Ylva

Ylva ’spændte ben’ for mig på vej ud i klitterne på Grenen nord for Skagen i juni 85. Jeg næsten bogstaveligt talt faldt over hende da hun pludselig bøjede sig ned lige foran mig for at samle en sten op fra sandet.
Jeg havde tidligere på dagen haft et par ’sammenstød’ med hende, set langt efter hende og tænkt; wauw, en steg!, men ikke tænkt at det betød andet end ’våde øjne’, og så udvalgte hun mig fodformede spejderdreng. Det havde måske sin forklaring netop i at hun erklærede sig ’fertil’ så jeg måtte ikke… jeg tænkte pis!, narrefisse igen, og var for meget spejderdreng til blow-job dér i 85. Det var før samlivet med Betina lærte mig at sex er noget naturligt, okay og ikke fy grimt skamme grundlæggende slemt.

 
Vi var 2 kor der havde sat hinanden stævne ved Skagen Visefestival; Korlasje fra København og Go’ Vänner fra Gøteborg. Korlasje kørte dertil i Kulturbussen Dagmar; en stor rød udrangeret DSB-bus som jeg kendte til og var chauffør for. Go’ Vänner skulle også komme i bus, hvor Ylva var chauffør, men deres bus brød sammen et sted på vejen, så de kom med tog. Og jeg måtte ud og hente dem den sidste bid vej under de regntruende mørke skyer. Dér kom en dame sidst i tyverne, med hat, målrettet op i bussen. Wauw! tænkte jeg, som jeg sad på chaufførsædet og bød velkommen. Hun lagde paraplyen, tasken og hatten på nærmeste sæde og gav mig en velment krammer og nogle søde ord om frelsende engel… mørke skyer truede med snarlig regn.
Og wauw! tænkte jeg igen; dame med stil, hat og go’ røv, da hun gik op mod teltene, mens jeg blev i bussen der skulle vendes og parkeres.
Jeg spejderdreng havde 2 fortrin frem for de mere virile engangsfyre i koret, dels min potensforlænger; bussen og dels at jeg havde boet i Sverige et år i 70’erne og stadig talte svensk til husbehov. Jeg konstaterede at der var ret meget goddag mand økseskaft i samtalerne mellem de to kor.
 
Vi stod i kor-opstilling den solbeskinnede aften op af et pakhus på havnen hvor der var total trængsel. Dirigenten stod for langt ude; folk begyndte at trænge bagom hvor alle vore rygsække og instrumenter lå op af en mur. Jeg som stod i bageste række råbte til ham: Længere bagud, kom nærmere!
Hur nära ska det va?, spurgte den smækre dame lattermildt og bakkede lige ind i min favn. Så nära!, svarede jeg og slog armene om hende. Og så var korene på, ikke mere tid til pjat.
 
Ude på stranden fandt vi en fælles interesse i sten og geologi og pludselig var vi hånd i hånd gennem sandet ud mod solnedgangen mens min sjæl lettede som en lille lærke. Der stod vi i bare tær i havstokkens blide små dønninger; 2 ganske habile kor, og sang spontant nogle af de sange vi kunne, som pludselig allesammen fik en ny mening; Nu har jag fått den jag vill ha, som jag ville ge min kärlek i alla mina da’r…
 
Ylva troede det bare lige skulle være et lille weekend-eventyr, som hun plejede, men jeg bankede igennem hendes palisader fordi det for mig betød mere at tale end at kneppe. Mere at være sammen i ånd, sjæl og sødme end i feromonernes rå begær… selvom jeg godt nok alligevel kom med skuffede udbrud da hun meddelte sin fertilitet fordi hun og hendes husbond arbejdede på et barn mere, mens vi dansede til Lars Lilholt: Kald det kærlighed.. der findes ingen ord…
Tilbage i teltlejren smed vi Philip ud af bussen og fik alligevel ikke sovet meget i den lyse midsommernat få dage før min 31. fødsdag.
Næste dag tog de hjem igen men 2 uger senere skulle Go’ Vänner en uge til Gotland/Visby og optræde i en kirkeruin. Og de manglede faktisk en tenor… måske jeg kunne komme med(?), foreslog den entreprenante. Hmm, tjah, jeg havde stadig ferie på det tidspunkt, og manglede heller ikke lyst. Men det var, sagde Ylva mellem kyssene, noget dirigenten i sidste ende bestemte.
 
Jeg boede på det tidspunkt i Vanløse i kollektivet Den Lille Fjer sammen med Thomas og hans mor Karen, men ultimo april – altså 2 måneder før – havde jeg opsagt vores samliv. Thomas var 2½. Vi var enige om at vi ikke passede sammen og kunne derfor i nogenlunde mindelighed blive boende sammen i det store hus.
Karen rejste til Sønderjylland til sine forældre med Thomas, så jeg var alene hjemme netop den uge… altså bortset fra de andre i kollektivet; 3 voksne og 3 børn.
 
Hvordan det nu gik med alle forviklinger og timelange telefonsamtaler, så fik jeg ikke lov at komme med. Men afgørelsen faldt først en halv time før afgang så jeg havde pakket. Jeg skulle med toget til Gøteborg og følges med dem i bus. Nå… vejrudsigten sagde god vestenvind de næste dage så jeg pakkede om i cykeltasker og satte lørdag morgen tidligt af sted på cykel, de omkring 300 kilometer fra Landskrona til Oskarshamn; færgen til Visby.
Kendte ikke noget til afgangstider, men heldet følger de tossede så jeg cyklede uden ophold lige ombord på den ventende færge, 3 kvarter før afgang mandag kl. 12. Den næste sejlede først næste dag.
I Visby vidste turistkontoret ikke hvor de var indkvarteret, men nok i hvilken kirke dette Gøteborg-kor sang og hvornår. Så da skumringen faldt på trådte jeg ind i kirken hvorfra en smuk Kyrie Eleison strømmede ud i den milde stille sommeraften i eventyrbyen: jeg havde haft et par timer til at se den an. Stillede mig bagerst op af en søjle i det delvis sammenstyrtede kirkeskib og så hvordan uroen pludselig bredte sig i sopranrækken og smilene blinkede gennem tusmørkerummet der var oplyst af 100 stearinlys i et mønster på gulvet foran koret, der stod i apsis hvor en kunstner havde udstillet billedtæpper i kristensymbolik. Jeg havde drukket lidt vin og var træt efter stroppeturen, så jeg satte mig ned da jeg ikke kunne blive ved med at sende blikke og skabe uro. Småblundede mig ind i en helt anden tid; en springtur væk fra virkeligheden, og drømte uroligt om gensynet med den kvinde der i så opslugende grad havde erobret mit hjerte totalt tjubang og uden forbehold. Og om jeg fik lov til at være der sammen med hende.
 
Pludselig blev jeg opmærksom på at sangen tonede bort, jeg rejste mig og rystede trætheden af mig. Koret var væk, forsvundet ind af en åbning i siden gættede jeg på, og mens jeg tænkte på om jeg skulle gå nærmere blev jeg pludselig overfaldet bagfra og overdænget med kys, kvidder, kram og spørgsmål. Resten af Go’ Vännerne kom efterhånden frem, og det kildne spørgsmål om hvorvidt jeg fik lov til at bo med dem i deres logi faldt på plads. Jeg vidste det jo ikke… jeg var afvist af dirigenten… også fordi hun angiveligt frygtede at jeg skulle trække Ylva væk fra koret. Hvis det gik helt galt kunne jeg jo ta min cykel og cykle nedom Kalmar og hjem gennem Blekinge. Jeg havde en hel uge for mig.
Men da de så min cykel var de solgt. Når man gør sådan noget kan man ikke afvises. Og det næste halve år leverede vi da også søde drømme til 2 kor.
De boede lige nede ved havnen, i en sommerlukket børneinstitution ovenover turistkontoret, som ikke vidste hvor de boede 😉
 
Jo, det var en uge i eventyrland. Og Visby er endda til al overflod en perfekt eventyrby med gamle stejle gader og gyder under en enorm bymur. Jeg kunne ikke være med til at synge, men jeg fik en grov kofte med hætte og blev indviet som den munk der gik og tændte lysene hver aften inden forestillingen. Aldrig nogensinde før i sit liv så forelsket… i den sødeste af korpigerne.
Men alle eventyr slutter og lørdag sent kom vi til hendes lejlighed i Gøteborg. Hendes mand, som hun bedrog, og barn var ude på landet et sted og ventede at hun skulle komme derud engang om søndagen.
Vi kunne ikke slippe hinanden fri af eventyret, tilbage til en fortvivlet grå virkelighed hvor vi ikke skulle ses igen før til oktober, når Korlasje skulle på weekend i Gøteborg. Men til sidst smækker uundgåeligt togdørene og hun forsvinder bagude på perronen med tusinde flyvekys.
Från ett ensamt tåg ser jag hur mitt gamla land försvinnar.. står der i een af sangene.
 
3 uger senere, i midten af august, kunne hun ikke holde det ud længere… det kunne jeg heller ikke. Jeg sad på en bænk og skrev en sang Hilsen fra Cumulus mens hun prøvede at få en aftale om at komme. 2 timer af en meget kort nat spildte vi på at jeg ikke kørte hjem efter arbejde men i stedet ud til Øresund med udsigten til drømmenes land derovre i horisonten.
Den nat var starten på springturene, der hver gang SKULLE være den sidste til stor sorg og græmmelse, indtil slutningen af september hvor hun definitivt med kraft fra endnu en helt eventyrlig oplevelse i et kæmpestort hus på kanten af havet i Kyrkesund i den Bohus Len’ske skærgård. Dér så jeg morild og vi var ude og ro i det… har jeg aldrig set før eller siden.
Efter det fyrede hun sin mand. Jeg kunne ikke la være; jeg MÅTTE love hende befrielse fra tyranniet, gennem et nyt samliv.
 
Jeg flyttede op til hende i 14 dage. I efterårsferien alene og i ugen efter sammen med Thomas, som Karen afleverede i Helsingborg med sørgmodige tårer i øjnene. Thomas som netop var fyldt 3 i september. Mit ønskebarn, ham skulle jeg forlade og savne i hverdagen. Og ikke mindst skulle han savne mig. I én af springturene hvor jeg havde ham med, græd han utrøsteligt i toget på vejen hjem. Jeg havde ikke før oplevet ikke at kunne trøste ham. Men han gengav min sorg og fortvivlelse over ikke at kunne være sammen med min elskede i andet en stjålne sjældne stunder. Og hele tiden få at vide at det skulle være sidste gang, når jeg efterhånden havde fattet at det var det ikke alligevel.
I 14 dage var vi ’gift’ og i weekenden i midten kom Korlasje som planlagt og jeg guidede rundt som en verdensmand. Festen lørdag aften, i ’vores’ store lejlighed på Masthugget; højt over havnen med en flot udsigt fra det store stuevindue; bryllupsfest. Og de virile drenge i koret så på mig med anerkendende nysgerrige blikke, jeg smilede til min elskede mens vi vuggede i sjæleren. Hun forstod hvad de ikke forstod.
 
Vi legede med skæbnen. Hun var jo fertil og vi gjorde det helt uden med en overenskomst om at hvis hun blev gravid, tjah så var det skæbnen der ville at vi skulle leve sammen. Puh ha heldigvis blev hun ikke gravid.
 
Ylvas datter Mim var 4 dage yngre end Thomas, så Ylva vidste jo godt hvad det betød for mig at forlade ham. Og hun ville ikke forlade Gøteborg da jeg foreslog Helsingborg som kompromis; midt imellem dog stadig i Sverige. Nej, Gøteborg var hendes by, så det var mit valg og mit hjerte var ved at blive flået.
Første gang vi snusede til hverdagens uenigheder og forskellige interesser, var da jeg foreslog en prøvetid for at se om jeg kunne leve med Thomas så langt væk. For hende var det enten eller… ingen prøvetid.
 
3 uger efter vores 14 dages samlivsprøve skulle jeg derop en uge hvor vi skulle begynde at arrangere det praktiske; hvor vi skulle bo, arbejde til mig etc. Jeg sagde op på Seminariet, mit pedelarbejde blandt 200 søde unge kvinder (hvorfor HELVEDE skulle jeg falde for en svensker alt for langt væk) og i kollektivet og forberedte mig, men jo nærmere det kom jo mere græd jeg. Mit elskede barn, og hans bedrøvede mor der ville få svært ved at undvære min omsorg, da hun ikke havde det samme tag på ham som jeg. Jeg prøvede PRØVEDE at bilde mig ind at en lykkelig far, langt væk i kærlighedens gyldne land, ville være bedre end en taber i hånden.
Men det holdt ikke.
 
Jeg skulle først afsted om søndagen og lørdag aften satte Thomas trumf på, som han rendte rundt dér med sin lille lækre sprælske krop og indviede mig i hvor dum en bil var når den hele tiden kørte ind i en dør. Så ind i stuen igen til den dumme bil. Jeg sad i køkkenet og Karen gik og ordnede, hun kom hen og trøstede mig uden bebrejdelser. Jeg tænkte at hun lige der følte i sin intuition at jeg var ved at vende. Jeg kunne ikke…
Om natten drømte jeg at de to sejlede på en tømmerflåde på et oprørt hav, når de kom op på bølgekammen råbte de angste på min hjælp hvorefter de igen forsvandt ned i bølgedalen. Og igen og igen fjerne angste råb, jeg kunne ikke nå dem, jeg kunne ikke hjælpe dem. Jeg havde svigtet.
Jeg vågnede og skrev et langt brev til Ylva om at nu var det slut. Og næste morgen tog jeg afsted med brevet i baglommen.
 
Og det var åbenbart at stemningen var skiftet… der var ikke den uforbeholdne glæde over vores møde denne gang. Hun havde lugtet lunten, så hver for sig vidste vi at det var slut, og hendes sjæl skreg efter den relative tryghed og sammenhæng hun alligevel havde haft efter næsten 10 år med sin ’jävla’ mand. Tirsdag morgen kunne jeg ikke holde masken mere og trak mit brev op af baglommen. Og tirsdag middag tog jeg hjem til min Thomas, mens hun hentede sin mand hjem igen. Han havde dog visse sår der lige skulle hele, så der gik nogen måned eller 2 før han flyttede hjem. Det benyttede den skønne Ylva til en sidste springtur til København hvor hun lovede mig en sidste omgang vild sex.
Dér på Hovedbanegården søndag aften i decembers mørke klappede togdørene for sidste gang mellem os, og der gik 3 år før vi sås igen. Min elskede attråede havde jeg måttet levere tilbage til den mand, hvis dominans og ydmygelser hun var så træt af.
 
Jeg græd, men jeg fortrød det ikke. Jeg havde indset at min attrå ikke var lisså stærk som mit ansvar for Thomas. Og min kærlighed til ham var alligevel mere uforbeholden. Der var mange sider af Ylva jeg ikke kendte, og som ville dukke op når forelskelsens lyserøde gevandter var slidt ned af dagligdagens gøremål og konflikter. Måske kunne vi være blevet lykkelige. Men ikke når længslen efter Thomas lå mellem os. Omvendt har jeg aldrig villet eller kunnet bebrejde Thomas at jeg ikke fik Ylva.
 
3 år senere i oktober 88 da jeg netop havde mødt Betina, min viv, besøgte jeg Ylva. Det var okay hyggeligt nok, men der var ikke nogen genkommende stjerner i øjnene.
Så gik der 10 år hvor der af og til kom et nytårskort, og ligeså sendtes et sjældent brev, men i februar 98 skulle vi i lånt bil til Trysil og overnattede i Gøteborg. Nu var hun blevet gift med sin Johan som er bedre mand end nogen. Og sandt nok en fin fyr. Om sommeren samme år kom de og boede hos os et par dage, og således blev vi venner igen.
Det inspirerede mig til at samle historien op. Jeg gennemlæste min dagbog og alle breve og synkront med 14 års forsinkelse hen gennem efteråret 99 skrev jeg den fulde og sande historie set fra min side, med behørig respekt for hendes følelser i brevene.
Det var virkelig en genoplevelse af det halve år i eventyrets land. Men da jeg hen under jul spurgte om hun ville læse det, og hvordan hun ville stille sig til at jeg gerne ville gøre en bog ud af det, blev hun pikeret fordi hun syntes jeg monopoliserede oplevelsen og erindringen. Hun sagde at hun aldrig havde elsket mig så meget som jeg troede, og mente at hendes erindring derom var stærkere end de breve hun skrev engang. Jeg kunne ikke lige få hende til at indse at hun lugtede sin egen fis, så forholdet lukkede ned i konflikt i januar 2000. 1½ år senere var Bush i Gøteborg og igen overnattede jeg hos Ylva. Så var vi okay venner igen, men stadig uden egentlig kontakt.
 
Først i april 2008 tog jeg til Gøteborg alene med det formål at besøge Ylva og Co. Og opdagede at jeg føler mig faktisk RIGTIG godt tilpas i hendes selskab. Det er meget ligetil, ærligt, uformelt, tolerant og afslappet. Og vi deler mange holdninger i stort og småt.
Efter den succes tog jeg derop igen september 2009. Desværre ville Betina ikke med.. joh, men der var nogle forbehold for magelighed og skov, da besøget denne gang foregik i deres hus i skoven. Et meget primitivt sted. Betina vil gerne være sammen med dem, men også gerne med mig en turisttur i byen.
 
Der er nogle hængepartier indeni mig omkring hendes manglende anerkendelse af at det var mig der var hendes mønsterbryder. Johan, indså jeg fra første gang jeg mødte ham, ligner mig som intellektuel, musisk og blød mand. Hendes mand fra dengang fik jeg aldrig mødt, selvom det var ligeved en gang. Det var mig der viste hende at mænd kan også tænke og tale med hovedet og ikke kun med pikken.
 

Comments are closed.