Thomas Bundgård Richardt, 11. september 1982
I 1984 flyttede Karen, Thomas og jeg til Herlufsholmvej 11 i Vanløse, tæt på stationen og med S-toget højt oppe på en skrænt i baghaven. Thomas var ét år.
Her flyttede vi sammen med Lone med Katrine, osse 1 år, Jens og hans søn Sune.. Jens svigtede så meget snart blev det istedet Jan med Jes på 10 og Sille på 2. Og Grethe der var barnløs. I et enormt hus i 4 etager; høj og tør kælder, stue, 1. og kvist. Det varede knap 2 år, men det er en helt anden historie. Her skal jeg bare lige vise nogle billeder af Thomas fra den tid.
I slutningen af 85 gik vores samliv i opløsning. Karen flyttede om på Klingseyvej på den anden side af S-banen, og jeg flyttede til Vesterbro. Thomas fik primær-bopæl hos sin mor… som det jo er… eller i al fald var i 86. Det var ikke fair overfor ham… men jeg havde osse en afdrift som måtte ud og prøves af efter eventyret med Ylva, så jeg sloges heller ikke for at han skulle bo hos mig. Desuden blev Karen i Vanløse, og tog derved ansvar for at han kunne fortsætte i sin institution oppe af Bellahøj til. Det var jo prisværdigt og vi bevarede et venskab hinsides skilsmissen.
Jeg lovede Thomas at komme når han græd. Jeg glemte bare lige misteltenen i sammenhængen; at det var Karen der skulle fortælle mig at han græd. suk, der svigtede jeg. Jeg blev klar over det en dag hvor hun ringede for tredje gang fordi han var utrøstelig af længsel efter mig.
Så tog vi på en masse ture istedet.
Nå jeg ville jo bare lige vise lidt billeder:
Det første billede med pistolen er fra en cykeltur i Norge i sommeren 86, med Viggo og Lise. Din far var forelsket.
Sommeren 88 tog vi igen til Norge. Denne gang på biltur. Det var fordi farfar Poul i sin kræftsygeseng på Helsingør Sygehus henover julen 87, sagde at hvis han rejste sig igen fra lejet ville han til Norge. Han ville se Norge endnu engang inden sin bortgang fra dette liv.
Okay, sagde jeg og tog ham på ordet.
Året før havde Karen og jeg holdt fælles ferie på Samsø med Thomas (det var dengang han faldt i havnen i Kalundborg) og havde fætter Anders med. Denne gang var det så den yngste fætter Mørch; Mikkel på knap 5. Og så var storebror Jesper på 13 osse med. Til gengæld foregik turen i Mørch’ernes grønne Opel.
Det blev lige lovlig meget bil for mig… vi holdt ind et sted højest oppe på Sognedalsveien og gik nogle hundrede meter ind over fjeldet… jeg ville så gerne vise dem fjeldets storhed, som jeg kendte den efter et par fjeldvandringer. Men jeg kunne ikke finde roen. Det var som om bilen stod og kaldte på os.
Alligevel blev det nu en god tur. Thomas var lidt skuffet over Nigardsbreen. Jeg tænker jeg havde talt begejstret i min voksen-opfattelse. og når det kom til stykket var det bare en stor bunke sne 😉 … MEGET stor bunke, ganske vist… koldt og hva så!, synes ungerne at mene.
Men betydningen voksede da han kom hjem til børnehaven og de voksne spurgte nysgerrigt… oppe på en gletcher… oakyyy!
Og så når nu vi er på Thomas, skal jeg lige fremlægge denne sjove anekdote fra engang i 90’erne, hvor vi havde en lille privat skakturnering igang. Jeg havde lært ham grundreglerne og da han nu som papfar havde fået Carsten Høi; numere stormester, mente jeg at det var på tide at se om han var blevet bedre end mig.
Ja.. en overgang, men så erobrede jeg terrænet igen som psykologisk overlegen 😉