Der er et liv det er umuligt at nå, det ligger bag det store hav.
Der er et skiv uden mast og rå; pindebrænde i bølgeslag.
Jeg savner en ven og igen og igen
vil jeg stryge udefter med vinde.
La’ fingrene spinde mig en tråd til den
der nu kun er et falmende minde.
Et tog slår hastigt mod skinnerne, det knokler på med dagens dont.
En fugleflok er på vingerne; bærer mod en fjern horisont.
Men mine tanker de flakser kun forvildede rundt
kan ikke finde nogen vinde.
Og tråd’n og mine fingre filtrer sammen i et bundt.
Ska’ det ikke ende nogensinde.
Cumulus sejler på verdens blå, med store grå bygetunge sejl.
En mørkegrøn skov som jeg ikke så, titusind våde glimt fra bladenes spejl.
Sender de en hilsen fra min tanke måske;
at jeg stadig er helt håndfast tilstede.
Ved du det, har du noget bevis du kan se
og forstå af min virk’lighedsglæde.
© Bo Richardt, Vanløse august 1985
den gamle node herunder har fejl og er desuden ikke udbygget nok til variationerne i sangen.
Historien om Ylva er også en historie der fortjener at blive fortalt, ikke mindst for den gode morale at jeg alligevel til sidst valgte Thomas. Og ikke kun moralsk.. det var også den rigtige følelse. Thomas var mit livs største kærlighed og det kunne selv ikke den fantastisk spændende og dejlige Ylva leve op til. Det indså jeg endeligt første gang vi skændtes lidt og hun gik ud i den disede grå oktober-eftermiddag ved randen af skærgården hvor vi var kørt ud. Jeg blev i bilen; dybt fortvivlet over konsekvenserne af mit valg; at flytte til Gøteborg. Jeg prøvede ærligt at udtrykke mine følelsers forbehold, og hun indså at hun kunne ikke hamle op med min 3-årige søn. Og hun ville heller ikke hamle op med ham, hun havde jo lært ham lidt at kende og hun havde en totalt jævnaldrende (fire dage yngre) datter som hun på ingen måde ku forestille sig at lade i stikken, derfor var det mit valg; Gøteborg eller nej til at leve sammen. Og hun elskede selv barnet så meget så hun vidste hun måtte gi slip på mig.
Hvorfor hun elskede mig vil her bringe for vidt omkring i lommepsykologien.
Sangen er skrevet medio august en aften hvor jeg sad på en bænk ved Svanemøllen Havn og hørte Kystbanetogene i baggrunden mens jeg kikkede ud over det smukke Øresund med drivende sommerskyer mod længslernes kyst i det fjerne. Det var 3 uger siden jeg havde forladt Gøteborg efter en utrolig uge i eventyrbyen Visby på Gotland. En uge med jublende forelskelse.. hvis nogensinde englene sang for mig.
Da jeg et par timer senere kom hjem til kollektivet i Vanløse viste det sig at min skønne havde ringet forgæves netop som jeg var på Bænken. Straks ringede jeg tilbage; hun var på springtur og hoppede straks på et tog til Helsingborg hvor jeg skulle møde hende og betale billetten.. det måtte ikke kunne ses på hendes budget. Kl 21 stod jeg og tog mod hende på Färjestationen, hun skulle hjem igen allerede kl 7 næste morgen.
Der brød hun sit bud om at ugen i Visby var udenfor tid og rum; en ferieflirt, og vi skulle aldrig ses igen.. øh, før i oktober (!) da vores to venskabskor skulle mødes på weekend i Gøteborg.
Og efter denne første springtur var der flere indtil hun ultimo september sparkede sin mand ud..
Ha! Mens jeg sad og skrev til Cumulus om at sende en hilsen fra mine tanker, så var hun anderledes kontant og handlekraftig.. sikke en nat, og hun kom først med toget hjemad kl 11 fra Helsingborg.