Bo fortæller
I august 2004 var vi (farmand og tvillingepiger) på cykelferie på Bornholm. Vi var indkvarteret på St. Lærkegård en lille kilometer oppe i bakkerne bag Tejn. Tæt på Olsker med én af rundkirkerne. Vi var helt alene på gården og jeg gik derfor lidt på udkik i de noget vejrbidte længer.
Vestlængen var mest velholdt med nogen underlige plasticdøre. Det viste sig at én af dem var ulåst. Der var mørkt derinde og en gennemtrængende og ulækker kvalmende, dog ikke uudholdelig stenmuggen lugt derinde. Jeg fik fundet noget lys og der åbenbarede sig et laboratorieagtigt miljø med nogle høje gitre med strudseæg. Gud ved hvor længe de havde ligget dér.
Jeg tog et som vi knækkede hul på nede ved havstokken – længst ude hvor bølgerne snart ville rense den klamme råddenskab væk. Men det virkede nu ret friskt. Det var de ikke alle sammen skulle det senere vise sig.
Betina blev helt ivrig, da vi kom hjem, og bebrejdede os at vi ikke havde bragt et æg med hjem. (konen ER gal i hovedet). Nå, min søster og svoger; Eva og Peter, var på Bornholm ganske kort tid efter, så jeg kontaktede ejeren og fik købt 25 æg.
Det viste sig dog at 7 af dem indeholdt en kylling, så dem kunne vi ikke bruge, og fik tilsvarende afslag i prisen.
Der stod vi med 25 råhvide kæmpestore æg der skulle pustes ud.
Vi borede et 10 mm hul i begge ender, satte ægget ned i en svaberpresse i gulvspanden; passede præcis, satte luftmadras-pumpen mod det øverst hul og pressede således indholdet ned i gulvspanden. Hvis det var for sejt, spulede vi med haveslangen – det foregik naturligvis ude på græsplænen. Og eventuelt rystede det med hænderne for hullerne.
Nogen gange kom der en regulær brun lortepølse ud. Klamt. Når spanden var fyldt med vand og rådden æggemasse, hældte vi det i lokummet. Det måtte vel være det logiske sted for den slags.
Når der først gik rutine i det gik det nu meget nemt og så var det overstået… troede vi. På indersiden af æggene sad nemlig de mørke misfarvede ildelugtende hinder tilbage. Prøvede at koge dem væk – det gik ikke selvom de stod og buldrede over bålet ned i haven i timer. Måske nok forsvandt lugten, men også synet var skæmmende.
Betina fandt den lille hobbyboremaskine frem og skar en større åbning i den ene ende. Gennem denne kunne hun med en kniv skrabe hinderesterne væk. Og så opdagede hun for alvor de unikke muligheder som hendes ægproduktion bærer præg af.
Nu har hun fundet frem til en leverandør af flere – friske – æg. Men desværre er strudse åbenbart ikke en produktion der rigtig kan slå økonomisk an i Danmark. Stort set alle de strudsefarme vi har fundet på nettet er nedlagte. Så vi ved ikke hvor længe Betina kan fortsætte denne kunst.