KORLASJE-TUR TIL JYLLAND, JUNI / JULI 87
Foråret 87 var en rigtig sort tid. Jeg boede stadig i kollektivet på Vesterbrogade sammen med Viggo som ikke ville ha mig. Hun var kommet hjem fra et halvt år down under sammen med Lise midt i januar og allerede i lufthavnen, hvor en masse venner var taget ud for at ta imod pigerne, mærkede jeg at der ikke var den samme gensynsforventning hos hende som hos mig. Hun prøvede at undgå mig, og det gik jo hurtigt op for mig at der ikke var noget mere at komme efter.
Jeg prøvede at acceptere det og flyttede ikke. Det var en helvedes tid. Hvorfor jeg ikke ville flytte husker jeg ikke… det kan der spindes mange lommepsykologiske tråde over.
Jeg – som altid vil forstå – ville gerne ha en forklaring fra Viggo; hvorfor hun tog afsted i kærlighed og kom hjem i afklaringen at det sku ikke være mig. Jeg var ret insisterende overfor hende, men det vil jeg ikke fortælle om hér
VIBEKE
Jeg bevarede facaden og skindet på næsen og passede mit arbejde, Thomas og mit kor, som igennem nogle år havde været min primære sociale aktivitet.
I koret var der osse en Vibeke som jeg var lidt lun på. Men det var heller ikke rigtig gengældt. Hun gav mig en forklaring: hun troede ganske enkelt ikke på mig. Hun troede ikke på at jeg egentlig ville hende. Og det kan jeg osse godt forstå. Jeg havde på et tidspunkt sovet sammen med hende uden at vi lavede noget grisebasse, men osse uden at jeg rigtig vidste hvor jeg havde mine følelser. Det var ikke efter en fest. Det var en aften efter korprøve der på det tidspunkt foregik i Sion-kirken på Østerbrogade og hun boede ved Nordhavn Station sammen med en ven: Marie, der osse var med i koret. Det var en bandsat kold vinter så jeg havde en aftale om at spise aftensmad hos dem istedetfor at cykle helt hjem til Vesterbro for straks efter at cykle de 5 kilometer igen tilbage til Østerbro. Og så en enkelt gang overnattede jeg altså. Hvorfor blev det ikke til noget. Jeg ku godt li hende. Igen strejfer vi lommepsykologien om min hæmmede sexualitet.
For resten var det ikke første gang jeg havde lagt lidt an på hende. Det gjorde jeg allerede året før på kortur til Holland hvor hun var ganske ny og charmerede mig med sit ålborgensiske og sine noget skøre indfald. Dér blev det imidlertid ikke til mere. Jeg husker det som at jeg havde Viggo at komme hjem til.
Hen midt i juni skulle hun til fest på sin skole. Jeg prøvede at komme med som hendes ledsager, men hun sagde nej fordi hun ikke ville hænge på mig. Og selvom jeg godt kunne gi hende ret i vurderingen blev jeg alligevel meget skuffet. Hun havde først sagt ja. Og jeg havde stadig en forestilling om at vi kunne blive par. Når jeg så tilbage på mine forhold var det som de startede med venskab og ikke forelskelse; sådan var det med Gunn, sådan var det med Karen, sådan var det med Viggo. Og kærligheden kom efterhånden som jeg følte mig anerkendt og tryg ved at kende de konkrete sociale koder.
KORTUR 1987
Årets kortur skulle ta sin begyndelse på min fødselsdag 26. juni; 33 år. Jeg havde arrangeret den praktiske del af turen i samarbejde med vores dirigent. Han havde arrangeret de musikalske engagementer og jeg bus med chauffør, rute, camping etc.
Da jeg vågnede den morgen var jeg alene hjemme i kollektivet. Der lå en sølle hilsen på vores køkkenbord fra Lise som var kørt på arbejde. Leif og Viggo var på hver sin ferie. Nåhja, tænkte jeg, jeg kan vel ikke forlange meget mere så sølle jeg opfører mig. Og ydermere væltede regnen ned fra en trøstesløs grå himmel. Og på enhver måde var de ydre omstændigheder som de indre – ikke noget at samle på. Heldigvis var dagen ikke ganske uden indhold. Klokken 12 var jeg engageret til lidt afslutningscafé på seminariet længere oppe af Vesterbrogade. Afslutning for de sidste af de årgange jeg havde haft noget med at gøre i de 3 år jeg arbejdede dér som pedelmedhjælper. Jeg var jo ikke ligefrem sprudlende af energi, men fik dog gennemført det på forsvarlig vis. Sådan er det jo i showbizz – den grædende klovn.
Ved 19-tiden om aftenen skulle vi afgå fra Hovedbanegården hvor vi opsamlede vores svenske venskabskor: Go’ Vänner. Vi havde lejet en ældre bus med chauffør af en højskole og mens vi netop stod og gjorde klar til at trille ad Korsør til brød en lovende sol igennem dagens våde tunge skydække og kastede nogle varme gule strejf ned over Tivolis grå rutchebanebjerge.
Jeg havde ikke snakket med Vibeke siden hendes afvisning. Til den sidste ekstra korprøve før turen havde jeg ladet som om hun ikke var der. Jeg var stadig knotten og markerede det ved ikke at ville snakke med hende. Hun var ked af det og ville gerne ha mig til at forstå. Som før nævnt – jeg forstod hende godt, men jeg var ikke i stand til at vise det. Mit humør var generelt altfor sort til at rumme tilgivelse, når hun havde jokket så eftertrykkeligt på min ømme tå. Jeg ville jo ikke med for at hænge på hende, og min konklusion var da at jeg nu havde det så dårligt at hun ikke ’turde’ være sammen med mig til en fest.
Jeg var sur.
At la det gå ud over mig selv – være min egen skyld og bare forstå og forstå og forstå, syntes jeg normalt ikke jeg undlader. Så jeg tænker jeg denne gang havde brug for at skubbe lidt af skylden fra mig ved at være sur på hende.
Hun resignerede overfor at snakke med mig og jeg fortsatte med at ignorere hende, mens vi trillede ned over det mere og mere aftensolbeskinnede Sjælland. Det var stadig min fødselsdag og det var som et forvarsel om bedre tider.
Hen under midnat ankom vi til Toftlund hvor vi skulle tilbringe de første dage boende på den lokale campingplads og øvende på den lokale højskole, hvor vi osse senere på ugen skulle gi koncert for et hold ungarere på besøg.
Det var meget lummert i vejret de dage; tæt tåget, men på vejroversigten i avisen var der fuld sol i Sønderjylland. Det grinede vi lidt af og jeg sendte et råt gråt papkort hjem til Meteorologisk Institut (det var før det blev DMI) hvor jeg havde arbejdet da i knap et år. En ironisk hilsen fra det “solbeskinnede” Toftlund… sjovt. Men tågen var godt nok meget gul og varm. Solen lå altså ganske tæt ovenover og brændte, og efter et par dage havde den brændt al fugten væk og det blev herlig sommer.
LATTEREN
Jeg havde naturligvis røget altfor meget hash som trøst i mit sorte humør igennem foråret, egentlig vel vidende at overforbrug fører til mere overforbrug, mere mismod og mere smuldrende selvtillid mellem tågerne. Ikke mere lommepsykologi om afhængigheden, kun vil jeg sige at min oplevelse er at røgen osse afbrænder inspirationens energi, derfor det går nedad i cirkler. Jeg havde da taget den beslutning at bruge korturen til at få renset sindet lidt. Jeg kan ikke stoppe når jeg kan skaffe stof ’lige henne om hjørnet’. Jeg skal ha en fysisk blokering og hvad er vel bedre til det end en god tur med gode kammerater langt fra fristelserne.
Efter nogle dage på campingpladsen sad vi en aften i vores fællestelt i godt selskab. Vi havde været ned over grænsen på indkøbstur og sad nu og smagte på varerne. Og jeg var ved at komme godt i humør som vi sad og fjollede fælt. Ikke fordi vi var specielt fulde… nogle øller havde man vel altid fået, men som sagt ikke noget fnisetobak. Jeg havde dengang efterhånden fået den vane at klunse mig en smøg når koret var på værtshus efter korprøverne.. og det var vi altid. Det var som om jeg snød min bevidsthed til at tro at der var stærktobak i (ak ja, kært barn har mange navne). Jeg delte vanen med en anden tenor i koret, Jacob… ikke at jeg ved hvorfor han gjorde det, men vi røg altså smøger ved festlige lejligheder. Således osse denne efterhånden sene nattetime i fællesteltet på campingpladsen i Toftlund i Sønderjylland.
Korturen havde et egentlig ganske spækket program, så vi kunne jo ikke sidde dér hele natten. Da vi var ved at pakke sammen til at gå til køjs, sagde så Jacob pludselig mens vi tændte hver en smøg: Jamen Bo, du ryger da ikke !
Den bemærkning ramte lige ned i det stigende humør og fik kurven til at knække næsten lodret opad. Hvad ingen vidste var hvor sandt det var. Jeg røg jo netop ikke… ikke andet end almindelige smøger. Så jeg begyndte at grine. Jacob fattede vel ikke helt hvorfor den bemærkning var så morsom, men latter har det jo med at smitte så han grinede lidt med og opmuntret af sin succes gentog han udsagnet flere gange alt imens vi bevægede os hen over pladsen og fandt ind i hvert sit telt. I mit sov der foruden mig selv to svenskere: Lars og … det husker jeg ikke lige. Jacob boede i teltet ved siden af og min latter blev stærkere og stærkere for hver gang han med et hørbart smil atter sagde de magiske ord. Jeg ku slet ikke holde op igen. Hver gang det var ved at gå over hørtes fra teltet ved siden af et lille: Bo..? Jeg kunne ikke svare. Jeg bed i soveposen for at undertrykke latteren, men de skvulpede uophørligt og uimodståeligt og kaskaderne brød ud igen. Mine teltkammerater vågnede naturligvis ved postyret og undrede hvad jeg havde gang i, men jeg kunne hverken svare eller forklare.
Alting har dog en ende og således osse denne måske den allermest befriende latter jeg nogensinde har haft. Og den næste dag var jeg vidt berømt for min natlige udskejelse. Vores svenske venskabskor, som jo kendte MIG bedre end resten af Korlasje’rne på grund af historien med Ylva (hvem jeg jo osse mødte i samme korsammenhæng 2 år tidligere) og som i forvejen anså mig for at være ret speciel fik jeg at vide, blev jo ikke mindre undrende af en så skør opførsel. Der var jo ikke nogen andre der grinede. Det eneste var Jacob der klukkede lidt når han sendte en ny gang krampe ned i mit mellemgulv, og jeg lå bare dér i det mørke telt i den lumre nat og bed i soveposen for ikke at vække hele lejren, men lige meget hjalp det; jeg kunne ikke holde mit mellemgulv tilbage og ret som det var væltede det ud i store brede hulk.
… Nej jeg begyndte ikke at græde. Humørkurven var som sagt allerede godt på vej opad. Og resten af turen var hyggelig som bare den.
GODE MINDER
Jeg husker vi gav koncert i Tønder hvor Thomas med sine knap 5 år mødte op sammen med hans mormor og morfar. Og jeg mødte hos et par Go’Vänner bagefter større forståelse for at jeg havde valgt ham fremfor Ylva.
Jeg husker hvordan det rislede ned af ryggen og piblede ud af øjnene ved deja vúet fra en kirkeruin i eventyrets Visby/Gotland hvor jeg to år før var klerk og elskede en af korpigerne. Det var på sightseeing i Ribe Domkirke hvor Go’Vänner følte sig inspirerede til at samles på et par bænke og pianissimo pianissimo foredrage den allersmukkeste gregorianske Kyrie Eleison.
Jeg husker diskussionen på højskolen i Vestbirk hvor vi skulle afgøre hvor vi skulle tilbringe de næste dage som var ’fridage’; fri for engagementer. Jeg var ordstyrer i kraft af at jeg var rejseleder og havde i øvrigt den holdning at vores svenske venner, der var i mindretal, skulle ha hver to stemmer. Vibeke talte varmt for Djurs Sommerland. Ikke ret mange af os havde prøvet disse nymodens sommerlande, men der var alligevel større stemning for Vesterhavet. Specielt blandt svenskerne. Sådanne klitkyster har de ikke. Jeg havde stort set ikke talt med Vibeke på hele turen, og hun heller ikke med mig. Hun feriekærstede med Go’Vännen Mats og holdt derfor ret meget til med nogle af dem, men nu blev hun sur på mig fordi hun syntes jeg saboterede hendes forslag, idet jeg fik gehør for idéen om at vores udenlandske gæster måtte ha større vægt i beslutningen. Jeg syntes hun var dum. Men måske var hendes reaktion blot en udløsning af at jeg ignorerede hende. Og derefter blev forholdet mellem os mere afslappet.
Jeg husker Vesterhavet. Vi kørte lidt på lykke og fromme. Nåede ud ved Søndervig, men der var for meget grillbar, så vi trillede sydpå ned over Holmslands Klit og nåede helt ned til Henne Strand hen under aften. Heldet smiler til de tossede; det ku lisså godt ha været at alt var totalt booket op, men vi fik simpelthen et hjørne i den til hav og by nærmeste ende af pladsen. Og helt ugenert, så vi ikke forstyrrede andre lejrgæster hvis vi gik i natlige udskejelser… og det gjorde vi jo gerne. Ikke mindst fordi vores chauffør, der altså var højskolelærer, den aften hev en pose “Grøn Morud” frem og fyrede op under nogle af os.. mig blandt andet. Så blir jeg fyldt med energi og lyst til at spille og synge og lokke en pige med i klitterne. I dette tilfælde hed hun Pia og var korets søde stille. Men jeg snakkede da hun ville bryde op – snakkede tågesnak med chaufføren, der udfra en vis (postuleret) professionel indsigt i tekster – måske var han endda akademiker – fortolkede nogle af mine sange. Han lagde for eksempel et eller andet islandsk begreb nedover det bogstavrim jeg starter Tumlingen Thomsen med: Tus tussi tissemand Thomsen så spæd. Det var meget fint, sagde han og spåede min musik en stor fremtid. Faktisk fik han sat mig griller i hovedet fordi han anbefalede mig at søge en musiklærerstilling som snart ville blive slået op på hans højskole. At jeg ikke gennemskuede den skæve-snak.
Da solen stod for at stå op havde alle lagt sig, men jeg var for speedet og gik alene ned til havet en morgentur. Her blev jeg mødt af det mest forunderlige syn; en halv meter høj og flere meter bred skumbræmme der havde hobet sig op i havstokken i ly af mørket. Vi havde godt nok, selv om det var blevet mørkt inden vi nåede ned på stranden, bemærket at sandet var klistret og vandet en ulækker tyk grøngul suppe. Nu lå denne pølse så langt øjet rakte til begge sider og blævrede i morgenbrisen som en tyk snavset gråhvid enorm maddike. Frastødende og fascinerende på samme tid. Den spærrede effektivt for adgangen til vandet, men i løbet af nogle timer, når solen fik magt, brændte den åbenbart af og efterlod det klistrede lag ovenpå sandet. Man påstod at det var pollen fra de centraleuropæiske skove bragt ud til havet med de store floder. Tjah, hvad det end var var det synd – især for vores svenske venner – at vandet var ulækkert.
Og jeg husker samme eftermiddag da jeg lå og lavede ingenting på græsset mellem vore telte at Jeanett sad lige foran mig og solede sine store bryster mens hun smilende læste i min sangbog, og så på mig der lå og var småliderlig af sommer og udsigten til nøgne boobs; det er jo ganske frækt det her digt!, sagde hun og læste op: Bang glider han helt i bund / rammer den inderste lille rund / tar ny pil frem og lægger den op / i et træk der dirrer hans krop… en kugle går mod en undergrund / en plæne blød, et kæmpestød… strækning af skindet er mandestund. Det kom åbenbart som en erkendelse for hende at jeg kunne være så fræk.
Jeg husker Askov Højskole lige nedenunder den gamle lillebæltsbro, hvor vi gav koncert i kapellet og sluttede af med at forlade koret af bagindgangen. Og én eller anden fik den lyse idé at løbe rundt og komme ind igen fra den anden side stadig syngende fordi de sidste endnu ikke var kommet ud. Alle vi andre fulgte efter som en paternoster. Og Vrisse-Vrastrup (dirigenten) blev lidt knotten fordi det var uaftalt og derfor udfordrede hans autoritet.
Jeg husker de lange busture hvor man to og to kunne få sig nogen rigtig gode snakker, eller hvor hele flokken sad og sang derudaf.
Og finalen i Århus hvor Go’Vänner hyldede mig; på en restaurant i Volden eller Graven sang de Det Gåtfulla Folket i mit arrangement. Jeg vidste godt de havde den på repertoiret thi de havde ladet den komme med i et eksklusivt udvalg som de producerede et kasettebånd med. Meget beærende og delvis oprejsende overfor Vrisse-Vrastrup som havde droppet den uden forklaring selvom han havde lovet at ta den op… mit første gennemførte korarrangement. Go’Vänner kendte den fordi et af deres medlemmer: Greta, som gennem et par måneder var i bibliotekspraktik i København og da deltog i vores korprøver. Hun havde opsnappet den og Mats havde genoversat den til svensk. Den er jo oprindelig svensk: Olle Adolphsson.
Og på banegården i Århus var ferien forbi. Vi stod i en stor rundkreds med armene om hinanden og bølgede mens vi sang Vem kan segla förutan vind, vem kan ro utan åror, vem kan skiljas från vännen sin, utan att fälla tårar. Jag kan segla… jag kan ro… men ej skiljas från vännen min utan att fälla tårar. Og det stemte ganske, for flere stod og græd.
Og endelig husker jeg hjemkomsten til Vesterbro. Jeg var som rejseleder den sidste der blev sat af og sendte vores chauffør hjem med sin bus. Og han betroede mig at han ville fyre en fed at køre hjem på. At han elskede at køre ud af motorvejen i sine egne påvirkede tanker. Og uopfordret pushede han mig en stor portion af sin grønne Morud. Jeg tog imod den fordi jeg er for svag til at sige nej. Og jeg ærgrede mig bagefter, dels over at han skulle blande mig ind i sin amoralske opførsel – hvad fanden ragede det mig, det stillede bare min egen amoral i relief at jeg ikke sagde fra overfor det. Og dels at jeg ikke sagde nej tak til hans hamp. Jeg forsøgte at kompensere lidt for svagheden ved at skylle det ud i lokummet. Men det var omsonst; renheden holdt ikke til mødet med storbyens ensomme virkelighed i sommeren 87
© Bo Richardt
Espergærde 1996