har hun så rotter igen efter de to første døde. Slangen kan godt spise frosne kræ der er tøet op. Der er en hel del dybfrosne rotteunger i fryseren.
 
Marsvinene var der i 13½ år. Det er rekorden. Og i mellem tiden er Fie blevet voksen og er i lære som dyrepasser, men er pt (nov. 09) uden læreplads, og banker ikke døre ind.

Comments are closed.