Jeg drikker måske oss’ for meget, for meget kaffe.
Og alt det brune bitter beget, er dyrt å skaffe.
Og jeg er kun et skaffedyr; en lille væver mus,
der piler rundt fra træ til træ.
Der blir et værre stort postyr, et vældig heftigt hus,
hvis ikke a’ jeg skaffer hva jeg ska.
Jeg ska ha selleri og sukker, et par uldne mamelukker
og to marmeladekrukker hjem til frosten.
Et par oste-endeskiver til de mindste, når de piver.
Jeg har stor familie-iver, jeg ska hold’ på dem med kosten.
Så jeg drikker måske oss’ for meget, for meget kaffe.
Og al det vand der skal i beget, er tungt at skaffe.
Når jeg har slæbt det hele hjem, jeg orker ikke mer,
men kaster mig træt foran TV’en.
Der går jeg ganske hen i glem, og ser ikke hvad jeg ser,
før mutter kommer med en lille een – og si’r:
Nu ska du føre statistik om din socialmekanik,
fyld’ rubrik efter rubrik om al slags færden.
Hvilken nød fandt du hvor?, var det idag eller igår?
Der’ så meg’t man ikk’ forstår når man får set sig om i verden.
Så jeg drikker måske oss’ for meget, for meget kaffe.
Aroma oma søde sorte, men så svært å skaffe.
Men når, i herskabsstuerne, jeg sådan piler rundt
og ser hvormeget kaffe de får.
Så må jeg hen på’n kaffebar – årh, jeg ved det’e ikke sundt –
og knalde mig endnu en lille tår.
Og drømm’ om varme sommer-enge, varme piger, mange penge.
Og en sø med solens blænge; tusind glitter.
Frie fald fra frosne tinder, frosne æblerunde kinder…
Se dog bar’ hvor solen skinner gennem kaffebarens gitter.
© Bo Richardt, Vanløse februar 1985
Når man sidder der som lønslave og må knokle med sine tabeller og statistikker, sin vedligeholdelse af pladsen ved tandhjulet, så må man engang imellem ha nogle opkvikkende stimulanser. I 85 var det stadig tilladt at ryge og drikke øl, også på mange arbejdspladser, det er forbudt her i 2009. Nu skal vi være så fokuserede på funktionen ved tandhjulet så den sofistikerede samfundsmaskine kan køre endnu mere målrettet og kaste mammon af til dem der i forvejen har.
Men kaffe er dog stadig tilladt. Og jeg drikker stadig for meget af den. Den er det eneste tilbageværende symbol på at jeg kan holde en lille pause og føle at jeg har det godt; rusmidlernes dybeste funktion.
Men hvor meget kaffe får egentlig de rige ?
Oktober 2009