Imens kan du jo lige fornøje dig med en overvejelse over det gamle ord: Skatten ligger ved Regnbuens fod.
Jeg ser Anders And og Fætter Højben for mig; en gammel historie hvor de jagter en gylden pengekiste i skovbrynet hvor regnbuen slår ned. Nu er de jo også amerikanere og således besat af guldfeberen, så jeg har altid efter dem tænkt ’skatten’ som en sørøveragtig kiste fuld af guld og juveler.
Men en sommerdag i nullerne hvor jeg stod i min have, begyndte det at regne; en byge fra de mørke skyer over mig, mens solen skinnede ind under ude fra vest.
Ha, lige her hvor jeg står ender regnbuen!, tænkte jeg, JEG er skatten ;-), og så gik det jo op for mig hvilken skat der menes i det gamle ord; det er jo grøden, som netop er stærkest dér hvor der er både sol og regn. Grøden… sæføli, guld er jo for intet at regne hvis man ikke har mad, sol og ferskvand.
Da Karen var gravid i maj 82, tog vi på en cykeltur til Mols Bjerge. (den historie kan du læse her). **** LINK
Her så jeg regnbuen slå ned i Æbeltoft hvor Karen var blevet tilbage på en campingplads, mens jeg var cyklet alene over til ’Bjergene’. En flere hundrede meter bred regnbuefod der i sandhed viste hvor skatten var… det voksende foster der siden skulle blive til Thomas. ***** LINK
Dér indså jeg at godt nok ligger skatten ved regnbuens fod, men dens værdi er proportional med det arbejde det er at trække den op af sumpen.
Og det gælder jo egentlig for al ordentlig værdi: det er arbejdet der bærer lønnen… det er derfor Lottolykken er løgn, som der står i Børnemarch. ***** LINK