I et frossent muldvarpskud, sidder en stump glas.
Et lillebitte vindue under et buskads.
Dernede bor min muldvarpven: Mugge er hans navn.
Han sover vinterdvale og gør ikke meget gavn.
Han sover vinterdvale og gør ikke meget gavn.
Den blege frosne vintersol er tittet frem bag skoven.
Nu hilser den på alle; båd’ forneden og foroven.
Ja selv et lille strejf vil ind; dybt i Mugges hule.
Der rammer det et banjoskind og lyser op en smule.
Det rammer Mugges banjoskind og lyser op i hans hule.
Banjostrengen strækker sig og smiler velbehageligt.
Den lukker solens varme ind og gaber dybt; så saligt.
Så synger den sit sidste Ziing; et smæld som piskesnerten.
Det lille solstrejf ler en stund og drager vid’re ud i verden.
Det lille solstrejf ler en stund og drager vid’re ud i verden.
© Bo Richardt Vanløse, 1985