Vilfred spænede over gårdspladsen efter Jens-nede-fra-Åen. Der var fart på de to fire-års drenge. Gruset sprøjtede fra de små hærdede fødder når de stejlede, lissom den brune når den ikke ville ha lagt seletøj på. Ned rundt om brønden og den store bøg, der var blevet gul og rød og tindrede mod den dybblå oktoberhimmel, så flot og ubekymret som nogensinde en sommerdag. Jens og Vilfred hujede så det ekkoede fra skoven, som det lille skovløberhus lå og puttede sig lunt på vestsiden af. Hujede af barnlig lykke i den strålende eftermiddagssol, der så let som ingenting jog en fire-årigs bekymringer på flugt.
Hvad kan en fire-årig vel ha af bekymringer, kunne man mene. Men det er jo altid trist når mor er syg. Det havde været meget koldt og råt den første halvdel af måneden og mor lå i sengen med feber og en fæl hoste.
Far slog det hen og sagde bare at hun sku ha fred og ro. Og alle i husstanden skulle naturligvis være hende til hjælp, havde han formanet. Sådan er det jo når nogen er syg. Og tante Ingeborg der var ung og ugift gik lidt til hånde med hus og køkken.
Vilfred, der var den yngste af børnene, savnede sin mor. Altså ikke hende den syge, men hans rigtige mor. Hende der krammede og strøg ham over håret når han sku sove. Nu var det ham der strøg hende over håret om aftenen når han sku i seng. Det var kedeligt og han var træt af det og synes det var uretfærdigt på sin egen barnligt urimelige facon.
Far og storebror-Kaj havde båret hendes seng ud på gårdspladsen i solkrogen, da de var hjemme til middag. Så var hun stoppet op med puder og dyner i ryggen så hun ku nyde lidt af solen og den friske luft. Ude af det støvede kammer. Da de gik tilbage til skoven havde far sagt til Vilfred om at passe på hende og se til at hun ikke frøs. Som en voksen havde han sagt det, med en voksens forståelse for hvor lidt ansvar man kan pålægge en fire-årig. Men hvad forstår en fire-årig når far ser alvorstungt på ham. Angsten svæver et øjeblik hen over blikket, men der findes ikke ord.
En tid sidder Vilfred ved mors seng mens af og til en lille brise løfter en lok af hendes fedtede hår. Hun sover vist. Men længe kan en fire-årig ikke sidde dér uvirksom… og slet ikke i sådan et vejr. Det kan Jens åbenbart heller ikke da han snart efter dukker op og vil lege.
Årh, herregud, naturligvis vræler sådan et par drenge højt og “Brune” vrinsker. Mor smiler svagt – og glæder sig ved livskraften herude i Vorherres helt vidunderligt smukke efterår. Vrælene generer hende ikke, snarere tværtimod. De tynder ud op i den lette luft… det er som om selve himlen står åben, så let bærer luften op over det gamle frønnede stråtag, ud over gule stubmarker og ind over den flammende skov, hvorfra man fjernt hører øksernes urytmiske dunk i stammerne, hvor far og de tre store brødre er ude og sanke brænde til godsets store fyr og ovne.
Hun har lungebetændelse og ved den slags er farligt. Det har stået på næsten 14 dage, så forfærdeligt som man hver gang glemmer det er når man er sund og rask. Det meste af tiden sover hun feberdøs, men af og til er det som om brystet eksploderer i smertende hosteanfald, og så lindrer en slurk vand.
Hun mærker glasset på stolen ved siden af sengen er tomt, og næste gang Vilfred og Jens kommer ind på gårdspladsen får hun kaldt med sin brystsvage stemme, og vinket ham hen: Lill’vilf, ka du ikke hente mor lidt mere vand.. ikke fra køkkenet Vilf, det friske fra brønden! Mor ser bedende på ham, mens han står og tripper. Han har ikke lige lyst lige nu: Moar, så løber “Brune” sin vej!
Kom nu min dreng!, mor ber, og hun ved han kan klare pumpen. Han lærte det i sommer, sammen med hende. Åhh, så stolt.
Men børn er børn. Vilfred havde ikke lige lyst og fars formaninger var fordampet i den tynde lune luft foran det solbeskinnede skovbryn.
Kom nu min dreng!, mor smiler et lille vemodigt febersmil osse fuld af længsel efter at ta ham op og kramme ham.
Vilfred tager glasset med en ærgerlig håndbevægelse og mumler øv øv, dumme mor, skal være så syg, mens han trasker ned mod brønden. Lige da han er nået derned i trodsigt tempo og har fået fat i pumpestangen glider en sky foran solen, og Vilfred kommer til at fryse et kort øjeblik af den brise der rejser sig i skyens skygge. Han hørte mor hoste lidt da skyggen hastede op mod huset. En flok af deres duer lettede og sejlede i en stor bue op om skoven. Højt højt oppe over marken hang en musvåge.
Vilfred hængte sig i pumpestangen og heldigvis lå vandet ikke så dybt. Snart vældede det frem og ned i og over glasset.
Øv-omkvædet kørte stadig rundt i hovedet på ham da han kom omkring hushjørnet. Solen var kommet igen, og det var meget stille på gårdspladsen. De eneste lyde han hørte var Jens der kaldte nede fra dammen om han snart kom, og de fjerne økser fra skoven.
Mor lå helt stille. Sov hun? Vilfred kaldte. Hun skulle se at han kom med vandet.
Men hun lå bare så stille. Lisså bleg i huden som… Vilfred vidste ikke, men der var noget forkert ved den måde hun sov på. Han rystede og spildte lidt af vandet på sin hånd, og kaldte igen.
En ny lille brise rejste sig; krøb op og kildede Vilfreds nakkekrøller så det gøs ham ned af ryggen. Han flyttede uvilkårligt sin varme hånd derop, da han fik øje på mors hånd, der var gledet ud under dynen. Han tog den og ruskede i den med den frie hånd, men mor lod ham bare ruske og når han slap den tunge hånd faldt den endnu længere ud af sengen.
Pludselig kom Vilfred til at tænke på hvordan Hønse, hans elskede hund havde reageret dengang den havde spist det giftige kød de havde lagt ud til ræven. Og siden havde han aldrig mere hevet den i knurhårene. Den lå nede i jorden.
Mor! Vilfreds stemme var blevet meget lille og tynd. Så tabte han glasset ned på brostenene hvor det knustes, men det lagde han ikke mærke til for han var vendt om og styrtede ud mod skoven. Oppe på stendiget vendte han sig om og så tilbage hvor han stadig kunne se mor i sengen. Vinden løftede i håret så det på afstand og i en fire-årigs fantasi så ud som om hun rejste sig en anelse fra puderne og pegede bebrejdende ned på det knuste glas. Så lagde hun sig tilbage og brisen pustede ham i hovedet.
Vilfred løb og løb på sine bare fødder gennem skoven efter lyden. Rev sig i den tætte underskov og begyndte at stortude da far og brødrene blev opmærksomme på ham.
Midt i al den grådkvalte snak og utæmmelige hiksten, om vand og vind og Jens-nede-fra-Åen, fandt de dog ud af at det var noget med mor. Men det var for sent.
Far samlede glasskårene op mens det isnede i Vilfreds unge sjæl af angst for at han sku spørge hvordan de var kommet der… de voksne havde jo sagt at vand hjalp på mors hoste.
II
Ejnar bøjede nakken og tænkte på hvordan han var endt i dette kolde usunde hus. Selvom det nok lå rimeligt lunt ved skoven, var det med stampet jordgulv og dertil dårligt vedligeholdt. Han, som havde været formand nede på godset. Han havde været en rimelig formand… inden drikkeriet havde taget overhånd. Han hadede sig selv for det og jo mere trængte han til trøst. Han blev sur og smålig, og uretfærdig overfor folkene for at bevise for sig selv at der var noget han ku styre, når han nu ikke ku styre sig selv. Til sidst havde de gået til godsejeren bag hans ryg – de feje hunde, og godsejeren havde givet dem medhold. Han var degraderet, ydmyget. Og selvhadet blev så stort at han ikke engang orkede drage et andet sted hen og starte forfra. Osse fordi hans svigerfar var en meget human mand og hjalp til når det kneb med at få husholdningen til at hænge sammen.
Og nu var hun død. Han havde drukket hende ihjel. Istedetfor at skaffe udkomme endte han stadig oftere på kroen i flaskens billige trøst. Var hun da ikke blevet syg fordi hun ikke havde noget ordentligt tøj at ta på. Hun havde ikke nogen overfrakke at gå vinteren i møde med.
Han havde været formand. Hans børn gik i skole. Nu var de alle degraderet til simple skovarbejdere. Hugge træ kan man osse med en skid på… så skid da på det og ta en slurk.
Men når Vilfred stod dér med røde våde øjne og spurgte om mor var i Himlen kunne han ikke bære tyngden af sin skyld, men måtte dække sig ind under almene religiøse floskler.
Vilfred forstod ikke alt det der. De voksne smilte sygt og påstod at hans mor havde det godt “hjemme hos Gud”. Men hvis hun havde det godt hvorfor var de så allesammen kede af det. Og hvorfor ku hun aldrig komme tilbage igen. Han vidste godt at han ikke ville ha det særlig godt på ferie hos tante Elin og onkel Sigurd hvis han ikke måtte komme hjem igen. Selvom det var hyggeligt nok, glædede han sig altid til at komme hjem igen. Nu glædede han sig ikke til noget mere. Havde ikke lyst til noget.
Og om natten – nat efter nat – havde han mareridt om at pumpe og pumpe så sveden haglede af ham mens hans mor hostede og hostede, højere og højere, mere og mere forfærdeligt. Men når hans far eller hans større søskende ville trøste ham, kunne han ingenting sige. De måtte aldrig vide at det var ham der havde slået mor ihjel. Ingen snakkede nogensinde om glasskårene. Det var Vilfreds hemmelighed hvordan de var kommet dér, og en lille slange bed sig fast i hans hjerte. En lille falskhed som han måtte dække over. En lille ensomhed voksede i hans fire-årige sjæl. På hans tynde skuldre lå den allertungeste byrde, og ingen – absolut ingen var der til at aflaste den. Ingen måtte kende hans sande natur, hans ordløse skam; vrangvillighed og dovenskab. Dybe strømme hvirvlede op i bunden af hans bløde barnesjæl. Slangen spyede sin edder. Vilfred kendte følelserne længe før han kendte ord at sætte på dem. Og da han en dag havde lært ordene at kende, havde han fortrængt følelserne. Kapslet dem ind og ordene var kun klicheer og floskler.
Så dybt indkapslet lå skammen under en skal så hård at han troede det var som den faste jordbund han stod på, og aldrig siden reflekterede over at der ku være noget nedenunder.
Vinteren kom, lagde sin sne på alle faldne blade og alting og tillod glemslens lindring. Og foråret kom med nye kræfter og et fire-årigt sind er fleksibelt.
Livet gik videre mens han voksede. Skiftende husholdersker kom og gik i det lille hjem. Vilfred sagde sjældent meget til dem. På en måde kunne han ikke li dem, bare fordi de sku ikke komme og tro de ku erstatte hans mor.
Af og til tog far ham i enrum og satte nogle ting om ordentlig opførsel på plads. Og selvfølgelig havde hans far ret. Det var velmenende koner fra omegnen der af forskellige sociale grunde måtte ta job som husbestyrerinder. Men slangen i hans hjerte spyede hvis de blev for nærgående i deres omsorg, fordi de troede de så en lille følelsesmæssigt forsømt dreng på syv. Han sku ikke søbes ind til han pludselig følte sig så tryg at han talte over sig.
Sådanne tanker gør en syv- eller ti-årig dreng sig ikke. Det er efterrationaliseringer der først blir synlige efter mange mange år.. ja måske først i næste generation.
I Vilfreds barndomshjem stod den ikke på stor filosoferen. Den stod på terpeskole hveranden dag og skov- og markarbejde de andre. Og om søndagen pligtskyldigst hen til kirken for at pleje det falmende minde om mor ved at ordne hendes gravsted.
Han hadede disse søndage hvor han blev tvunget til at mindes sin fejhed og skyld. Og det skete tit at han istedet rømte hjemmefra og tilbragte hele dagen ude i skoven hvor han havde taget lænkehunden med og drog rundt som en anden Fantomet med sin Devil og bekæmpede alt det onde. Hér var der ikke nogen der bebrejdede ham noget. Hér var han fri for at stå til ansvar. Her var han den stærke og retskafne.
III
Årene gik. Faren giftede sig aldrig igen og der kom ikke flere små søskende. Vilfred var stadig den yngste og den sidste der flyttede hjemmefra da han som 14-årig kom ud og tjene som karl rundt omkring på gårdene. Hårdt arbejde i staldene og markerne, men Vilfreds sjæl havde jo taget en beslutning der var så hårdtkodet at den lisså godt ku ha været genetisk bestemt: han ville for al fremtid være sit ansvar voksen og aldrig mere svigte dem der stolede på ham og var afhængige af ham. Hans følelsesliv var blevet kodet til overdreven ansvarlighed overfor andres velbefindende. Han havde det ikke selv godt hvis der kunne skabes tvivl om lødigheden af hans indsats, hvis der kunne sættes en kritisk finger på hans arbejde. Ikke hans evner, men hans vilje til at gøre sit bedste.
Endnu i pubertetsårene var mønsteret ikke helt størknet – dér har man stadig ungdommens bevægelighed og blødhed i sindet. Men den næste begivenhed vi her skal fæste os ved satte ham endeligt på plads i sin livsbane som en grundlæggende skidt person, der må bruge alle sine viljesmæssige ressourcer på at dæmpe sine følelser af egen lyst, fordi han åbenbart ikke er i stand til at vurdere hvornår han kan tillade sig at gøre noget for sig selv og hvornår han må være ansvarlig. Og alligevel må han lære at uanset hvormeget han prøver at gøre som han tror der forventes, er det ikke godt nok.
Nu var han kun knapt voksen og slet ikke så foragtet som han ubevidst troede. Fortrængninger virker og tilgivelse er en alment social nødvendighed, osse næret af at langt de fleste bærer på et åg af fortrængt skam og skyld. Således var osse den sociale accept Vilfreds vilkår, og han hyggede sig for det meste fint med sine fodboldkammerater. Han var vellidt på holdet fordi han, omend ikke den hurtigste, var tæt og stærk og således en effektiv bagstopper. Og fordi han jo altid var beskeden, venlig og pligtopfyldende.
Netop den aften skulle de spille mod ærkefjenden fra Sønderrup, og stemningen var høj i klubhuset om eftermiddagen efterhånden som drengene mødte op efter arbejdstid.
Vilfred var blevet kaldt ind af bonden han tjente hos; der var kommet bud fra godset at hans far var gået hjem fra skoven med ondt i maven. Vilfred vidste nok at hans far var ikke pivet, det måtte være noget alvorligt når der blev sendt bud. Men alligevel, den fodboldkamp… han kunne ikke svigte kammeraterne, og om han kom hjem et par timer før eller siden, betød vel ikke alverden. De behøvede ham til at bryde Sønderrup’ernes stærke angreb foran målet, så han cyklede ned til anlægget istedetfor at cykle hjem.
Om de tabte eller vandt den kamp er forsvundet fra erindringen som en dejlig drøm fordamper når man møder den kolde grå morgens pligter. Da Vilfred endelig kom hjem var der ingen hjemme og ingen der kunne fortælle ham hvad der var sket. Først da hans søster Gertrud sent ud på aftenen ankom blev han klar over at hans far var bragt på sygehuset, og det var blevet for sent at følge efter og se til ham den aften.
Gertrud kunne ikke fortælle meget. Han havde ligget alene nogle timer og kastet op. Og da hun ankom havde han våndet sig så voldsomt at hun havde følt sig nødsaget til at kontakte landlægen, der straks havde ladet ham indlægge til observation. For hvad vidste hun ikke. Hun havde ikke rigtig forstået de dyre latinske ord, men havde følt sig beroliget ved lægens rolige autoritet. Det gjorde så osse Vilfred der gik i seng og besluttede at besøge sin far næste eftermiddag, hvis bonden ville gi ham fri. Ta afsted uden at meddele bonden det først og få lov passede sig ikke for en ansvarlig person. Bonden var ganske krakilsk og kunne finde på at lave en masse halløj ud af det, og skælde ud over hans far der var begyndt at drikke igen, efter at skammen over Veras død en række år havde holdt ham i skindet.
Vilfred hadede når han blev snalret og kunne ikke andet end indrømme at bonden havde lidt ret; han var selv ude om det.
Næste dag gav bonden ham fri ved middagstid. Hjem og klæde om, og på sin gamle skæve cykel trampede han afsted et par timer før han var fremme ved sygehuset. Utilpas over det dyre sygehus, de myndige sygeplejersker og de overlegne læger fik han spurgt sig frem til den rigtige afdeling og blev vist ind til den vagthavende læge, der til hans stigende skræk bød ham sidde ned og spurgte om han måtte byde på en kop kaffe eller noget. Lægen foldede hænderne. Han forsvandt ind i en stor stille bobbel i Vilfreds opmærksomhed. Han bevægede munden, men Vilfred hørte ingenting. Han tænkte kun på at han ville se sin far og slap lyden ud i rummet, helt ubehjælpsomt midt i lægens tale. Lægen rystede umærkeligt på hovedet. Vilfred forstod ikke det han efterhånden godt forstod. Lægen bevægede stadig munden. Dette var den læge der havde haft ansvaret for hans far og nu sad dér nok så overlegen og uskyldig og beklagede at hans far ikke levede mere. Han havde da bare haft ondt i maven! Det dør man ikke af, tænkte Vilfred mens slangen; den slumrende, vågnede til live og begyndte at trække sig sammen i hans hjerte; ville det være gået sådan hvis han var taget hjem da han blev kontaktet istedetfor at gå til sin fodboldkamp. Slangen knugede sig voldsomt så han var ved at få kvalme og rejste sig usikkert op fra lægens læderstol, mens hele det fine kontor snurrede rundt for ham.
Er De dårlig?, må man formode at en læge spør i sådanne tilfælde, og ja – Vilfred var dårlig. Guderne skal vide at han var dårlig. En helt igennem dårlig person.
Lægen fulgte ham ud og kaldte på en portør der hjalp ham ud til et toilet. Han kastede ikke op, men vaskede sig og drak lidt vand, og kom så meget til hægterne at han kunne følge med ned i lighuset og se hans fars afsjælede legeme. Jo, det var hans far.. hvor så han lille og bekymret ud i dødssøvnen. Ikke engang befriet. Vilfred mærkede det brændte i øjenkrogen men blev så opmærksom på obduktionslægen, og ville ikke røbe sine følelser. Han ville gerne vide hvad hans far døde af, men turde ikke spørge, og blive spist af med en forklaring han hverken forstod eller troede på. Han ville ikke gi dem anledning til at smøre ham med en søforklaring der skulle bortvejre enhver tale om deres ansvar og rolle i sagen. Så han blev aldrig klar over hvad det var. Og når han var sammen med sine søskende ved begravelsen, eller sidenhen, ville han ikke indrømme at han ikke vidste det… ville han ikke snakke om det for ikke at risikere at nogen af dem skulle mærke at han igen havde svigtet.
Som tiden gik og hans egen rolle i den triste hændelse blev fortrængt, skød han mere og mere skylden på lægerne og deres overlegne forhold til fattigfolk som ham og hans far. De mente garanteret ikke at hans far var værd at ofre store kræfter på. Det sku fx lige være godsejeren der var bragt ind, så havde alle stået på pinde. Men hans far fik lov til at dø uden at de gad gøre en ordentlig indsats.
IV
Tiden læger alle sår. Vilfred rejste ud i verden for at komme væk fra minderne og væk fra nogen der havde mulighed for at opdage noget om ham som han ikke selv ville erkende. Han brød sig ikke om den måde hans søskende så på ham. Og bonden. Og formanden oppe fra godset, der havde hilst på ham nede hos købmanden og kondoleret… vidste han noget om tidsforløbet, undrede Vilfred indadvendt og afmålt overfor hans venlighed.
Og fodboldholdet havde han heller ikke mere rigtig lyst ved. Det var som om osse de havde medskyld. Det var som om kampen mod rivalerne var blegnet totalt ved den pris den havde kostet ham. Han kunne dog ikke finde ud af at blive væk fordi det ville gøre ham ansvarlig overfor at gi en forklaring. Men han kunne heller ikke gå op i spillet med samme energi som tidligere. På den måde gav det helt sig selv. Træneren satte ham af holdet, og der var ingen der spurgte fordi han virkede så mut og alligevel ikke rigtig svarede. Rygtet var gået, at hans far var død, så der var vel en tid en vis forståelse for at han var nedtrykt. Vilfred vidste ikke om nogen af dem vidste hvornår hans far var død og om der blev hvisket om det i krogene. Og da han ikke kun var almindeligt ked af det og sørgede, men tilligemed skammede sig dybt over at være mere interesseret i en skide fodboldkamp end i sin fars liv og død, så kom han ikke rigtig over det. Kunne ikke komme tilbage. Kunne ikke se sine kammerater i øjnene fordi han osse svigtede dem. Og jo mere han ikke ku se dem i øjnene jo mere trak han sig indad og opnåede kun en stadigt stærkere ond cirkel.
Flaskens fristelse, som havde udfriet og forbandet hans far, forgreb han sig ikke på. Han tillod ikke sine tanker at gå i den retning. Den eneste “trøst” han rigtig forstod sig på var hårdt arbejde. Når han stod i møddingen og smed lort op følte han sig på sin rette plads i livet. Det var prisen. Det var Guds straf for hans usle lyst. På møddingen var der ikke nogen der spurgte hvem man var eller hvorfor man var der. Dér blev man vurderet efter sin evne til at knokle. Og Vilfred var tæt og sej.
Således drog han ud i landet, rustet med ædruelighed, en stærk krop og minder ingen måtte kende. Når han ikke længere behøvede være på vagt overfor folk der kendte hans historie, havde han selv mulighed for at fortrænge den endnu dybere. Hans indadvendthed var ikke mere så knugende og kunne sagtens accepteres socialt som beskedenhed. Vilfred var trods alt omgængelig og et udmærket fyld i selskabelige sammenhænge hvor de højrøstede og hurtige jo osse skal ha et “publikum” at være højrøstede overfor. Vilfred accepterede selv sin rolle som beskeden person der ikke stillede store krav til livet og sig selv, men heller ikke til andre. Han var nøjsom og virkede taknemmelig for selv lidt. Ingen der således mødte ham kunne ane hvilke bitterhedens små gløder der stille ulmede bag den venlige overflade.
En dag mødte han da osse en pige, en ung kvinde der havde sine grunde til at vælge ham. Formelt var det jo ham der sku vælge hende, men da han som mindreværdig ikke ejede retten til at vælge, lod han sig hvirvle ind i hendes smiger og moderlige omsorg og sagde ja til at fri til hende. Og han græd i hendes favn alene fordi den var der – til ham. Den første kvindefavn der havde lukket ham ind siden hans mors forsvandt for mange år siden. En sådan indfrielse af længsel kan være svær at stå for. Og det kan være umuligt at gennemskue hvad et ægteskab vil bringe. Er hun kvalificeret som kone bare fordi hun indfrier længslen efter bekræftelse(?)
Når det regner over ørkenen blomstrer det voldsomt op kort tid efter og producerer en masse frø, inden tørken igen sænker sig. Og på samme måde gik det osse op for Vilfred hvad der virkelig lå bag vittighederne i drengehørmen.
Da de havde fået papir på hinanden var det på tide at finde ud af hvordan man gør. Det er ikke nemt når hensynet til andres følelser for alvor tegner sin ironiske pris: den manglende potens. I sexualakten er det tydeligt at de skamløse har fortrin. Bekymring om sin partners følelser og tilfredsstillelse er den sikre vej til nederlag. Potensen – den direkte manifestering af gennemtrængende egocentreret lyst repræsenteret ved ståpikken – er meget skrøbelig overfor mindreværdskomplekser. Selvværd er macho.
Men uanset hvad der kan spindes af tanker over disse sammenhænge, står det fast at det alligevel lykkedes, osse for Vilfred, som for de fleste, at bevise sin potens ved at sætte småfolk i verden. Og dér kom Stig dumpende ned i hans favn.
Hvilket vidunder, sådan et kræ. En solstråle af barnlig uforbeholdenhed. Ingen bagtanker, ingen hyklen falske følelser. I mødet med denne uforbeholdne kærlighed turde han, for første gang siden skæbnen dykkede ham som fire-årig, igen at elske et andet menneske. Han troede han elskede sin kone, men opdagede at de følelser af ydmyg sympati og taknemmelighed han nærede for hende, slet ikke stod mål med den sugende lykke hans søn kunne vække i ham. I korte lykkefyldte stunder – en søndag eftermiddag i skoven når han selv blev som barn igen og førte sin tumlingesøn gennem de farlige krat og kikkede på insekter, sten, planter og hvad det nu falder en tumling ind at interessere sig for, i små frikvarter mellem sliddet med at holde økonomi til hus og hjem oplevede han en sammensmeltning af pligt og lyst. Kærligheden befriede ham for hans skam, og derved hans skæbne at knokle livet af sig for skammens skyld.
Barnets spontanitet bryder tværs gennem de hårde lag og hiver slangen i halen, så den løsner grebet lidt.
Men børn er som bekendt ikke søde hele tiden. Faktisk er de ret krævende. Både ved det at der skal slæbes mad og tøj sammen til dem, og ved deres skrål og snotnæser, skrammer og utøj. Så Vilfred måtte osse betale for lykken ved at blive endnu mere ansvarlig. Og når han ikke havde overskud blev han let irriteret over alle de krav de stillede, hans kone stillede, hans arbejdsgiver stillede, livet stillede. Altid kunne man gøre det bedre. Aldrig var det godt nok. Ligemeget hvormeget han anstrengte sig var der noget i vejen. Nytter det så i virkeligheden at anstrenge sig. Hans kone havde han fået fordi han anstrengte sig, men hun var ved at opdage hans mørke sjæl bagved de velholdte facader. Hans bitterhed over skæbnens hårde lod. Hans livspessimisme. Og denne erfaring fik hende til at ta afstand fra ham. Hun anerkendte hans ædruelighed og arbejdsomhed. Hans ansvarlighed kunne hun bruge men hans misantropi tålte hun ikke og blev vred, så Vilfred bøjede nakken atter igen – nøjsom til helvede. Ingenting blir nogensinde bedre. Det kan kun blive værre ved at prøve at stræbe efter sine drømme, lide nederlag og derved få frataget endnu en bid af det håb der dog som en selvopholdelsesdrift holder skabelsen igang.
Og Vilfreds ydmyghed gav sig som altid udslag i arbejde. Fysisk arbejde, det kunne han. Så selvom hun måske var utilfreds med hans sjæl ville han dokumentere for hende at hun ikke kunne underkende hans gode vilje: han kunne i det mindste knokle en rimelig arbejdsmandsløn sammen.
Strømmen gik fra land til by de år og den lille familie fulgte med mens maven voksede med endnu et bevis på at de dog var mand og kone, og at han ikke var mindre mand end så mange andre. Væk fra landbruget ind i industrien. Opgangstider for landet. Efterkrigstidens teknologisk materielle revolution var så småt ved at blive sat på bedding.
V
Byen lagde yderligere glemsel over Vilfreds fortid ved skovbrynet. I byens anonymitet var der ikke nogen der spurgte om noget, og man skulle ikke stå ret foran de hovne bønder. Godt nok var der på fabrikkerne osse formænd og ingeniører der troede de var bedre end andre, men der var et bedre kammeratskab at dele det med. Og godt nok var kammeraterne osse her vulgære og grove slagsbrødre, men de var flere sammen om de samme vilkår og det lunede trods alt i forhold til ensomheden på landet; de uendelige marker der skulle luges, og de tunge stinkende møddinger der sku tømmes. I sin selvforståede nøjsomme livsopfattelse havde Vilfred det næsten helt godt, bare han fik lov til at slappe af når han kom hjem fra arbejdet. Og her i lejekasernerne var der ikke nogen jord der skulle passes. Her kunne man slænge sig på divaneseren med sin avis, akkompagneret af ungernes hujen nede fra gadens fællesskab og konens puslen i køkkenet, hvis bare hun ville la være med at huske ham på den cykel der sku lappes, det tapethjørne der blafrede eller den vandhane der dryppede. Og ungerne havde han stor fornøjelse af, når altså bare de ville la være med at plage ham og vente artigt på at han havde lyst.
Og det fungerede rimeligt. Bitterheden var reduceret til en vane, en måde at tale lidt grimt til hinanden. Ikke længere et håb om en egentlig forandring til det bedre. Spille sit taberspil og få bekræftet livets uretfærdighed. Negativ bekræftelse er bedre end ingen bekræftelse.
En skønne dag sidder øjestenen Stig, på tre år, som så mange gange før dér på skødet af sin far og snakker og nusser og hygger sig. Far hører ikke efter han sidder og stanger tænder efter søndagsmiddagen og lytter til middagsradioavisen. Stig sidder og kikker op på stuefluernes kredsen rundt og rundt i skarpe sving efter hinanden oppe under lysekronen.
Mormor er på besøg og ude fra køkkenet lyder den muntre og af og til mere skarpe sladder. Hjemligt og trygt. Stigs tanker hvirvler omkring kammeraterne nede i gården. Forleden dag var de blevet skældt ud af Bents mor. De havde drillet Bent fordi han ikke har nogen far.
Hva ville I sige til ikke at ha nogen far!!, var hendes slutsalut før hun trak den grædende Bent efter sig ind i opgangen.
Og nu er det som om Stigs tanker hele tiden skal hen og kredse om det emne; tænk at nogen ikke har en far. Han ser op på den skægstubbede hage over sig og forstår begyndende at det virkelig er muligt; ikke nogen far!
Mormor kommer ind i stuen med en klirrende bakkefuld postelin fra opvasken og river de dystre tanker over.
Nå, lille Sti’mand, du ser så tænksom ud?, gnægger hun jovialt i forbifarten, bøjer sig ned ved skænken og skramler servicet ind på plads.
Mormor? Er du mors mor?, spør Stig henne fra fars skød. Far reagerer ikke. Han er langt væk i sin radioavis, men dog ikke længere end at han registrerede at spørgsmålet ikke var til ham.
Ja, lille Sti’mand, det er jeg da!, svarer mormor nede fra sin bakke som hun netop med stor effektivitet har tømt. Så rejser hun sig og går uden yderligere kommentarer tilbage til køkkenet.
Far?, Stig rykker sin far i ærmet. Denne mumler et automatisk og helt fraværende: Uhm?
Hvis mormor er mors mor, er morfar så mors far?
Mm, svarer Vilfred bekræftende mens han stadig koncentrerer sig om nyhederne og derfor egentlig ikke rigtig er klar over hvad han svarer på. Han afværger bare det at ungen snakker til ham når han nu sidder og hører radio.
Men Stig er ligeglad med radio og den slags. I hans hoved kværner en undren over hvem der er fars mor og far.
Han ser op på far og insisterer på sit spørgsmål.
Vilfred trækker tandstikkeren ud og sutter rundt om de bagerste kindtænder med tungespidsen for at fange de løsnede kødtrevler, da han ser ned på sin søn…
Far – hvor er din mor?, spør den lille Stig i al sin vidunderlige uskyld og ser far dybt ind i øjnene. Men det han ser ryster hans åbne sind; en tråd af hans tryghed knækker ved den uhyggelige skygge der et ganske kort øjeblik flakker forbi på bagsiden af Vilfreds øjne – så dybt inde at kun netop Stig kan mærke den umærkelige skælven og slår øjnene ned, væk fra det uhyggelige syn. Vilfred lægger ikke selv mærke til det da slangen spyr sin gift, han bare småskænder over at blive forstyrret ved sin radioavis, da han tror det er det der irriterer og får ham til at vrisse af sin søn og hans helt naturlige spørgsmål.
Hun døde for mange år siden… lad mig nu høre radio!
Stig har stadig ikke fået svar.. hvad døde hun af. Tvivlen er kun blevet mere ængstelig. Forsigtigt ser han op på sin far igen. Men han sidder lisså uanfægtet som før og gumler åndsfraværende på middagens madrester.
Bent og episoden nede i gården hvirvler igen forbi Stigs bevidsthedspunkt og efterlader endnu en dråbe til den utæmmelige oplevelse af fars krakelerede almægtighed. Bents gråd plaskede og ekkoede sit afmægtige “ked af det” rundt og rundt i Stigs forvirrede og undrende hjernevindinger. Og pludselig er bægeret fuldt.
Med et sæt springer Stig ned fra fars skød og styrter stortudende ud i køkkenet. Mor bøjer sig ned, men kan slet ikke få forklaring midt i den fortvivlede gråd.
Hva skete der?, råber hun ind til Vilfred.
Jeg ved sgu ikke hvad fanden der gik af knægten!, råber Vilfred tilbage.
Mor tar Stig op og trøster ham mens hun går ind i stuen og stadigt undrende om ikke Vilfred ved et eller andet der måske kan bringe lidt lys over knægtens kvide.
Jeg ved kraftedemig ikke, insisterer denne irriteret over antydningen af at det skulle være noget han har gjort. Som om man ikke sku ha lov til at tysse lidt på sine unger når man hører radio.
Signe sætter sig ned med drengen og vugger ham uden at spørge om mere lige i øjeblikket selvom hun nok er ret nysgerrig for at vide hvad der dog sådan tog ved ham.
Vilfred resignerer med et sidste irriteret udbrud om en mands ret til at høre radio i hans eget hjem. Send ungen ned på gaden. Han blir altfor forkælet når han render heroppe og blir trøstet for ingenting.
Ingenting?, svarer Signe indigneret, det er da tydeligt at der er et eller andet han er blevet ked af.
Men efterhånden falder der hikstende ro over Stig. Mor tar ham med ud i køkkenet og sætter ham på køkkenbordet, hvor mormor straks er over ham: Nå, hva blev du dog så ked af lille Sti’mand?, pludrer hun venligt. Men Stig kan ikke forklare at det var synd for far. At han pludselig krakelerede et øjeblik og efterlod Stig med en mystisk og farlig magt: at kunne gøre far ked af det. Nu skal han til at begynde at tænke på hvad han siger til far så han ikke igen skal komme til at gøre ham ked. Og så begynder Stig igen at græde hjælpeløst. Hjælpeløst fordi det ikke er en knap fire-årig forundt at kunne forklare endsige overhovedet holde rede på den slags komplekse sammenhænge. Kun mærker han at det breder sig. Nu græder han over at mor og mormor går i køkkenet og hygger sig mens hans far sidder inde i stuen alene og er ked af det… eller er han? Han har både sin mor og far. Mor har både sin mor og sin far, men far har ingen mor og far!
Jo, Vilfred var måske nok ikke ked af det, han havde forlængst grædt sin kvote af tårer og fortrængt sin skyld, men alligevel mærkede han godt gennem sine parader at der var noget der var bristet mellem ham og hans søn. Slangen havde spyet sin edder; arvesynden havde slået rod.
© Bo Richardt, Espergærde 1999