juli 1982
Hele dagen havde vi cyklet gennem dybe mørke smålandske nåleskove. At himlen var pyntet med liflige sommerskyer havde vi kun set i kortere stunder når vejen snoede sig ud af skovene og passerede gennem romantiske bygder med stengærdede marker og de typiske “falu”røde træhuse, -stalde og -lader, hist og her afløst af de mere statelige gulmalede herskabsboliger med lysegrønne bliktage. Så det meste af tiden havde vi nydt den højloftede let susende ro på de småt trafikerede grusveje. Der var ikke noget vi ville nå, så kursen blev sat efter næsen og det var alene for ikke at diskutere og vælge vej ved hvert eneste lille vejkryds, at vi havde sat os et mål i Eneryda, hvor der sku ligge et “glasbruk”. Vi vidste næsten instinktivt at det nok ville bli en skuffelse… eller det var vel egentlig ikke noget vi vidste, men en slags feriepolitisk beslutning: vi jagtede ikke seværdigheder. Vi jagtede overhovedet ikke men kastede os fuldt ud i friheden. Som en konsekvens af denne beslutning havde jeg osse undladt at ta kamera med, i erkendelse af hvor mange gode oplevelser der forsvinder i lysten til og anstrengelsen for at forevige dem visuelt.
En gammel mand med en lisså gammel blød hat, trillede på sin bedagede “havelåge” sindigt forbi os et sted hvor vi holdt hvil mens vi guflede i os af naturens velsmagende rigdom: hindbær og blåbær. Han løftede armen og nikkede til os. Vi hilste naturligvis igen. Lidt senere så vi ham gå langt inde i den mosbløde underskov og kikke efter noget på jorden, mens han gamle cykel stod op af et træ… ulåst naturligvis.
Næste gang vi nogle kilometer senere mødte ham, kom han cyklende bagfra mens vi stod og beundrede en gammel herregård af vejrbidt grånet tømmer: Abrölla. Et syn som vækkede mindelser om et frilandsmuseum. Meget smukt i sin gedigne kvalitet.
Jeg prajede den gamle for at spørge hvor i bygden vi kunne proviantere. Han standsede cyklen og fortalte på en syngende smålandsk dialekt at der lå en ‘lanthandel’ i Hökön. Min makker; AG fattede ikke en lyd af hvad han sagde: det ku lissågodt ha været oldarabisk. Men jeg høstede fordel af at ha boet i Sverige engang, så selvom jeg heller ikke fik det hele med ved den stærke dialekt, så havde jeg dog den herlige fordel at kunne snakke lidt med ham. Og den glæde at se ham løfte øjenbrynene en anelse, formodentlig i overraskelse over at vi var danskere, när jag nu pratade ett såpas bra svenskt.
Han fortalte at herregården var fra 1700-tallet, og guidede os ind mellem stengærderne til en gårdsplads mellem nogle af de museumsagtige længer. Pegede og fortalte at han selv var født og opvokset blandt tyendet på gården. Jeg gik og tolkede lidt så osse AG kunne følge med i historierne.
Efter vores minirundvisning, takkede vi farvel og gik tilbage til vores cykler, og mens den gamle trak omkring og forsvandt mod øst studerede vi kortet for at se hvad vej vi nu skulle. Vi prøvede at køre efter princippet: solen i ryggen, men af og til var det nu alligevel rart at tjekke hvor vi befandt os så’n mere geodætisk. Og videre nordpå over Hökön hvor vi entrede den eksotiske landhandel, så typisk svensk i sin mellemting mellem købmand og isenkram med et islæt af håndkøbsapotek og klædevarer.
LEJRPLADS FOR NATTEN
Hen sidst på eftermiddagen åbnede pludselig skoven sig nedover en bakke, og åbenbarede en fjern sigt mod nord. Et befriende syn efter skovene der i deres tunge halvmørke til sidst kan virke næsten lidt klaustrofobiske. Ha!, sagde jeg højt for mig selv, sandende det gamle ord at heldet følger de tossede. AG så spørgende tilbage på mig.
Jeg vædder på at der er søer forude, forklarede jeg mit spontane erkendelsesudbrud. Og se; skyerne viger og vinden lægger sig. Det tegner til at bli den smukkeste sommeraften man kan tænke sig. Vi standsede og fandt igen kortet frem i cykeltasken for at studere mulighederne. Og ganske rigtigt: Virestadsjön og Garanshultasjön hed et par blå pletter på kortet. De bredte sig over 5 – 10 kvadratkilometer mod nord, vest for den vej vi kørte på. Men kortets målestok var for stor til at vise hvordan vi sku komme ned til søbredden. Det var kun at prøve sig frem.
Glade og forventningsfulde over udsigten til en god lejrplads susede vi ned af bakkerne, ud af skovene ned i lavlandet omkring søerne. Agerland – gammel søbund fra engang hvor de havde været større. Men ikke lige nogen passende tillokkende mulighed for et sted at slå lejr. Således passerede vi Virestadsjön, den første og største af de to søer. Før det lite samhälle som, søen var opkaldt efter, drejede vi til venstre i et vejkryds for at tjekke mulighederne ved åen mellem de to søer. Vi standsede på en bro og lænede os, stadig siddende på cyklerne, op af et jerngelænder. På en lille græsplads ved åbredden lige nedenfor vejen, kappedes to drenge om at være mest irriterende. De sloges om hvem der sku gøre hvad i en lille gummibåd de plaskede rundt med og i. Lidt væk stod en bil og en campingvogn hvorfra en voksen mand pludselig stak et hoved ud og bidrog til stemningen af ferie og familiehygge med højtråbende snerrende irritation: Håll käften!!, jävla unger. Vi så på hinanden og i tavs indforståelse vendte vi cyklerne for at finde en anden lejrplads… der var osse alligevel for mange myg.
Tilbage til den anden vej. Nogen kilometer længere nordpå fandt vi en afstikker i retning af Garanshultasjön, den nordligste og mindste af de tre søer. En smal skovvej. Snart endte den ved en låge. Denne var til begge sider forbundet med et tyndt ståltrådshegn som forsvandt ind i skovens dyb. På den anden side fortsatte vejen, nu kun som et stenknoldet hjulspor. Vi efterlod cyklerne med bagagen og gik videre. Efter nogle få hundrede meter åbnede pludselig søen sig bag krattet til højre: grøngul sivskov bredte sig let duvende udover vandet fra eftermiddagens varmeflimrende søbred. Endnu et halvt hundrede meter gik vi i skyggen af en langstrakt klippeknold ved vandkanten indtil bjerget lagde sig og åbnede for udsigten til den anden side. Her endte vejen ved en bådplads uden båd, men med spor i mudderet der viste at det ikke kunne være så længe siden der havde ligget en. Kysten skiftede retning fra vest til syd og efter endnu små hundrede meter bredte den sig ud til en lille sandstrand, og fortsatte endnu et stykke indtil osse skovbevoksningen ophørte og den lille halvø endte i den mest vidunderlige lille odde. 20 – 30 meter lang, 3 – 4 meter bred græsbevokset, flad, yderst teltegnet lille landtange der strakte sig ud mod syd og åbenbarede en stor indbugtning af søen mod øst helt tilbage op mod landevejen hvorfra vi var kommet. Og hvorfra den tidlige morgensol osse ville komme. Vi følte det nærmest som at sidde på en lille græsholm midt ude i søen.
Skyerne var efterhånden stort set forsvundet og brisen havde lagt sig. Solen lagde an til at banke ned i den totalt spejlblanke sø nogle timer senere. Myg var der mærkværdigvis ikke nogen af og kun et par enkelte ugenerende tilfælde af civilisation: et hus på den anden side af søen, en lille kilometer væk, hvorfra vi undertiden hørte stemmer forbløffende tydeligt, som om de blev ført til os via et tyndt tyndt rør gennem den enorme dyne af stilhed der hvilede over det solbagende vand. Og en vej hvor en bil af og til ridsede i lydtæppet med en fjern og harmløs snerren. Mere perfekt naturlejrplads kunne vi aldrig drømme om at finde. Det var en skæbnens belønning til vores spontane sommerhumør og åbne sind. Der var kun det irriterende problem at vi altså havde forceret et hegn. Vi var i et indelukke og kunne ikke bare slå os ned, idet jo Allemansrätten foreskriver respekt for indhegnede steder. Og vi ville ikke gøre det på trods, selvom det virkede stærkt fristende og umiddelbart uforståeligt (og uforskammet!.. hvad fanden bilder de sig ind(?); et stykke af paradiset!!) at det var indhegnet. Vi ville ikke risikere at få aften-/nattefreden ødelagt når båden kom tilbage eller hvis nogen følte sig påkaldt af en lille lejrbålsrøg.
Tilbage til cyklerne. Som vi tungt trak op mod landevejen. Tungt både fordi det gik op ad bakke, men osse fordi vi var bange for at få afslag på at slå lejr derude i søen.
Vi kørte ind på den nærmeste gård for at finde nogen at spørge og for at få fyldt og forfrisket vores drikkevandsforsyning. Vand var der okay i en udendørs vandhane ved en ladeport. Og alting stod åbent, men der var ikke nogen mennesker der reagerede på vores kalden. Der var ikke engang en hund der gøede. Det eneste levende vi fandt var nogle grise der lå og dovnede i mudderet i en solkrog og dem ku vi jo ikke så godt spørge.
Hvad gør vi? Vi så på hinanden og rundt ud i landskabet. Den næste gård lå et godt stykke tilbage af vejen vi var kommet fra, og mod nord bredte skoven sig til begge sider. Det virkede ikke sandsynligt at der var noget mere relevant sted at spørge. Vi stod endnu en tid ved den rødmalede ladevæg og ventede på at nogen sku dukke op, men det skete ikke. Og vi betragtede det som held i uheld forsåvidt at vi i det mindste havde forsøgt at spørge, men på grund af omstændigheder der lå udenfor vores kontrol ikke fået nej… om end naturligvis heller ikke ja. Og så, i pludseligt hastværk at det ikke sku ødelægge vores beslutning hvis nogen alligevel dukkede op og undrede hvad der var vores ærinde, skyndte vi os at bestige vores cykler og finde tilbage ad skovvejen. Fik åbnet leddet og trak cyklerne med af stien helt ud til landtangen. Imidlertid stillede vi vores telt i ly af de sidste træer, på sandstranden istedetfor på selve tangen. Vi kunne godt nok ikke se andet end skov bag den østlige bugtning op mod vejen, men ville ikke udfordre heldet. I bunden af bugten gik en flok brune køer i aftensolen. Formodentlig var det deres fold vi var trængt ind i, men de var så langt væk at vi ikke følte os urolige for om de sku finde os.
Og så gik aftenen som sådanne aftener skal med lidt minimal lejretablering og spritkogermad og så i øvrigt bare 280 % afstressning i nydelsen af den storslåede natur i vores vildtvoksende svenske baghave. De to tvillingesole – den egentlige og dens perfekte spejlbillede – nærmede sig hinanden omkring den spejlglasagtige vandoverflade, en spejleffekt der yderligere forstærkedes af det meget okkerbrune vand, der var så mørkt at man allerede ved knæene ikke længere ku se tæerne, så det indbød ikke så meget til at bade. Det minus måtte vi dog tåle. Det var nok værst for AG for jeg har alligevel aldrig været nogen vandhund.
De sidste skyer lå som små guldrandede mørke klatter mod aftenhimlens farveorgie, der mens mørket faldt på chancerede i orange og selvlysende grønt mod nordvest. Vi lå i vores soveposer, vedligeholdt et lavt knitrende lejrbål med krudttørre fyrrenålekviste og snakkede, og lyttede til bålet og skovens stilhed. Og af og til de tynde lyde fra menneskeboligen derovre i det mørke skovbryn hvor den lå med lys i vinduerne og lignede en gul stjerne. Et lavtflyvende andepar tegnede hver sin neongrønne kølvandsstribe da de gled til landing langt ovre i nærheden af den modsatte bred. Og mens stjernerne glitrede og mosekonen begyndte at trække et svagt tæppe op af vandene, sov vi ind hvor vi lå.
MORGEN
Jeg vågnede tidligt ved at jeg frøs og stak snotten frem i en tæt tæt mælkehvid dagning. Anede ikke hvad klokken var, men måtte op for at tisse og hente en trøje inde i teltet. Jeg havde egentlig tænkt at prøve at sove lidt mere men rystede af kulde og begyndte i stedet at løbe frem og tilbage på tangen for at få lidt omløb og varme i kroppen. Pludselig blev tågen gul foran mig hvorefter jeg rendte lige ind i et tågefrit hul, hvor morgensolens varme lys hamrede ned i mine skuldre og min ryg. Kulden rendte af mig som vand af en gås og erstattedes af et afslappet velvære helt ud i fingerspidserne. Jeg var blevet lysvågen og løb tilbage for at hente mit soveposeunderlag at sidde på, spritapparatet, pulverkaffen og min dagbog, mens hullet i tågen bredte sig henover vores lejrplads og ud over søen hvor nattens alfer opgav dansen og rendte bort for at skjule sig i de dybe kølige underskove. Tågebankerne drev afsted i tottede flager. Snart åbnede et stort stykke af søen sig og åbenbarede fjerne solbeskinnede skovbryn hvor hvide birkestammer lyste op imod de mørke nåleskovsbaggrunde. Men straks igen lukkede nye vathvide skytotter for synet.
Langt borte mod nordøst bag søens utallige bugtninger lød pludselig den fjerne morgenbrølen fra en kåd tyr. Jeg bildte mig ind at det var en elgtyr, men måtte indrømme at der var tilstrækkeligt med landbrugsland rundt om søen til at det lissågodt ku være en almindelig tam bondetyr… måske endda blot en ko. Egentlig var det ligemeget. Brølet var så fuldt af kraft og morgenglæde at smilet uvilkårligt bredte sig fra det ene øre til det andet og flækkede mit ansigt i to lige glade dele. Igen og igen ekkoede det mellem søens bugtninger af orgasmeagtig livskraft. En livskraft der boblede i alting mens solen hastigt fordampede mosekonens nattebryg.
Mens jeg sad og nød en portion filmjölk fik jeg øje på nogle millimetersmå insekter der skøjtede rundt på vandoverfladen. Pludselig fik fire af dem kontakt med hinanden og dansede i rundkreds i et symmetrisk mønster, hvor de hele tiden skiftede plads – som hvis man forestiller sig hjørnerne i et kvadrat hvor de to sider buer let udad og de to andre let indad. Og hvergang skete det på eksakt samme tid at de satte af hen til næste hjørne. Igen, igen og igen. Uvilkårligt kom jeg til at le over denne livets morgendans.
Efterhånden fik solen mere magt og spredte tågen helt og definitivt til fordel for en lovende hed sommerdag. Morgenradio pejlede sig ind på os i det tynde rør fra civilisationen… en lille hund gøede. Nu hvor solen kom fra den anden side kunne vi bedre se huset – rødt og hvidt mod den mørkegrønne granskov. Der var nu nok mere end en kilometer derover. Og på vejen skramlede en stund en maskine der lød som en skærveknuser. Det viste sig at være en traktor i færd med at slå græs i vejrabatten. Et skramleri der ville ha irriteret mig hvis det ikke var fordi søens stilhed pakkede det ind i sin overvældende storhed.
AG vågnede og lod sig byde en kop kaffe på ’sengekanten’. Og da lette luftninger begyndte at rejse sig ved ni-tiden besluttede vi at bryde op. Fik taget teltet ned, ud af skyggen og lagt til tørre for natterimen sammen med soveposerne. Lynhurtigt var det knasende tørt. Da alt således var pakket og lastet ryddede vi pænt op efter os, sagde vi farvel til eventyret og tak for lån da vi passerede leddet, og trillede snart videre nordpå den sidste mils vej mod Eneryda og vores ’mål’.
GLASBRUKET
Glasværket lå et par hundrede meter fra hovedvej 23 mellem Växjö og Malmö. Biler drønede nordpå og sydpå, præcis som det er bilers ’natur’. Vi cyklede over vejen til værket og … Semesterstängt! meddelte et stort skilt på gavlen af en lagerbygning. Ha!, pusteriet var ferielukket, men der var dog åbent i den tilhørende butik. Ikke at det interesserede os vildt meget, men nu vi var der måtte vi jo ind og se hvad det var for noget glaskunst man producerede dér på stedet. Og således i selskab med andre – bilende! – formiddagsturister gik vi ind i nipsbutikkens relativt svale kunstbelyste glasverden. 5 minutter var vi der kun før AG var lige ved at rage en dyr vase på gulvet. Ikke som den berømte elefant, snarere som en kåd elgtyr!, tænkte jeg højt og smilede indforstået til min makker der selvfølgelig havde hørt om mine morgenoplevelser. Ud igen. Ud i middagssolen til vores cykler der stod og svedte op af lagergavlen ved indkørslen. Vi fandt lidt drikkelse frem og satte os i græsset.
Mens vi sad dér og morede os over ironien i at vi nu var ved vores mål – hvilket antiklimaks det ville ha været hvis man havde kørt 100 km i bil efter det – og overvejede hvor turen videre sku gå hen, kom en plasticpose flyvende i slipstrømmen fra endnu en bil på vej ind på glasværkets parkeringsplads. Den ramte AG på hendes bare lår og klistrede fast i sveden, så hun udbrød et Adhr!, over fornemmelsen.
Bilsæder..hmm!, sagde jeg tørt, og nikkede sigende efter bilen, erindrende fornemmelsen af gammeldags glatte vinylsæder. AG så kun på mig et øjeblik før hun forstod, og så brød vi ud i latterkaskader. Trillede rundt i græsset mens vi holdt os på maverne. Og når vi næsten ikke orkede grine mere kom endnu en ’bageovn’ trillende forbi med sit indhold af gispende turister, der kikkede svedende og undrende på vores løsslupne tosserier, som om vi var en slags sære dyr i en Zoo. Og uden yderligere begrundelse brølede vi igen som sommerkåde elge, af latter og overbærenhed med de stakkels uvidende lidende bilister, som fræser asfaltbanerne tynde i jagten på oplevelser de aldrig finder, fordi netop bilen låser dem til nogle begrænsninger de forveksler med frihed.
© Bo Richardt
Espergærde 1994
Jeg vandt Cyklistforbundets præmie for årets bedste sommerhistorie til deres medlemsblad dér midt i 90’erne; to gode gedigne cykeltasker. Jeg blev nødt til at dele den gode historie, og kunne skrive den her 12 år senere qua min dagbog.
29 år senere juli 2011
Jeg fandt den; den lille græstange hvor AG og jeg slog lejr en julidag for 29 år siden.
Jeg ville så gerne se det igen.
Så i hippie-bilen kørte vi rundt i bygden… det lignede ikke helt mit minde. På grund af omkørsel kom vi heller ikke den rigtige vej frem til Virestad. Efter lidt rådvildhed kørte vi langt op af vejen fra Virestad mod Eneryda… for langt, vende om. Helt tilbage til landevejen op til Liatorp.
Pludselig så Betina nogle mennesker ved et hus; vende rundt igen og holde ind i deres indkørsel. Så kom manden ned, han troede først vi var sådan nogle tyvagtige polakker, slovakker, litauere… nå danskere… fint nok, selv i hippiebil.
Han havde boet der i trakten i 48 år, men kunne ikke genkende hvad jeg tegnede og talte om, øv. Men han kunne fortælle at orkanen Gudrun i 2005 havde taget hele skoven, og kunne anbefale Svenssons et godt stykke oppe af vejen, og vi skulle bare hälsa från Anders Björkheim.
Ind af en allé til Svenssons gård. Der var kun en stor gøende hund hjemme, så dog at den logrede lidt, så jeg satte mig på hug lige ved bilen ca 10 meter fra den som stod ved husets indgang, og lokkede den til at komme mig i møde. Men den var mere bange end jeg… jeg var ikke bange. Den logrede lidt igen så den ville nok gerne, men skulle jo beskytte sin herres ejendom. Der kom ikke nogen, så vi kørte igen.
Tilbage til Virestad for at se om vi kunne finde hjælp. Holdt ind ved en stor butik. Der sad 4 mennesker og spiste. De snakkede i øst og vest udfra min forespørgsel. De havde ikke nogen detaljerede lokalkort, og jeg foreslog forsigtigt at se på en computer, på google-maps. Men det blev ignoreret… som om de ikke havde nogen. Audiensen var forbi.
Ovre på kirkegården gik en kone. Hun kom hen og snakkede om kirken men vidste ikke noget om søen. Ligevidt.
Ville så prøve at følge et spor butiksfolkene foreslog selv om jeg var sikker på det ikke holdt, men netop som vi således drejede mod vest så vi en ældre dame i færd med at bære varer ud af sin bil. Betina vinkede til hende og hun satte poserne fra sig og vinkede igen. Så holdt jeg ind. Hun var meget imødekommende og hed Karin.
Ringede til sin mand for at få nummeret til Per Anders. Men manden foreslog Ingalil o Christer. Så udpegede hun et sort tag 500 meter længere oppe ad vejen nordpå. Sød og snakkesalig gammel ensom dame. Det var nok lige før vi blev budt på kaffe. Nå denne Christer vidste endelig hvad jeg talte om. Han og konen rendte rundt i undertøj i dagens varme, det genererede mig jo ikke, og de var egentlig også ganske afslappede med det da jeg stod i deres køkken og fik udstukket vejen derud.
Flere gange mens vi kørte frem og tilbage tænkte jeg pis, fuck; det er lige meget. Herregud. På den anden side var vi kørt så langt for at finde det, at man da ikke kunne gi op ved mindste modstand.
Og så var vi fremme ved vejen derud.
Den var slet ikke som jeg huskede; snart ganske sumpet og næsten groet til. Og den lille landtange var ikke længere lisså grøn og lækkert græsbeklædt. For mange sten og gåselorte. Ikke i dag et sted jeg ville ønske at slå lejr, omend dog stadig den samme fornemmelse af at pludselig komme langt ud i søen.
Men nu har jeg set det igen. Det var en stor tilfredsstillelse. Ikke mindst at gøre detektivarbejdet og ikke gi op. Erindringen spillede jo flere puds undervejs… hvad kunne jeg tro på af de vage erindringer.
