Så tog vi hjem med tog og i München havde vi en dag hvor der lå 20 cm sne på de udsprungne tulipaner. Hjemme stod Karen af i Sønderjylland hvor Thomas var hos sin morforældre, og jeg fortsatte hjem mens jeg sæføli tænkte meget på de krav jeg ikke ku leve med, og det barn som var min største kærlighed i verden.
Hej hej hej hej, nu falder jeg til patten.
Nu vil jeg ikke provokere mer.
Nu ska hun få’n præcis som hun vil ha den;
måske lidt slatten, men det’e der ing’n der ser.
Nu er det slut med alle dumme kunster.
Nu vil jeg knokle så’n så A ka bli til B.
Slet ikke flere dumme dovne bøvsedunster –
hvor er så patten (ta den), handling ska der til.
Hej hej hej hej, jeg glemmer mine lyster.
vil helt hold’ op og tænke på mig selv.
Ikke mere drømme dytte flotte bryster,
men strengt forpligte mig til al nødvendig gæld.
Så vil jeg bøje da min nakke under åget
og slæbe al det vand som slæbes skal.
Slet aldrig mere vær’ naiv og fjoget;
og insistere på mit eget frie valg.
Hej hej hej hej, jeg ejer ikk’ en jante,
og ingen ret til at være unormal.
Må bar forbli så sølle som en stumpet slante.
Må hold’ mig skjult så ikke mor blir gal.
For jeg har.. jeg har selv bygget dette stængsel
af sol og snot rørt op med barnegråd.
Og hvis jeg flygter fra det visner jeg af længsel;
jeg vil selv høste den ager jeg har sået.
© Bo Richardt Vanløse, 1985