Espergærde Ryparken retur.
En dejlig sommerdag stak jeg hjemmefra 3 timer før jeg skulle møde og i let modvindsbrise lagde jeg ud med den lange lige Hovvej ned til Tibberup og over Sandvejen til Krogerup. Her begynder en sti gennem Humlebæk langs banen. Men i den anden ende af byen forsvinder stien, og det er kun lokalkendte erfarne cyklister der kender dens fortsættelse et godt stykke ude af Dageløkkevej. Jeg havde ikke kørt den vej før og fumlede lidt rundt før jeg fandt markvejen ned til det nye skovrejsningsområde vest for Lave Skov og Kystbanen. Hér kommer stisystemet igen; fører ned langs Islandshøjparken og rundt om Nivå Centret og så er man endelig inde på et nogenlunde godt stræk ind mod byens nordlige forstæder, med små afbræk i orienteringen her og der. Skiltningen lader altså noget tilbage at ønske.
I Rungsted forvilder stien sig ud øst om banen over golfbanerne og forsvinder ind i et villakvarter. Det tog osse lidt tid at finde ud af, men kom dog ned på landevejen op mod Hørsholm, under banen igen om på vestsiden, videre forbi Kongeegen; Danmarks smukkeste træ (nåhja – smukt er det i al fald), forbi Forsvarskommandoens indhegning ned til Vedbæk Station. Herfra er der to muligheder; enten under banen om på østsiden hvor stien løber på/i banelegemet helt ned til Klampenborg, eller blive på vestsiden hvor stien snart fører af en gammel banetracé op til Nærum. Herfra skal man ned i skoven til Rådvad og gennem Dyrehaven til Klampenborg.
Meget smukt op forbi Trørøds udkant og Kikhanerenden. Men i Nærum gik det galt fordi der ikke var nogen skilte til at fortælle hvor stien gik ind i skoven. Med retningsfornemmelse og intuition fandt jeg alligevel ned til det smukke Rådvad. Men her svigtede intuitionen da jeg hellere ville køre mod syd end mod øst og endte således ved et hegn ud mod Eremitagesletten. Kom helt op til porten ved Hjortekær og således ned til Fortunen, ned over Klampenborgvej og Vilvordevej til Femvejen hvorfra det bare var ligeud de næste 4 km stik syd i modvinden, og alle omkørsler havde taget sin tid så jeg var ved at ha travlt. Det gav lidt god sommersved på ryggen.
HJEM IGEN
8 timer efter skulle jeg hjem igen kl. 23. Jeg havde jo tænkt at ta cyklen med toget, men på den anden side… vinden havde lagt sig og det var en vidunderlig mild stille nat. Nåhja, jeg kunne jo sove længe næste dag. Og af sted gik det op igennem de Hellerup- og Ordrupske forstæder til Klampenborg Station. Her valgte jeg at køre gennem Dyrehaven fordi stien langs banen på den strækning er afbrudt af irriterende vejpassager med bomme man skal sno sig igennem og trapper, godt nok flade men alligevel… det er ikke seriøst for en ordentlig cykelsti.
Og der var stadig for meget trafik til direkte at cykle på Strandvejen, som altså ikke har nogen cykelsti før helt oppe forbi Vedbæk. Så ind af Klampenborgport og mod nord af Chausseen. Jeg studerede et kort under den sidste lampe og bemærkede hvordan jeg skulle dreje mod vest ude ved Springforbi for at komme over til Rådvad. Og så ud i mørket. Jeg havde ikke lys på cyklen og natten havde dyne på, så der var ikke noget lys fra himlen, heller ikke genskin fra byerne. Kun svagt svagt kunne jeg skimte den lysere sti fra omgivelserne. Og de næsten udviskede silhuetter af de spredte træer. Og ved Springforbi havde jeg alligevel glemt hvordan det var, så i stedet for at dreje mod Rådvad, kørte jeg ligeud mod Skodsborg.
Snart efter kom jeg ind i skoven ved Rødebro Hus og så slukkede alt lys. Totalt mørke. Det sædvanlige spor af lys oppe mod himlen, dér hvor træerne står en anelse mere spredt på grund af skovvejen, var der ikke. Mit baglys på cyklen gjorde ikke nogen forskel. Var først noget betænkelig og overvejede om jeg skulle vende om for at finde en bedre vej. Men gad ikke og besluttede at prøve. Under alle omstændigheder ville det blive lyst i løbet af nogle timer og natten var lun nok til at jeg kunne sætte mig op af et træ og sove. Så ingen grund til panik. Imidlertid vidste jeg at jeg på et eller andet tidspunkt ville komme til en port ud af Dyrehaven og huskede ikke hvor langt nordpå det er. Troede at det var allerede ved Mølleåen som jeg pludselig mærkede nærme sig idet det gik nedad. Jeg kørte ganske langsomt da jeg jo ikke kunne se skovvejen men kun høre fra dækkene at jeg kørte på grus. Det var vel mest af psykologiske grunde at jeg holdt øjnene åbne. Og pludselig kørte jeg på planker… broen over åen.
Lang tid kørte jeg i blinde og synes egentlig det var ret sjovt. Man skulle nok ikke være meget mørkeræd for at gå i panik, så det er jeg altså ikke. Jeg tænkte tilbage på min spejdertid hvor jeg heller ikke havde noget imod at løbe alene i skoven om natten. Selv ikke efter jeg engang fik en forskrækkelse; jeg stod og studerede mit kort ved lommelygtens blindende skær, hvor lyskeglen udelukker resten af skoven fra synsfeltet, da jeg bag mig pludselig tydeligt hørte en hurtig trommen. Ku godt lyde som en spætte, men spætter hakker da vist ikke midt om natten. Jeg slukkede omgående lygten mens det rislede i nakken og vidste næsten ikke om jeg turde vende mig om. Det gjorde jeg, dog blot for at konstatere at der var totalt sort i underskoven. Så uden at afvente situationen yderligere bestemte jeg mig til hvilken vej jeg skulle og luntede af sted. Jeg var allerede da rationel nok til ikke at tro på onde spøgelser eller marsmænd, så forskrækkelsen lagde sig hurtigt, men gåden består.
Heldigvis gik vejen bare ligeud gennem Jægersborg Dyrehave. Jeg var hele tiden parat til at bremse, og pludselig mærkede jeg en gren svirpe min venstre skulder. Stop! Stå af, trække lidt til højre og intenst stirrende prøve at erkende vejen. Svært… men alligevel måske en ultraminimal forskel, der gav mig mod på at fortsætte ligeud. Og det gik, men stadig ventede jeg portens pludselige komme. Et tog rumlede forbi nede på Kystbanen ’ som en lysende slange gennem natten’, som Kim Larsen digtede. Det blinkede svagt fjernt mellem stammerne. Og pludselig var porten der. Et endnu mørkere mørke tårnede sig op i det lidt mindre massive mørke der kom af campingpladsens lysning.
På den anden side af lågen var der endnu et stykke før et lys dukkede op som et pejlemærke, et vidne om tilbagevenden til civilisationen her kaldet Skodsborgvej. Det lyste spøgelsesagtigt på bøgegrenene.
Ned ad vejen, op forbi Skodsborg Station og ind på den mere oplyste sti langs banen på østsiden. Men alligevel kunne jeg ikke køre ret hurtigt – så oplyst var den heller ikke. Og et sted under en vej var det lige ved at gå galt fordi jeg tog fejl af bropillerne og deres skygger. Det gad jeg ikke mere og ved næste lejlighed skiftede jeg bane ned til Strandvejens trafikbelysning.
Så kom der fart på op gennem Vedbæk og ned til Rungsted Kyst. Langs Øresund til Mikkelsborg, godt tråd derudad. Rundt om svingene og så ud på strandsletterne ved Nivå. Langt mod nord så jeg lys, måtte være i vejkanten. Et par nattebilister passerede de næste 6 – 7 minutter mens jeg støt nærmede mig lyset og undrede hvad der foregik. Jeg kunne se det var en bil og der gik nogen rundt ved den. Smuglere(?) eller hva’…
Den holdt og spærrede cykelstien så jeg måtte sætte farten ned for at komme udenom i græsrabatten. Der stod en ældre kone belyst af bilens kabinelys. Hun så bedende på mig.
Kan jeg hjælpe med noget?, spurgte jeg i forbifarten. Og standsede da hun svarede: Åh ja, vi er punkteret, og min mand har ikke stærke lunger. Vi kan ikke få hjulet på. Vi har holdt her i to timer.
Jam’ sæføli!, svarede jeg og lagde cyklen.
Jeg indså ret hurtigt, at problemet var at karrosseriet ikke var løftet højt nok. Det var kun lige løftet nok til at få det flade hjul af. Så med lidt instruks fra den vejrbesværede gamle mand fik jeg drejet på donkraften og vupti, ingen problemer mere.
Aih, hvor var de taknemmelige. Og ville gi mig penge. Det ville jeg jo ikke ha, men jeg solgte dem en cd. Så vidste de osse hvem det var der havde hjulpet dem.
Da jeg kørte videre frem mod Nivå Havn og bakken op gennem Lave Skov, tænkte jeg på det moderne liv. I de to timer måtte der jo være passeret en del biler, men ingen havde standset og tilbudt hjælp… de havde nok heller ikke selv vinket til bilerne, beskedne som de syntes mig.
Og jeg kender det godt når jeg selv sidder bag rattet; det går for stærkt. Og man ka jo ikke vide hvorlænge de har holdt der og hvorfor. Og i øvrigt er vi vant til at man klarer sig selv.
Oppe ved Humlebæk Skole passerede de mig med et lille dyt til tak igen og hilsen. Jeg vinkede tilbage og var glad for en god gerning.
Og således i god stemning og svag dagning entrede jeg Espergærde ad Strandvejen, og kørte op igennem min barndomsby af Stokholmsvej, helt op til Søndermarken og ad stisystemet forbi skolen. Hjem til den sovende kone i den ventende seng.