historien om Egern-Bjørn Grobrian, oktober 1997
© Bo Richardt, Espergærde 2008
INTRO
Jeg tog hjem fra Brenderup Højskole i utide. Forlod et efterårsferie-kursus i Personlig Udvikling.
Månen var fuld da IC3-toget stille trillede ud fra Odense Station mandag kl. 21.15, men jeg var hverken fuld eller skæv. Jeg var bare i overlegent godt humør. Gladere end jeg ka huske at ha været… jeg ved ikke hvor længe. Jeg er stolt af at jeg forlod det kursus. Jeg stak ikke halen mellem benene, som ellers nogle af mine medkursister bemærkede: Bliv dog – du er her jo netop for at få flyttet nogle grænser! Tværtimod. Jeg viste mere format end den inkompetente terapeut, der til gengæld ‘stak halen mellem benene’ idet han ikke ville ta en snak om problemerne med forstanderen som opmand. Dette var forstanderens forslag; at vi sku ta en sådan snak alle fire, efter aftenens lektion der sluttede kl. 22. Den 4. var terapeutens assistent. Jeg vil kalde hende C og hun var vel midt i 30’erne.
Idet terapeuten – altså Grobrian (jeg forklarer navnet senere) – ikke ville mødes til en sådan samtale, måtte jo forstanderen nøjes med at se problemet fra min side, og kunne da ikke andet end indrømme min pointe; at Grobrian ikke var til at tale med, og at konflikten mellem ham og mig ville ødelægge kurset for de fleste af de andre. Ergo lovede han mig kursusbetalingen tilbage, selvom C havde viderebragt besked fra Grobrian om at dette ingenlunde ku komme på tale. HA! Min trumf var at blive hvis jeg ikke fik mine penge tilbage – jeg ville ikke være svagpisser til grin.
GROBRIAN PRÆSENTERER SIG
Søndag kl 18
Grobrian var en meget direkte, konfronterende og provokerende person. Det har jeg ikke noget imod. Tværtimod kan det klart være på sin plads på et ugekursus i Personlig Udvikling. Der skal jo helst ske noget, og det gør der ikke hvis der blir strøget med hårene. Hvad jeg dog ikke brød mig om var hans verdensmesterstil; man sku ikke bryde sig om at udfordre hans autoritet. Men det ka jeg bare ikke la være med når jeg blir provokeret af dens hulhed. Og provokeret blir jeg når manden lægger ud med at vise sine kursister disrespekt. Han gad ikke rejse sig op og præsentere sig ved aftensmaden hvor vi alle 20 var ankommet og kort af C blev briefet om kurset, skolen og vore vejledere.
C var fast lærer på højskolen og stod for det praktiske. Grobrian var udefra kommende terapeut som kørte disse Personlig Udvikling kurser 3 gange om året. Da C var færdig skulle Grobrian blot præsentere sig selv. Det foregik siddende med siden til uden endda at dreje hovedet, med munden fuld af mad mumlende/gryntende sit navn ned i tallerknen. Vi var flere der ikke fik fat i det. Og jeg ku ikke huske det fra programmet. Så i første omgang vidste jeg ikke hvad han egentlig hed, men det lød noget i retning af ‘Grobrian’.
Resten af hans ‘navn’; Egern-Bjørn kom til som følger:
I den første lektion allerede senere søndag aften, skulle vi ud på en fantasirejse. Ind i en skov – kendt eller fiktiv, hvor vi efter en stund hvor vi sku føle skoven, skulle finde frem til en lysning vi ikke kendte i forvejen. Her skulle vi sidde på en træstub og se/møde et dyr der kom ud af tykningen. Jeg mødte en lille sød, blød og venlig hjort uden horn. Den kom direkte hen til mig uden frygt og omsvøb, og stak sin fugtige mule ind til mit ansigt i en kælen gestus. Da vi blev bedt om at forlade lysningen igen ‘fordampede’ min hjort. Den gik ikke sin vej. Den var bare pludselig væk.
Hjortene viste sig at være den mest almindelige dyregruppe vi kursister havde fundet i den skov. Men der var også nogle harer og egern. Et par ræve og af de mere specielle: en pythonslange, et næsehorn, en fasan.. og en løve. Løven udtrykte Grobrian beundring for, ikke mindst da det var en meget ung hunløve. Selv, fortalte han så, havde han fundet et egern første gang han prøvede det.. et lille lidt forskræmt men også nysgerrigt egern. Dette møde var han ikke helt tilfreds med og prøvede næste gang at få noget større. Det var også lykkedes ham da at mane en bjørn frem, men han ku ikke helt sige sig fri for, fortalte han, at synes det var et forklædt egern.
Umiddelbart talte historien jo til hans fordel i sin ærlige selvudlevering, men jeg ku ikke helt sige mig fri for at tænke at beretningen ikke nødvendigvis var sand, det ku godt være en pædagogisk terapeutisk motiveret tillempning. Dog uanset hvad, så bragte den mig i al fald til at referere til ham som ‘Egernbjørnen’ da jeg stadig helt frem til mandag middag endnu ikke havde fundet ud af hans borgerlige navn.
MANDAG
Første sammenstød
Mandag formiddag gik vi i grupper for at lave en ‘personlig målsætning’. Jeg kom i gruppe med B, P og I. B mindede mig i slående grad om en anden person jeg kender fra psykoterapeutisk sammenhæng. Ja endda fysisk. Samme alder, samme udseende, hår, tøj. Det var lige til at udvikle en arketype over. Hun græd hele tiden. Hun ku ikke sige noget om sig selv uden at det næsten druknede i syndfloder af tårer, snot og snøft. Hun blev min kursusskæbnes første omdrejningspunkt.
Jeg søgte hende selv, idet vi sku danne grupperne udfra den fornemmelse vi fik ved at gå stille rundt mellem hinanden. Og jeg havde et eller andet på hende: den åbenlyse og meget ukontrollable sorg pirrede mig.
Så sad vi da dér i gruppen med ca 20 minutter hver til at fremlægge og diskutere vores individuelle anledning til at komme og vores forventninger til kurset. Vi tog noter for hinanden da fremlæggelsen sku være både mundtlig – i plenum, og skriftlig på et papir til terapeuterne at behandle og tilrette kurset efter. Jeg noterede for B og hun for mig.
Jeg lagde ud og brugte kun 10 minutter til en hurtig briefing over mine problemer med manglende indføling og kritiske holdning til andres gøren og laden. Mine problemer med at turde definere mine behov og stå for dem. Angsten for at blive forladt og behovet for at blive set og beundret… etc. Og det kan jeg tale om i timevis, så jeg ku lisså godt gøre det kort som langt.
I var der nærmest for sjov. Hun var en midaldrende dame og følte, efter adskillige nervesammenbrud for år tilbage, ikke det store behov for psykodynamiske øvelser. Hun havde forestillet sig at det var mere teoretisk baseret idet hun interesserede sig meget for psykologi. Men i øvrigt var det hendes datter (løven!) der havde lokket og overtalt hende til at ta med. Hun virkede ret stærk.
B brugte meget tid, men hendes problem var immer også meget føleligt og nærværende. Jeg er jo ikke uvant med lægmandsterapi, og B sagde senere i et forsvar for mine handlinger, at hun syntes jeg havde været god til det og fair i min forståelse af hendes forhold. Ikke bange for at røre, men heller ikke tromlende, teoretisk og ligeglad med hendes sorg.
Tilsidst havde P et kvarters tid til at fortælle sin, også ret grimme historie. En personlig erfaring der klart understreger det gamle ordsprog: ‘utak er verdens løn’. Efter at være blevet invalid af en arbejdsulykke var han blevet misbrugt og forladt af sine kone og søn når han ‘ikke mere tjente den fede hyre’. Han havde beskrevet sig selv som næsehorn; fredsommeligt græssende hvis man holder sig på afstand. Ikke ude på ballade, men heller ikke bange for at sige fra hvis han blev gået for nær, eller hvis han opfattede at nogen fastholdt en uret. Jeg fornemmede at han før sin ulykke altid havde været tilbageholdende med kritik af frygt for at træde andre for nær. Således havde han angiveligt altid været en føjelig familiefar. Efter ulykken og den sociale udstødning var han begyndt at sige fra, men oplevede så at andre tog afstand fra ham. Jeg forstod ham; denne hang til at ville være ærlig for ærlighedens egen skyld. Om ikke for andet, så alene for ikke på nogen måde længere at ha et følelseshykleri siddende på sig. Det var derfor han havde trukket sig tilbage fra verden. Han ville ikke unødigt i konflikt, men det kom han hele tiden hvis han sku forholde sig til folk. De eneste han havde talt med udover hvad der skal til for at købe ind mm, i 5 år var hans hund som han levede med og hans gamle mor. Det var hende der havde skubbet ham afsted på kurset. I løbet af de to lektioner vi endnu havde haft havde han angiveligt talt mere om sig selv end i de foregående 5 år. Selv troede han han var nærmest uforståelig. Men vi andre fandt ham ikke svær at forstå. Hverken sprogligt eller indholdsmæssigt.
Da tiden var gået var der lige 10 minutter til en tår kaffe inden vi sku i plenum. Denne pause brugte jeg til at renskrive B´s noter om mig som jeg ikke fandt præcise og fyldestgørende nok.
I plenum viste det sig at ikke alle grupper var færdige, hvorfor der blev afsat endnu en halv time. Men såfremt man var færdige ku man betragte det som en ekstra pause op til frokost. Jeg gik over til P og spurgte om han havde brug for mere tid da hans fremlæggelse var blevet afbrudt af klokken. Men det havde han ikke.
Grobrian pointerede netop da igen at målsætningen sku være meget konkret og sku fremlægges både mundtligt og skriftligt, så jeg så hen på B, der sad lidt henne, og spurgte om ikke hun mon nok havde brug for at konkretisere mine noter. Jeg kendte dem jo og mente at de næppe var konkrete nok, sådan som jeg opfattede kravet. Det uanset at B syntes de var gode og præcise. Hun rystede på hovedet med et svagt smil. Og I havde ikke behov for mere gruppearbejde, så jeg opfattede min situation som den ekstra pause Grobrian havde talt om.
Jeg fandt det af højskolens klaverer jeg syntes lød bedst. Det stod i spisesalen hvor et par piger gik og anrettede frokost, men derudover var der ikke nogen tilstede. De andre sad nogle stuer væk i rygerummet og småsnakkede, jeg ku se dem gennem dørene. Da jeg havde spillet en tid gik jeg derind og havde næppe fået sat mig i en lille sofagruppe, hvor der sad en fem-seks stykker heriblandt P og I fra min egen gruppe, før Grobrian kom hen og spurgte os om nogen havde bemærket en tryllekunst jeg havde lavet.
Næhh (?), der var ikke nogen der forstod hvad han hentydede til. Jeg ku godt mærke at det lugtede negativt, men sad på den anden side og smilede lidt for mig selv, idet jeg tænkte på at bemærke, at en tryllekunst jo også ka være positiv. Det nåede jeg dog ikke før Grobrian forklarede: Jo, jeg havde solgt min idé til B så jeg ku få den ekstra pause og sidde og spille klaver hvad jeg åbenbart havde lyst til. B derimod havde siddet alene oppe på sit værelse og grædt og grædt over de noter.
Jeg ville kommentere ‘tryllekunsten’, idet jeg fandt det på sin plads at bemærke et par ting. Ikke for at skubbe min fejl fra mig – den var åbenlys: selvfølgelig sku B ha haft støtte. Det var ved eftertanke oplagt at hun ikke ku klare de noter alene. Hun kom rødøjet ind i det samme og satte sig på en stol ved siden af mig, så jeg lagde en hånd hen på hendes og sagde undskyld for min manglende indføling med hendes smerte. Men jeg ville stadig ikke ha siddende på mig at jeg havde ‘solgt’ noget som et bevidst projekt for at opnå noget andet for mig selv: den ekstra pause. Og jeg ville også gerne påpege hendes eget ansvar for sit liv, og således også for den detalje at ønske gruppen samlet igen. Eller blot min hjælp til at ‘forstå’ mine noter. Jeg var sprunget til ved det mindste pip.
Grobrian mente dog ikke han sku høre mine forklaringer, så han afbrød mig og ville til at gå med en bemærkning om at jeg ikke sku forklare mig men blot ta til efterretning og overveje det han havde sagt.
Hallo!, sagde jeg lettere indigneret efter ham mens han var på vej ud af stuen. Men nej – han ville ikke høre på mig.
Nej!, småråbte jeg provokeret og provokerende; Når man er så stor at man får sine behov opfyldt i en grad så det er ‘skræmmende’ for os små kyllinger, behøver man ikke lytte til andres synspunkter!!
Dét fik ham til at vende om i døren. Men efter yderligere nogle minutters mundhuggeri opgav jeg at få ham til at lytte; han hængte sin hat op på dén knage, at jeg fejlciterede ham og således slap han udenom min kritik. Ak ja, så jeg forstod jo sidenhen hvorfor han ikke mente jeg sku kommentere hans kritik af mig. Han havde jo udmærket indblik i de psykologiske mekanismer – autoforsvaret; den retoriske afledningsmanøvre at bringe sig selv ud af fokus.
Jeg var så ophidset over skænderiet og min afmagt at jeg måtte gå ind ved siden af for at falde til ro. Da jeg imidlertid havde siddet et par minutter og mit hjerte var holdt op med at hamre, indså jeg at dér gad jeg ikke sidde og surmule fornedret, så jeg gik tilbage og fandt at Grobrian alligevel ikke sku noget andet end væk fra mig fordi han ikke ville diskutere sin kritik.
Jeg satte mig igen på samme plads i sofaen ved siden af B. Hun tog klart imod min undskyldning og beklagelse og gav mig ret i at det primært var hendes og ikke mit problem at hun ikke havde ‘købt’ min opfordring og bedt om støtte.
Og så lidt efter viste Grobrian dog kompetence ved at komme hen og spørge om vi sku udrede konflikten nu med det samme eller efter frokosten som nærmede sig. Nu, svarede jeg uden tøven og rejste mig. Vi gik ind i et tilstødende lokale og fik i løbet af 5 – 10 minutter tingene på plads. Ikke at vi blev verdens bedste venner, men vi slog dog på skulderen og blev enige så meget at kurset ku fortsætte.
Det – påstod han – som havde provokeret ham til at komme tilbage var at jeg havde lagt ham i munden at han havde fået dækket alle sine behov. Han havde ikke sagt ‘behov’ men ‘ønsker’. Denne fejlfortolkning indrømmede jeg, men i øvrigt var det ikke det der betød noget for mig. Det jeg fandt kritisabelt var at han pustede sig op til at være bedre end os andre. At det han havde at sige var så sandt at det ikke var til diskussion.
Aftenen før havde vi siddet og snakket lidt sofasnak efter vores første lektion og inden sengetid. Hér havde Grobrian fortalt lidt om sig selv og hvorfor han var blevet terapeut. Også han havde et behov for at blive set og det blev han jo nu. Allerede dér følte jeg mig pikeret over hans selvtilfredshed og havde lyst til at prikke lidt til den. Så jeg var lidt på spring og klar til at slå til hvis han sku bli selvmodsigende eller på anden måde afsløre åbninger i bjørnehammen hvorigennem jeg eventuelt ku drille egernet. Ikke ondskabsfuldt, blot muntert og småsarkastisk for at pille arrogancen lidt ned. Han som ikke gad hilse på sine kursister.
På et tidspunkt i snakken var jeg kommet til at sige at han havde været tvunget til at blive terapeut. Det, mente andre i selskabet, var ikke en tvang men et valg. Jeg ku slet ikke genkende at jeg havde sagt ‘tvunget’. Jeg mente netop at jeg havde sagt ‘valgt’, men alle var enige så jeg måtte jo tro på det. Senere kom Grobrian ind på Alice Miller: Det selvudslettende Barn og det psykologiske begreb: tvangsgentagelser. Nåhhja, lyste jeg pludselig op og lo lystigt af den trumf jeg pludselig fik i hånden: Det var jo derfor jeg kom til at sige ‘tvunget’, du var jo tvunget til at blive terapeut.
Det er en efterrationalisering at han muligvis allerede dér spottede mig ud som én der ku blive ‘farlig’. Jeg husker ikke at han kommenterede mit lille drilleri. Og i al fald fortsatte han sin stil med lidt efter – halvt på vej i seng – at oplyse at han sku ud på et par rejser til næste år. Det glædede han sig til og smilede bredt da han sagde at når han således havde været i Filippinerne og Nairobi havde han fået alle sine ønsker opfyldt. Og fortsatte så umiddelbart med at sige: Skræmmende – ikk’!
Jeg var målløs. Hér stod han stor og mægtig og fortalte alle os små forskræmte høns – hans kursister udi styrkelse af personligheden – hvor skræmmende vi må opleve det at møde en mand så mægtig at han får alle sine ønsker opfyldt… Men jeg sagde ikke noget. Det var der dog en anden der gjorde idet hun bemærkede at det måtte være kedeligt ikke at ville opnå mere her i livet. Nåhh, slog han det hen, så dukker der nogle nye ønsker op.
Det var denne udtalelse jeg dagen efter havde revet ham i næsen idet jeg altså fejlciterede ønsker som behov. Der er sandt nok en væsentlig forskel.
TANKER HJEMAD
Mandag middag
I middagspausen om mandagen gik jeg til den lokale brugs for at købe et par gaver til pigerne og et postkort.
Jeg havde jo allerede sendt ét postkort – fra Hovedbanegården. Et gratiskort jeg tilfældigvis havde i jakkelommen: et par hænder der knapper en øl op og en taleboble med den tekst der er brugt som overskrift til denne beretning: ‘MON IKKE – men bliv nu bare siddende.’ Maleri af Martin Askholm, 1994. Genialt.
På dette kort havde jeg allerede i toget skrevet til mine 3 piger <LINK one.com/billeder>: Betina og tvillingerne, som var 7 år dengang, som jeg da netop havde forladt på Espergærde Station, at jeg helt i overensstemmelse med sandheden, elskede dem så højt at det simpelthen piblede ud af øjnene. Og til Betina alene, at jeg var utrolig glad for at drage afsted i godt humør og ikke i ‘surhed, græmmelse og ensomhed. Kys og 1000 kram.’
Da togdørene smækkede mellem mig og mine piger, havde jeg den fornemmelse som Anja relativt ofte har haft mareridt om: her kører toget med mig – forladt, mens al min kærlighed står tilbage på perronen. Anja, viste det sig, havde nok haft den samme fornemmelse. Hun havde i al fald haft mareridt om natten om at jeg forsvandt i en labyrint. Det første jeg mødte mandag morgen da jeg kom ned til morgenmad var besked om at min datter havde ringet og at jeg gerne måtte ringe hjem. (det var jo før mobilens tid)
Med til denne historie hører osse at da jeg bestilte kurset var jeg dybt nede i kulkælderen over at mit liv ikke fungerede, men da jeg nåede frem til at skulle afsted var jeg faktisk ret meget ovenpå. Mere end meget længe. Jeg havde et overskud af godt humør og kærlighed, og havde netop de seneste dage haft nogen gode opløftende oplevelser.
Jeg har en dyb angst for at virke underlig, og under andre omstændigheder ville den nok ha grebet mig og fået mig til at holde mine følelser tilbage, så jeg istedetfor ville ha resigneret og accepteret Grobrians overgreb; nåhja – en selvglad idiot, men jeg er jo heller ikke selv for god… så la mig da lade som ingenting og få det bedste ud af det(!)
Jeg havde dertil lige overstået en uges sygdom, som jo samtidig betyder en god tvungen hvile og distancering af hverdagens pres og stress.
For det tredje havde jeg gjort en god gerning om lørdagen ved at købe en fælles fødselsdagsgave til min søster og mor til 500 kr. I stedet for at stå dér fem minutter før lukketid og fedte uinspireret med et 100 kroners gavekort til hver, havde jeg besluttet mig til at gøre en gestus – det er jo tanken der tæller. Og tanken var at det er de klart værd. Og så meget desto mere da vi egentlig netop havde konstateret lavvande i pengebeholdningen. 500 kroner er jo pludselig ingenting når man ser sådan på det, men i vores familie var det en relativt flot gave – specielt til en almindelig upretentiøs fødselsdag.
Og endelig senere samme lørdag; dagen før jeg drog mod Fyn og højskolen, havde jeg min debut i Visens Venner sammenhæng: 6 af mine egne gode sange med fair succes.
Betina og pigerne var med til viseaftenen til kl. 11 om aftenen. Pigerne viste format, sad musestille i 2 timer og malede i hver sin malebog til stor berøm fra andre visegæster. Ikke kuede, men blot rolige og velopdragne. Til stor stolthed for deres forældre.
Så alt i alt føltes det nærmest lidt overflødigt og luksusagtigt at ta afsted på det kursus. Men det var jo for længst bestilt og betalt i en anden tid og ånd. Pigerne ville savne mig, erklærede de i kaskader af dybe og varme knus, men forstod godt at jeg tog afsted for at finde noget bedre humør. For selvom jeg lige pt var ovenpå ved vi jo hvor skrøbeligt det ka være.
I Brugsen faldt jeg over en lille tøjsæl til Fie – én der ku være unge til hendes elskede ‘Dellefinus’, og en video til Anja: ‘Heidi’, fra min egen barndoms børnefjernsyn. Perfekt. Og så et postkort, idet jeg tænkte at den slags ofte bliver udskudt til sidst på ugen. Logisk for den der skriver, men ikke for dem der skal modtage, da det ofte først kommer efter man selv er kommet hjem. Ja.. og det gjorde det faktisk.. 😉 Lissom det jeg ellers havde været så profetisk forudseende at sende allerede fra Hovedbanegården søndag middag.
TILBAGE TIL PLENUM
Mandag eftermiddag
Efter middagspausen startede vi så på de personlige fremlæggelser for plenum. Grobrian havde den metode at holde mund (og så holdt alle andre også mund) indtil en eller anden følte tavsheden for stærkt og måtte fremlægge. En noget brutal metode for folk der er bange for at ta ordet i forsamlinger. Men som er interessant, ja nærmest morsom hvis man ikke har det problem. Længe er der stille i salen. Nogen ser rundt. Flere ser på deres hænder eller finder andre steder at anbringe blikket og opmærksomheden for at komme væk fra den pinlige følelse at være den forsamlingen sidder og venter på. Pludselig er der to der begynder samtidig, hvorefter begge igen straks holder mund for at la den anden… Så er der igen stille. Grobrian ser rundt og venter stadig. Yder ingen fødselshjælp. De to må selv finde ud af hvem der så skal begynde. Stilheden ånder tungt og kviden kan ligefrem være hørlig.
Efterhånden som fremlæggelserne skrider frem og vi nærmer os finalen begynder det at bli mere pinligt ikke at melde sig end at gøre det. For hvem vil være sidst og dermed afsløres som den svageste.
Jeg havde aftenen før da vi sku præsentere vores dyr været den første der tog ordet og præsenterede, hvis man ser bort fra ham der havde været på et af disse kurser før og som lod sig ‘tvangsudskrive’ som eksemplificering af metoden. Men nu følte jeg behov for ikke at udstille den omvendte svaghed; at absolut skulle være den første og dermed få det overstået, så jeg lod vente en 5 – 6 gange og en kaffepause før jeg fremlagde min målsætning.
Grobrian slog ned som en ørn på de stakler der vovede at generalisere, hykle eller fortrænge, eller på anden måde skyde sine problemer fra sig; én havde knas i sit ægteskab men havde taget en beslutning om at ville blive i det trods alt… Har du deponeret dine rettigheder hos din kone?, spurgte han uden omsvøb og synlig interesse for de finere nuancer i et sådant valg. Jeg tænkte at så firkantet som det lød ku han ikke mene. Han virkede som om han godt vidste noget om livets uhyrlige kompleksitet. Og havde også selv for få år siden været igennem en skilsmisse som, såvidt jeg havde fornemmet på det han fortalte derom, ikke havde været uden knubs. Men lisså brutalt han konfronterede livsløgnen, lisså medfølende virkede han overfor de som græd eller rystede af nerver. Godt nok dukkede Rasmus Modsat op i mig og spekulerede på om medfølelsen – såvel som afstumpetheden, nu også virkelig var ærlig, eller om det var velindstuderede terapeutiske metoder som hvilede på en professionel overlegenhed overfor de medrivende følelser. Jeg kunne ikke sige mig fri for at kende lugten af en fis; at han var excentrisk til det psykopatiske og blot var kvik og erfaren nok til at få sine analyser til at ligne empati.
Ikke mindst fordi han også hér ku være grov i sin afskrælning af løgn og forstillelse, og ikke lod sig standse af tårer og fortvivlelse. Men han samlede op igen inden han forlod vedkommende, og lovede med en vis overbevisning at ‘det problem ska vi nok få gjort noget ved’. Og han havde altid noget at sige. Altid en bemærkning. Alle fik hug, ros eller i det mindste en kommentar eller en anekdote… mere eller mindre relevant. Alle undtagen mig!!(?)
Jeg sluttede min fremlæggelse af med et håb om at jeg på kurset ville lære at blive lidt mere direkte i min omgang med andre mennesker; både i ros og kritik. I stedet for at nøjes med at tænke det, udtrykke mig skriftligt og siden glatte ud hvis jeg blev konfronteret med andres følelser på det jeg havde skrevet. Og så ku jeg ikke dy mig for en lille indforstået stikpille til mester: -at jeg dog ikke ønskede at modet til sådan mere direkte metode ville medføre respektløshed overfor mine medmennesker; således som at ikke gide lytte til hvad den, som jeg eventuelt havde kritiseret, havde at sige.
Tak!, sagde Grobrian kun, og det så mig ud som om han nikkede en smule eftertænksomt, om det nu var fordi han overvejede sandheden i min udmelding, eller fordi han overvejede et passende tidspunkt at få mig ned med nakken: en tanke de senere begivenheder nok kan berettige.
I næste pause spurgte jeg lidt omkring om nogen andre havde bemærket at jeg var den eneste der ikke blev kommenteret. Johh, men at det sku ha noget med formiddagens konflikt at gøre… Næhh, det sås mere som et udtryk for at min fremlæggelse var tilstrækkelig præcis og velformuleret.
Fremlæggelserne fortsatte det meste af eftermiddagen. Da alle kursister var færdige sku C fortælle lidt om hvem hun var. Jeg havde flere gange betragtet hende med en stille undren. Hun så ud som om hun var ked af det; tillukket, tavs. Hun havde endnu ikke sagt nogetsomhelst når vi sad der i salen i plenum.
Vi hørte om mand og børn mm, og så kom det frem at hun havde siddet og tænkt lidt på en fødselsdagsfest hun sku holde om søndagen hvor kurset var slut lørdag middag.
Det tændte mine advarselslamper. Og jeg indrømmer at jeg ikke hørte så meget efter resten af det hun fortalte. Der var muligvis et dunkelt punkt med hendes forældre som jeg altså ignorerede fordi jeg sad og tænkte på hvornår det ville være passende at komme ind med en kommentar om hendes nærvær.
Da det virkede som hun var færdig rakte jeg hånden op og fik lov til at spørge om noget. Jeg spurgte først neutralt til hendes rolle i den terapeutiske sammenhæng, men inden jeg gav ordet fra mig stillede jeg så også krav om at hun var tilstede, og ikke brugte sin opmærksomhed på at forberede fødselsdag. Kurset var meget intensivt fra 8 om morgenen til 10 om aftenen med 2 x 2 timers spisepauser, så jeg ku ikke se hun havde tid.
GROBRIAN ANGRIBER
Mandag sen eftermiddag
Da brød uvejret løs over mit blottede hoved.
Grobrian hældte lort ud over mig i stride strømme. At jeg var perfid og ondskabsfuld og det sku han nok få sat på plads.
Igen – jeg indrømmede blankt muligheden for at jeg nok havde udtrykt mig for hårdt og kategorisk. Det er jo netop en stor del af mit problem at jeg ofte er udiplomatisk men ikke selv kan høre/mærke det, men perfid… nej! Jeg gik efter bolden – ikke manden. Hun måtte jo holde alle de fødselsdage hun ville om søndagen, men hun var lærer på et kursus jeg deltog i og således var mine følelser omkring hendes koncentration relevante. Så jeg prøvede at ændre min udtalelse til det jeg har lært er mere korrekt: at jeg havde BEHOV for at C var tilstede med hele sin opmærksomhed. Men den ændring af mit udsagn husker jeg ikke at der var nogen der hørte mellem tordenbragene. Jeg prøvede også at få en forklaring på hvorfor C ikke ku svare for sig selv. Men det fik hun ikke lov eller lejlighed til. Grobrian var der med det samme: han sku nok vide at forsvare hende mod sådan nogle perfide idioter som mig der havde trænet i 40 år på at blive så dygtig og veltalende for at jorde sine medmennesker. Etc etc etc… Jamen det SAGDE han sgu.
Jeg ku ikke hamle op med hans tordnende tale, som notabene heller ikke var uden næse for mine svage sider. Jeg havde desuden få timer tidligere selv fremlagt dem. Jeg forsøgte at bibringe ham lidt fornuft og få ham – og holdet – til at indse at hans beskyldninger faldt tilbage på ham selv. ‘Tyv tror hver mand stjæler!’, sagde jeg. Og ‘den som fisen lugte kan…’. Men han svarede snerrende at jeg godt ku droppe de gamle ordsprog for dem mente han ikke vi ku bruge til noget hér.
Psh, hvem er den mand at han er klogere end århundredgamle ordsprog..?, spurgte jeg. Men det føltes som om alting prellede af på hans overmægtige hidsighed. Bagefter ka jeg se at jeg sku ha rejst mig op og henvendt mig til holdet i stedet, med netop den terapeutiske hovedregel som Grobrian totalt ignorerede i sin vrede: ‘Hvad er det der sker lige nu? Prøv at mærke efter. Hvordan har I det lige nu? Hvem er det der siger hvad og hvad gør det ved jer?’ etc. Men jeg var også for ophidset til at tænke så roligt, så i stedet gik jeg ned på hans plan og begyndte at skændes med ham. Prøvede at hamle op med ham. Prøvede at være lisså dum.
Han påstod at jeg var perfid, og så blev jeg vel perfid. Jeg forsøgte at trænge igennem med sarkasme, idet jeg gjorde honnør og sagde ‘Ay ay, Sir!’ med teatergestus og ‘Vorherre har talt!’ og mere af den skuffe. Men ligemeget hjalp det. Jeg følte ikke at mine indvendinger overhovedet blev hørt og taget til efterretning. Og ligeledes blev min lille trumf heller ikke rigtig bemærket: Hvad jeg egentlig sku dér på kurset(?), hvis det ikke var fordi jeg havde fejl som sku rettes/behandles. Tværtimod blev det sagt af én på holdet, i en kritik af mit ‘angreb’ på C, at vi kursister også havde en forpligtelse til at være opmærksomme på hinanden og høre efter når andre sagde noget. Grobrian kommenterede ikke denne opfattelse, men det sku undre mig om han var enig, i betragtning af hele hans holdning, der klart adskilte ham som lærer fra os som elever. Jeg var i al fald klart uenig. Ikke i at vi burde høre efter hinanden, men i at vi som kursister havde en forpligtelse hertil på linie med vore vejlederes. Jeg anså det nærmest som en slags rettighed for os at lade tanken og følelserne flyve. Det var jo oplagt derfor VI betalte og DE fik løn.
Jeg skal lige klargøre hvordan vi var placeret i salen. Vi kursister sad på nogle madrasser langs to af væggene mens de to vejledere sad og tronede på hver sin stol højere placeret end os. Det kan jeg her bagefter kun se som et bevidst og klart valg fra Grobrians side: magtposition.
Nu brugte han denne position til at henvende sig til hele holdet med sin udskældning af mig, hvorved han fik sit eget lort til at ligne undervisning. Hvorved han fik drejet sit personlige som om det var noget generelt.
Til sidst gik uvejret så småt over. Tre andre på holdet havde blandet sig i konflikten. Én sagde noget der efter min opfattelse ikke havde noget med konflikten at gøre.. eller det kan jeg egentlig ikke udtale mig om for jeg fandt det ikke så interessant at jeg kan huske det. Grobrian kommenterede det heller ikke. Og så var der ham der kendte kurserne fra tidligere deltagelse, og som ovennævnt holdt med autoriteten. Også i det at han fik det til at jeg havde afbrudt C i hendes indlæg. Han fik også lov at tale ud. Men den tredje var P, som støttede mig.
Vi havde allerede tidligere, i formiddagens gruppe, følt sympati for hinanden og P havde også bemærket Grobrians grovkornede respektløshed. Vi grinede lidt af det, da P i en pause havde bemærket at osse han havde forståelse for at Grobrian var blevet terapeut, thi ude i en skurvogn eller på en fiskekutter havde han ikke holdt en dag, endsige en time, med den uforskammede blærerøvsstil.
P havde dog, som resultat af sin ulykke, nogle koncentrationsproblemer, hvilket blandt andet indvirkede på hans tale- og formuleringsevne. Han prøvede at komme ind til problemet af en vej som for ham var sprogligt farbar, og som for mig lød ganske relevant som indledende opstilling af rammer og referencer, inden han ku komme frem til problemets kerne. Men Grobrian kastede sig over ham inden han kom så langt. Uden respekt for hans hjerneskadede udgangspunkt sablede han ham ned, og forlangte at han kom til sagen istedetfor at kredse rundt om den. P prøvede – for mig at se lettere fortvivlet – men kom heller ikke igennem til Grobrians selvovervejelse og ditto indsigt, hvorimod altså rygklappere fik fred for hans kommentarer.
Dér begyndte jeg for alvor at afskrive Grobrian og hans kursus som noget jeg ku bruge til noget. Men jeg indså også at det var synd for de andre kursister at det hele sku gå op i personlig konflikt mellem Grobrian og mig, så jeg tav og lod ham få det sidste ord. Det var jo hans position som kaptajn, som han hægede om. Og endelig mente han da, som en delkonklusion overfor hele holdet, at ha fået sat mig på plads med visheden om at jeg aldrig ville slippe afsted et millisekund med mine ondskabsfuldheder sålænge han var tilstede.
I stilheden efter at det sidste fjerne tordenbrag var rullet væk i horisonten mumlede jeg lavmælt i min trodsige afmagt: sable sable. Og det er sandt at han var der som en høg: Var der mere du ville sige ?!!!!, lynede han ud efter mig.
Sable SAAble SAAABLE!, sagde jeg med stigende styrke og intensitet, mens jeg følte mine øjne gnistre vredt og hadsk. Og så skændtes vi igen nogle minutter, mens den svageste halvdel af holdet rystede af forlegenhed og nerver.
C fik aldrig lov til at afgive sin egen forklaring. Lektionen blev lukket og Grobrian gik, mens C blev tilbage for at samle vores skriftlige målsætninger ind. De ville bruge den sidste time inden aftensmaden på at bearbejde dem.
Jeg gik hen til C og sagde at jeg ikke afleverede min men i stedet ville forlade kurset så såre jeg fik mine penge tilbage. At jeg ville rejse ku hun jo ikke forhindre, og at jeg ikke afleverede havde hun forståelse for, men om jeg ku få penge refunderet var nok tvivlsomt. Det ville hun undersøge.
LAVTRYKKET TRÆKKER VÆK
Mandag ved femtiden
Vejret havde været særdeles gråt og vådt hele mandagen. Hen på eftermiddagen begyndte solen dog at titte lidt frem korte stunder mellem skyllerne. Men lige mens vi tog den sidste runde ballade så jeg ud af de høje vinduer i salens langside at det igen øsede ned. Dog ikke mere lisså trøstesløst som tidligere på dagen. Det var som en sidste vridning af lavtrykkets tunge våde skylag hvor man fornemmede at lyset havde ændret sig.
Klokken var 5 om eftermiddagen da lektionen sluttede. Jeg gik over til mit værelse for at ta regntøj på, men mens jeg stod og rodede det frem af min rygsæk lyste den nedgående gule sol på byen. Jeg gik en lang tur alene. Havde et stort behov for at være alene. Henne af hovedgaden så jeg en lille flok af de andre fra holdet. De så også mig og et øjeblik tøvede jeg; burde jeg slå følge med dem? Hvad ville de tænke hvis jeg demonstrativt – de så også at jeg havde set dem – gik i en anden retning? Men jeg bestemte mig for mine egne følelser og drejede rundt, væk fra dem. De måtte tænke hvad de ville, jeg ville være alene med mine tanker og den utroligt smukke renvaskede efterårsglødende natur under de flygtende skyer.
Da jeg kom tilbage og havde fået blæst hjernen lidt igennem var jeg egentlig i meget godt humør, da jeg i dén grad følte jeg havde ret. En følelse der hele tiden havde styrket mig til at modstå Grobrians torden med en vis flegmatisk ro på trods af en voldsom adrenalinsk hjerteaktivitet.
Aftensmaden nærmede sig men jeg trængte også til et bad, og tænkte at det nok nu inden maden ville være sidste chance for at få et på det kursus. Mens jeg stod med håndklædet om mig og ventede på at det varme vand sku løbe til kom P ind for at be mig så indtrængende om at genoverveje min beslutning. Det lovede jeg, selvom jeg ikke umiddelbart ku se hvad der sku få mig til at tro på Grobrian igen… en helt uforbeholden undskyldning/beklagelse ville måske, men også kun måske, ku gøre det.
Middagen var i fuld gang da jeg endelig kom ned i spisesalen. Jeg så mig omkring mens jeg øste op ved anretterbordet og fandt til alt held en ledig plads ved et bord med nogle af de stærkere af de tilstedeværende kursister. Spurgte om der var ledigt og om det var okay hvis jeg satte mig. Ja ja, vist så, blev der svaret. Igen følte jeg mig stærk; ikke min egen sædvane tro hvor jeg nemt ku ha lusket udenom og ladet som ingenting. Stærk nok til at turde opfordre mine medkursister til at kommentere eftermiddagens begivenheder, fordi jeg, som jeg sagde, ‘samlede på synspunkter’. Og det var helt uden hjertebanken.
Der var på holdet en sergent som desværre havde været til optagelsesprøve på officersskolen i Fredericia hele dagen. Jeg udtrykte ærgrelse over at han ikke havde været tilstede om eftermiddagen, da han med blandt andet 2 års Sirius-patruljetjeneste lignede et godt bud på én der var stærk nok til ikke at lade sig skræmme af Grobrian. Han havde allerede fra sin kæreste (løven), for hvis skyld han var der, hørt om balladen og ærgrede sig også lidt.
Jeg fik et vist medhold i at Grobrian havde været for meget. I det mindste burde han ha ventet til der var pause med at kritisere mig istedetfor at involvere hele holdet i noget der åbenbart blev opfattet som personligt og således i kursussammenhæng irrelevant. Under kommentarerne gik det mere og mere op for mig at kernen i min mistillid hed inkompetence, herunder disrespekt. Grobrian havde ladet sig følelsesmæssigt engagere af en klient og det må en terapeut jo ikke. Og hvis det sker – selv terapeuter er kun mennesker, skal han da ha så meget autoritet at han, straks han opdager det er sket, tager fat om det og får redt det ud. Det havde han gjort om formiddagen, og det havde jeg accepteret. Men nu var det som om det var for sent. Jeg havde meget svært ved at tro på at han ville ku sige noget der ku genoprette min tillid og tryghed.
Efter middagen ringede jeg hjem for at høre Betinas mening. Hun behøvede kun at høre tre sætninger før hun spontant udbrød: kom dog hjem!, og at det kursus vist ikke var noget for mig. Med yderligere denne gode støtte i håndbagagen gik jeg ind i rygestuen hvor holdet slappede af det sidste kvarter før aftenlektionen begyndte.
C sad der og jeg nåede at føle min sædvanlige fejhed; at overveje om jeg nu turde, og hvornår det bedste tidspunkt ville være, og var der nu nogen uvedkommende der hørte noget dumt, og overværede hvis jeg sku lide nederlag. Jeg gik først forbi hende, men vendte så straks om da jeg jo fortsat ikke havde noget at være skamfuld over. Spurgte om jeg fik mine penge? C havde heller ikke taget tråden op, da jeg først passerede, selvom hun ikke netop var optaget af noget andet.
Nej, ingen refundering. Synd for holdet, sagde jeg, hvorefter hun fortsatte, at hvis jeg var utilfreds med afgørelsen måtte jeg henvende mig til forstanderen. Umiddelbart undrede den besked mig, da jeg troede det var forstanderen hun havde henvist til, da hun sagde at hun ville undersøge mulighederne. Men jeg forstod jo så med en indre hovedrysten, at det alene var Grobrians afgørelse som C bragte bud om. Havde hun haft nogen indflydelse på det selv mon (?).
Hvor finder jeg ham?, spurgte jeg uden ophør.
Han er nok hjemme hos sig selv, mente C og henviste til telefonboksen.
Forstanderen var naturligvis ked af at høre at jeg ville rejse og ha penge tilbage. Og han foreslog så et møde efter kl. 22, med ham som opmand.
PERSONLIG UDVIKLING
Mandag aften
Lektionen var begyndte netop som jeg, efter denne samtale, trådte ind i salen. Jeg satte mig på min plads, i første omgang uden at fremlægge forstanderens forslag. Grobrian opfordrede os indledningsvis til at summe lidt med sidemanden m/k for at mærke hvordan vi havde det. Jeg sad ved siden af én af de forsigtige og nervøse, og fortalte om min fortsatte ophidselse, mens hun til gengæld stak mig et godt kort i hånden idet hun bedyrede at ville forlade kurset ret hurtigt hvis der blev mere af den slags ballade der havde været om eftermiddagen.
Da summeriet var færdigt markerede jeg og meddelte Grobrian mødet kl. 22. Ikke tale om, var dennes klare respons.. han ville ikke snakke med forstanderen. Rettelse – joh, gerne med forstanderen men ikke samtidig med mig.
Godt, så ska jeg lige ringe igen!, sagde jeg og rejste mig straks for at bringe dette svar tilbage til forstanderen.
Nå! hmm, svarede denne med sin mildt bedrøvede stemme, i så fald ville han gerne høre fra Grobrian i telefonen.
Hvor lang tid vil du gi ham?, spurgte jeg. Og vi blev enige om at ti minutter måtte være tilstrækkeligt. Hvis han ikke hørte fra ham inden de var gået ville han komme over til skolen.
Den besked gik jeg så ind og afleverede til Grobrian, som overhovedet ikke sku snakke i telefon med nogen forstander.
Næh, det tænkte jeg nok, sagde jeg og gik hen og satte mig på min plads for at vente på forstanderens ankomst. Jeg indså dog straks at dér gad jeg ikke sidde og være ophidset og hadsk på vagt overfor den idiot. Så jeg gik ud af salen igen.
Jeg sad længst inde på en sådan måde at den lige vej fra mig til døren gik tæt hen forbi ‘tronstolen’. Hér så jeg, idet jeg gik forbi med en bemærkning om at jeg ikke gad være der, at Grobrians fod dirrede på trods af hans ellers afslappede look. Og han svarede at det var endnu det bedste jeg havde gjort for ham.
Jeg gik over til mit værelse og pakkede mine ting i forventning og forhåbning om at jeg ville opnå forstanderens indrømmelse – også på det økonomiske plan. Og så tjekkede jeg bustider for at se om jeg ku nå at komme hjem samme aften.
Forstanderen kom og hørte igen min forklaring og beklagelser. Noget uforstående, da de ellers havde haft gode erfaringer med den mands kurser. Men på den anden side, tænkte jeg for mig selv, ku han jo ikke komme udenom at Grobrian selv havde udstillet sin inkompetence. Og han ku ikke komme udenom risikoen for at hele kurset ville gå i opløsning på grund af vores konflikt, som jeg var bandsat på at fortsætte hele ugen hvis jeg ikke fik mine penge tilbage.
Respektløsheden ku han vel også selv fornemme på Grobrians skamløse ikke-præsentation aftenen før hvor han også selv var til stede.
Hvorom alting er så var han ikke længe om ‘naturligvis’ at love mig hele kursusafgiften tilbage. Jeg ville få sendt en check én af dagene. Tak!, sagde jeg. Jeg havde gerne set pengene i min lomme inden jeg drog derfra. Men han forklarede at kontorpersonalet var gået hjem hvilket i så fald ville betyde at han personligt skulle lægge ud, hvilket også jeg indså måske ikke var rimeligt. Og ydermere ville jeg ikke svække min position ved at være mistroisk overfor ham. Så rejste jeg mig, gav hånd og gik over for at hente mine ting på værelset. Der var endnu en halv time til bussen afgik kl. 20 mod Odense.
Gik ind til holdet og sagde farvel, og at jeg af et ærligt hjerte håbede de stadig ville få et godt kursus, selvom jeg jo ikke ku la være at tænke i mit stille sind at det måske allerede var ødelagt. At jeg havde punkteret Grobrians selvoppustede autoritet.
Grobrian sagde jeg ikke farvel til og han ikke til mig. Og C, som jeg egentlig ikke havde noget i klemme med, sad bagved ham. Både rent fysisk set fra døren og kollegialt undertrykt, som før nævnt. Så hende fik jeg heller ikke sagt noget til. Men P som sad lige ved døren gav jeg hånd, takkede ham for hans behjertede og modige støtte og lovede han ville høre fra mig.
Vi nåede dog at få sagt bedre farvel da holdet fik pause endnu 10 minutter inden bussen sku afgå ovre fra busstationen lige ovre på den anden side af gaden. Jeg kunne se læskuret ud gennem vinduet, men jeg havde ikke ro på mig til at blive siddende indtil bussen kom frem til afgang. Så 5 minutter i hankede jeg med et sidste ‘hej hej’ op i min rygsæk og min guitar, som jeg havde slæbt med selvom jeg egentlig gik ud fra at sådan en skole er veludstyret med instrumenter. Det var den også. Der var et musikrum hvor der hang en del guitarer på en væg, og hvor der også var et klaver. Det var der også i den sal hvor vi holdt til.
Når jeg kommer forbi et klaver skal jeg altid lige prøve hvordan det lyder hvis jeg har den mindste chance til det. Således havde jeg også én gang i en pause stillet mig hen og spillet på det der var i ‘vores’ sal. Ved den lejlighed fik jeg dog ikke spillet ret meget, thi Grobrian afbrød mig uden videre ved at sætte musik på anlægget som om jeg ikke var der. Jeg tænkte igen på respekt og rummelighed, men holdt bare op med at spille uden at kommentere det. Dels var min position ved klaveret meget tilfældig – jeg stod op og lignede nok heller ikke én der troede meget på det jeg foretog mig. Men jeg tænkte på den anden side at han ville omvendt ikke ha ladet det stå ukommenteret hvis nogen på den uforskammede facon havde overrendt en aktivitet han var i gang med. Dog accepterede jeg på det tidspunkt hans autoritet og således at det var ‘hans’ sal.
Grobrian satte musik på hver gang han ventede os ind efter en pause eller til en ny lektion. Han havde en hel kuffert fuld af cd’er og en efter min mening udmærket musiksmag. Sjovt fx at høre gammel Burnin’ Red Ivanhoe: Elefantcikademanden, som deja vú’ede mig 25 år tilbage til min gymnasietid. En anden gang stod han og vuggede en solo tåspidsdans, der hans plumpe udseende in mente, mindede mig lidt om Disney’s yndefulde elefanter. Han stod med ryggen til os der kom ind og kikkede ud på regnen på gårdspladsen grå flisebelægning. Virkede upåvirket af at vi kom og betragtede ham. Jeg følte mig dog ikke sikker på at han ikke netop var meget bevidst om at vi betragtede ham. Og hans dans var, som sammenligningen viser, heller ikke ude en vis inciterende charme.
HJEM GENNEM NATTEN
Men nu var det aften og mørkt. Klokken var 5 minutter i 8 da jeg skred ud af hoveddøren, mens jeg tænkte på om der blev set efter mig. Med en underlig splittet følelse. En fryd jeg næsten ikke ku rumme; oprejsning efter alt for mange taber-nederlag overfor magtfuldkommenheden i dens små sko.
Og samtidig blandet op med en forundring over hvor lidt der skal til; en ærlig indignation, for at føle sig som et helt nyt menneske. En lidt melankolsk lykkefølelse; som en hjemløs der fandt sig selv og derfor med renset hjerte kan vende hjem til sine kære.
Snart trillede rutebilen afsted med mig alene på bagsædet, og de fynske landeveje forsvindende i mørket bagude.
EPILOG
Jeg skrev et postkort til P med en invitation om at komme og besøge mig og hilse på min familie. Han ringede få dage efter og fortalte lidt om kursets videre forløb: Grobrian havde bevaret sin facade og gennemført sit kursus i sædvanlig stil. Der havde godt nok været holdt et krisemøde mandag aften. Men det kan jo være en del af den terapeutiske metode, at diskutere omstændighederne når en kursist er rejst i utide. At dette skete var ikke helt ualmindeligt havde de hørt, men jeg var angiveligt den eneste der nogensinde havde fået kursusafgiften refunderet.
P havde for sit vedkommende brug for at være mellem folk igen, men han havde ikke åbnet sig for Grobrian. Og brød sig mindre og mindre om ham igennem ugens forløb hvor det blev ham klarere og klarere at han netop var et egern i bjørneham, og derfor hele tiden havde behov for at puste sit ego op. Således, refererede P, var han flere gange i ugens løb vendt tilbage til mig og havde brugt mig som det onde dyr i åbenbaringen. Han havde kaldt mig en ondskabsfuld ulv. Og P mente at han efterhånden – uimodsagt (ingen turde jo!) – havde fået det til, at det hele skyldtes at jeg altså var en led person. Tsd tsd tsd.
Selvom jeg ikke havde mere i klemme med den mand.. snarere tværtimod, ku jeg næsten finde på at kontakte ham for at sige tak for den gode oplevelse og den personlige udvikling han havde givet mig ;-). Og selvom jeg ved at den der kaster en sten op i luften ofte er den den siden rammer, brød jeg mig alligevel ikke om at blive brugt på den måde. Og ringede derfor og snakkede med forstanderen om det. Som anledning brugte jeg at der nominelt manglede 400 kr i min refusion; 1800 i stedet for de 2200 jeg havde indbetalt. Og når jeg nu alligevel havde ham i røret ville jeg naturligvis gerne høre hvordan han så på sagen nu efter en god uges betænkningstid. Jeg ville gerne skubbe lidt til den selvransagelse jeg syntes der burde følge efter. Både hos Grobrian selv, men hvis han gemte sig så dybt i bjørnehammen at han også overfor sig selv eventuelt ku slippe afsted med at lade som ingenting, så i det mindste ved at presse forstanderen som må overveje om Grobrians metoder nu også stadig er holdbare, når kursister skal til at ha penge tilbage.
Med hensyn til mankoen havde jeg egentlig allerede regnet ud at det var administrationsdelen af kursusafgiften. Den samme manko ville forekomme hvis jeg fx havde meldt fra på grund af sygdom. Men i modsætning til sygdom var denne refusion ikke forårsaget af mig men af Grobrian. Og således overvejede jeg at argumentere for at han måtte dække administrationsdelen overfor skolen. Jeg havde jo dertil haft en principielt unødig transportomkostning der også løb op i ca 400 kr. På den anden side ku jeg ikke sige mig fri for alligevel at ha vundet både de 1800 kr og 5-6 dages ekstra efterårsferie sammen med mine børn, der ellers havde rekvireret deres mormor som legetante mens fruen passede sit arbejde. Så jeg frafaldt kravet om de 400 endnu inden jeg havde fremsat det. Også igen var jeg bange for at komme til at støde forstanderen og – som før nævnt – spille Grobrian det kort i hænde at jeg alligevel ikke var meget bedre end han.
Nu står kun tilbage at sende Grobrian en ironisk lille hilsen og huske ham på at jeg ikke er nogen ulv, men en venlig lille hjort. Et hun-dådyr har jeg siden tænkt at det må være. Og dog måske en ulv, i hjorteklær (?)
Svigermor kommenterede at min styrke har islæt af noget feminint. Men det kan ikke ses udenpå. Der er ikke noget bøsse-agtigt over dig!, sagde hun, omend du nok er en blød mand og ingen slagsbror.
Jeg indrømmer dog at jeg sjældent har været så tæt på at ha lyst til at slås korporligt for min ret. Jeg var lige ved at foreslå at vi skulle gå ud i gården. Og havde jeg ikke fået pengene tilbage havde jeg måske gjort det. Jeg havde ganske enkelt lyst til at smadre den mand nogen ærlige tæsk midt i hans ekstremt anmassende selvgodhed.
Kværne hjerne Fessor, Er ist immer besser!
Det var kærligheden der bar mig igennem, så her postkortet jeg sendte fra Hovedbanegården allerede søndag
