En historie om reinkarnation og hvaler
Mulle og Dalla; 2 små englevenner, lå på en sky og kikkede ned på Jorden ved juletid. Puttede sig i de bløde sneskyer og snakkede om de engle-figurer menneskene hænger op i deres huse når dagene er mørkest.
De havde været engle i mange år, og nu var det deres tid til igen at blive mennesker, og ta en tørn med det jordiske liv. Derfor lå de på udkigsskyen og så ned på menneskeverdenen. De skulle være parate når der var to; en mand og en kvinde, der elskede hinanden. Som engle var de en del af Guds syn der ser alt.
Dér!, sagde Mulle pludselig ret som det var; nu er det min tur, da hun så to kærlige mennesker arbejde sammen om at ønske sig et barn.
Og så – pfui! var hun af sted og dykkede ned i en lille haletudse-sædcelle der svømmede frem mod ægget. Med Mulle som motor og kraft, blev det netop dén lille haletudse der blev lukket ind i ægget.
Hej! sagde ægget til haletudsen, og de to smeltede sammen til begyndelsen på et nyt menneske.
Hov, råbte Dalla, vent på mig, der er TO æg.. vi skal være tvillinger.
Men Dalla havde altid været lidt langsom. Hun havde nok været dovendyr engang i et tidligere liv. Nu skulle hun lige hente sine venner hvalerne som ville med. Dalla var en meget sød engel og kunne ikke sige nej selvom hun vidste det var forkert. Men fordi hun sådan ville være sød mod sine venner var hun lige ved at komme for sent. Hun fik nogen skrammer i sit knogleværk, da hendes udvalgte haletudse-celle allerede var fremme, og begyndte at gå til grunde når den ikke havde nogen sjæl med. I sidste øjeblik smuttede hun ind i cellen, der livede op og blev lukket ind i ægget. 3 af hvalerne nåede at smutte med.
II
Den lille kone, der var blevet gravid den julenat, mærkede at der var noget galt. Hun blev syg og gik til lægen. Han kikkede ind i maven på hende med nogen lydbølger, men kunne ikke se andet end at der var tvillinger derinde. Hvalerne havde Dalla gjort usynlige så ingen skulle opdage at hun havde ladet dem komme med.
Den stakkels kone var meget syg hele foråret og sommeren. Hun kastede op næsten hver dag i et halvt år, mens maven voksede og voksede til en kæmpe vandballon. Da sommeren stod på sit højeste blev hun indlagt på hospital. Hun måtte ikke længere gå, af frygt for at bundproppen eller maveskindet ikke kunne holde til trykket.
Er du sikker på der ER to?, spurgte jordemoderen en dag, da hun med sit stetoskop kun kunne høre én hjertelyd. Til sidst fandt hun dog også det andet hjerte; helt nede i bunden lå Mulle spærret inde. Hun kunne ikke bevæge sig for den enorme vandballon, der bare lå ovenpå hende og blev større og større. Mens hun lå der i sin ubekvemme stilling, kunne hun høre hvordan Dalla svømmede rundt og hyggede sig med sine venner hvalerne. Snyd.
Piger og hvaler voksede, og den søde lille kone var nær ved at briste, mens sommeren bagte på maveskindet og varmen bølgede gennem havet. Hvalerne blev større og større og legen var ikke så sjov for Dalla mere. Hun fik selv vand i kroppen, og var lige ved at opgive ævred i utide for at vende tilbage til Himlen.
III
Når mennesker dør og bliver til engle husker de det liv de kom fra. Husker kærligheden til de nærmeste og lover at vente på hinanden når det uafvendelige sker. Det er en stor trøst.
Så skal vi ligge deroppe på skyerne, og passe på vores efterladte kære, med gode råd og historier om natten. Og vi skal rigtig holde englefest, med slagtøj, basuner og sang, når vi mødes igen.
I sorgløse engletider venter vi på alle dem vi følte omsorg for og vil vente på. Derefter er det tid til et nyt kødeligt liv på jorden. Når vi således en skønne dag er rykket frem til udkigskyen ønsker vi held og lykke til hinanden, får vores tur, renses for erindring og starter forfra på livets cyklus.
Hvis Dalla ikke gennemførte menneskelivets kærlighed, kunne hun ikke komme tilbage som menneskeengel, når hun ikke havde nogen at vente på. Så måtte hun rykke nogen felter tilbage, og gennemgå liv som flue eller snegl, eller måske endda som krebs, der ædes af hvaler. Hun kunne også være mere heldig ikke at blive ramt så hårdt, og måske få nogen chancer som mus eller elefant, eller måske hval.. for at lære hvad der er hvalers vilkår. Men DET ville hun ikke, hun ville være menneske, og prøvede at drikke noget af vandet, for at det ikke skulle fylde lisså meget…
IV
Nej, det var slet ikke sjovt mere, hverken for Mulle eller for Dalla. Endsige for den syge lille kone der svedte tran i hedebølgesommeren. Og drak litervis af vand for at holde havet intakt..
I starten af august, syv uger før de to små piger egentlig skulle fødes, syntes lægen at nu måtte det være nok. Han turde ikke vente længere; den lille kones udspilede ballonmave voksede med en cm i omkreds om dagen, og en bagende sommerdag, hvor det var allervarmest, befalede han hende at hun hverken måtte indtage vådt eller tørt efter kl. 10 – så ville han prikke hul på ballonen senere på dagen, når han fik tid.
Det blev en lang tørstig dag, hvor den søde lille kone dog fik lov til at sutte på en isklump af og til.
Det var en travl dag for lægen; trafikulykker og andre mere påtrængende opgaver kom foran, så klokken blev ti om aftenen før operationsstuen var ledig og lægen havde tid.
Dér blev først Mulle befriet fra sit trange fængsel. Hun var endnu ikke helt klar til at trække vejret godt nok selv, så hun fik en lille luftpumpe til hjælp.
Splash!, sagde det på gulvet, da Dallas hav blev åbnet og straks efter lå også hun på et bord i menneskenes verden, hvor de hvide kitler hersede med hende. Hun havde slugt så meget vand at hun ikke kunne trække vejret selv, og var lige ved at dø, da hun ikke længere fik blodets forsyninger fra sin mor. Men menneskene har deres metoder; de stak lynsnart nogen plasticrør ned i hendes lunger, sugede vandet op og satte en maskine til at trække vejret for hende.
Dalla var endnu langt væk i sine drømme om hvalernes sang i havet, men langsomt falmede de bort, efterhånden som hendes sjæl vågnede efter den hårde tid som foster. Hun vågnede og prøvede at kalde på dem, men plasticrøret spærrede for hendes stemme. Hun råbte og kaldte, men fortvivlende stum, efter sine venner; ingen lyd var at høre. Hvalerne var væk.
De ekkoede fjernt i hendes sjæl. Hvad blev der af dem da vandet forsvandt i risten på operationsstuen?
Den søde lille kone lå et andet sted i det store hospital, endnu ikke vågnet op efter operationen. Hendes krop med varmen og de trygge lyde af maverumlen og hjertepumpen, som de to små liv havde levet i siden de forlod på deres englesky, var også væk. Også hun drev på længslernes hav i sine sære bedøvede drømme om nogen børn hun skulle nå, men ikke kunne. De flød hele tiden væk fra hende ud på det åbne hav, hvor de var prisgivet. Hun SKULLE nå dem, men kunne ikke. Kunne ikke hjælpe og trøste dem.
V
Engle husker menneskelivet. Men mennesker glemmer alt om englelivet i dagene efter fødslen. Al erindring forsvinder, som drømme der kun kan huskes hvis de straks fortælles. Men nybagte mennesker har ikke noget sprog at fortælle med. De kan ikke holde fast i de luftige drømme. Sjælen er renset og skal begynde på ny.
Sådan er det meningen og derfor må englene ikke ha noget med sig når de forlader Himlen.
Dalla var blød overfor hvalernes bønner om at komme med, når de puffede hende med deres bløde muler, og tænkte at det betød vel ikke så meget om hun gav dem lov. Men det var alligevel snyderi, og snyderi straffer for det meste sig selv. Der lå hun nu og græd dybt inde i sig selv over sin ensomhed. Hverken mor, hvaler eller Mulle under Havet var længere hos hende.
Hun havde næsten troet hun selv var en hval, men nu var hun bare et forladt menneskebarn som måtte lide under sin engels ubetænksomhed, opsvulmet og syg af alt det vand hun havde slugt.
I nogen dage lå begge pigerne på hospitalets neonatale intensivafdeling i hver sin plastickasse.
Dalla med slanger, rør og grimme lyde fra den maskine der trak vejret for hende. Hun græd af sorg og arrigskab, men der kom dog af og til nogen store hænder ind gennem huller i kassen, og viste hende en lille smule at der er også kærlighed i denne nye verden med det skarpe lys.
På andendagen så hendes far, det lange tænkende rær, at hun fortrak ansigtet derinde under varmelampen i sin kuvøse. Han havde hænderne inde for at omslutte hendes lillebitte krop med sin omsorg. Pludselig forstod han… det lille forgræmmede ansigt, og så bedende hen på sygeplejersken, der bekræftede med et professionelt nik. Da græd han; lille ven så hjælpeløs og forladt, frarøvet din trygge livmoder og endda frarøvet muligheden for at tilkalde hjælp.
Igen dryppede der lidt saltvand på gulvet… som pumpede hans store hænder endnu nogen rester af havet og længslen efter de forsvundne venner ud af hendes opsvulmede krop. Sugede det op med de følsomme fingre og lod det løbe ud af øjnene, mens han gav hende navnet Lærke; der betyder glæde, grøde og høj himmel.
Heldigvis gik kun få dage før de små nye ufærdige lunger selv kunne klare det arbejde de var skabt til, og de to små piger, kun halvt så store som nyfødte normalt, kunne komme ud af plastickasserne og mærke menneskekroppenes bløde varme. De lagde deres æblesmå blege kinder mod en brystkasse… og genopdagede hjertet. Ensomheden var slut.
Mulle, der igen skulle til at lære sig selv at kende som menneske med navnet Pil; den der skyder sundt op fra sumpen, var så pyttelille at hun ikke kunne gabe over en brystvorte.
Og Pil var vred.
Osse hun havde jo tilbragt de første dage i den golde kasse under varmelampen. Som en ekstra uretfærdighed efter at hun flere måneder havde ligget mere og mere fastlåst under havet, mens det voksede.
Det sad i hende som en ubehagelig erfaring; at ligge så fastklemt. Og så skulle hun endda lide den tort at skulle ud i utide når det ikke var hendes skyld. Snyd. Dobbelt snyd.. Tredobbelt snyd!
VI
Efter endnu nogen uger på hospitalet var de to nye mennesker klar til at komme hjem til det sted i verden hvor skulle leve det nye liv.
Menneskene; den søde kone, det tænksomme rær og to lyshårede syvårige drenge, de skulle dele det med, var søde og sjove, og livet var fuldt af undere. Solen skinnede, regnen plaskede, fluer kildrede når de kravlede. Menneskene lavede lyde der gentog sig og begyndte at betyde noget. Ting og tanker.
Lærke glemte hvalerne og fandt sig nogen nye venner; Babam med den lyserøde plyspels og aben Bongu der blev helt flad af den ære at tjene som hovedpude.
Men Pil fik ikke lov til at glemme. Hun havde til stadighed svært ved at trække vejret. Hun blev forkølet hen på foråret og var lige ved at dø. Blev indlagt og lå igen på den underjordiske intensivafdeling med overvågning og slanger og ledninger. Denne gang dog ovenpå sin mor eller far der sang og sang og sang livets sange igen og igen. Sangens forunderlige livskraft fik de svage lunger til at pumpe som blæsebælge.
En lang kold regnfuld weekend lige henover 1. maj lå de dér. Endelig om mandagen fik hun lov til at komme ud en tur i barnevognen, da lavtrykket var passeret og havde renvasket verden til en frisk og farvestrålende majdag.
Solen ramte det lange rær i nakken da de kom ud af hospitalets skygge, og bankede den fortrængte angst, sorg og medfølelse ud af øjenkrogene. Det var overstået. Dér lå hun og sov med rolig vejrtrækning i den iltrige forårsluft.
VII
Den oplevelse, og flere der fulgte, fik den lille familie til at søge væk fra byens forurenede luft. Ud til de nordlige forstæder hvor luften fra landet, skoven og sundet var nærmere. Der fandt de et hus med et stort badekar. Og – oh lykke – en dag, hvor hun svømmede rundt i badekarrets ’hav’, genfandt Lærke sine venner. Gensynsglæden var stor, og hun tilbragte timer i badekarret til hendes menneskehud var ved at gå i opløsning. Hvalerne var usynlige, så det var kun hende der kunne se dem. Men hun fortalte om dem så godt hun havde lært sproget at kende gennem små 3 år.
Dér havde hun nogen lykkelige år med sine lystige venner. Hvalerne i badekarret var dog kun genfærd af de rigtige hval-venner, som rejste tilbage til Himlen da de så brat blev adskilt fra Dalla ved den brutale ankomst til menneskelivet. Fra hval-himlen holdt de øje med hende og så at hun svømmede i et stort badekar. Så kunne de besøge hende, og lege med hende igen.
Men mennesker vokser og kommer i skole, og en skønne dag, ligesom i sangen om Puff – Den Glade Drage, var hendes venner igen borte.
De forsvandt den dag hun ikke længere troede på at hvaler kan være usynlige. Heller ikke Lærke kunne længere se dem og lege med dem, og glemte dem igen. Men det var så okay… der er masser af anden kærlighed i verden. Mange andre søde venner at dele livet med… som vil skubbe ens kørestol.
Ó Bo Richardt,
Espergærde, 19. maj 2007