Johan Brandt Richardt, 29. september 1982
Johan hedder Brandt efter sin biologiske far: Jan Brandt, og hed Petersen, som sin mor, til efternavn indtil jeg adopterede ham ultimo juli 1990 nogle måneder efter vi havde giftet os og kort tid før han sku være storebror til tvillinger.
Han levede sine første år med sin far Jan på halvtid idet hans forældre ikke boede sammen, men tæt på hinanden på Vesterbro/København. Far Jan meldte sig ud af forholdet da Johan var tre, og flyttede til Lolland. Betina gjorde som hun gør; kærlighed og omsorg såvidt hun kunne. Og hun bragte osse Johan tilbage til sine bedsteforældre på Jans side, da han osse var i konflikt med dem og således ikke kom på besøg – hvis jeg har forstået historien ret.
Johan kom i børnehaveklasse på NCS (Ny Carlsbergvejens Skole) sammen med Thomas i 88. Og det satte jo så retning for hans videre liv.
Han og jeg mødtes i en lille duel hvor han ville slå mig i hovedet med en hammer og jeg talte ham fra det uden at bli vred, henviste til hvad hans mor mon ville synes om det(?) Han var lige fyldt 6 år.
Hvorfor han ville slå mig husker jeg ikke noget om. Jeg har ingen erindring om en konflikt med ham… måske bad jeg ham komme ned fra køjesengen idet hans mor kaldte om mad – eller noget. Sådan er jo børn, og jeg var en ny mand der var dukket op i hans liv, ellers havde der ikke været nogen. Der blev nok dynehygget, men ingen ’rare onkler’ til Johan. Og der stod jeg, og skulle vel – fair nok – testes.
Det varede ikke længe hen på efteråret før vi vænnede os til hinanden og blev en præfamilie. Det inkluderede jo osse Thomas og således blev de to klassekammerater langsomt til en slags brødre.
Jeg nåede at bo i Betinas lejlighed i Alsgade i 3 måneder før vi i juli 89 overtog huset i Humleby.
Dér blev vi til en familie hvor hjørner sku slibes af efterhånden som vi kom tættere på hinanden.
I efteråret 89 vendte far Jan tilbage. Havde fortrudt, var i mellemtiden blevet far til en lillebror.
Således kom Johan på weekend-ophold på Lolland den vinter. Men det holdt ikke, far Jan lukkede igen døren hen i foråret 90.
26. maj giftede vi os og Betina var jo højgravid.
Nu var vi en etableret familie, havde lovet for Guds Åsyn… så valgte vi at jeg adopterede Johan, thi hvis Betina sku komme af dage, sku han blive hos os og ikke deporteres til Lolland.
Adoptionen gik glat igennem, Jan havde ingen forbehold. Nu var jeg Johans far med alt hvad det indebærer af opdragelsesforpligtelse, omsorg og ansvar. Og samtidig havde jo så Johan fået en bror… som var min ægte*) søn. Jeg delte sol og vind lige mellem drengene; vi tog på tur til Kullen august 1993; jeg gjorde ikke forskel.
Jeg ku godt li Johan, selvom jeg fornemmede en ulmende følelse i ham som jeg ikke var fortrolig med.
Jeg oplevede det i deres ungdomsår som at Johan var stærkere end Thomas. Der var mere fremtidspotentiale i ham. Han var dygtig med sine hænder og mere opfindsom og modig. Og mange ting har jeg hjulpet ham med at finde ud af. Jeg har følt mig som en far for ham og taget de glæder og kampe der sku tages.
Farmor døde da Johan var 12 og da han var 18 blev den halve million frigjort.
Her starter næste kapitel.
Tjek
Skrevet februar 2023