Hvis æblet det ble’ lignet ved atomets lille kerne,
ville elektronen være som en ært ude i det fjerne;
en kilometer væk(!) – jeg banker på mit skrivebord;
hvordan beskrives ingenting med ord.. tja tja tja.
For hvis Solen var en badebold ude midt i Verden
vill’ Jorden nogenlunde vær’ den lille grønært på sin stadige færden;
cirklende om bolden cirka 100 meter væk
og derimellem stort set ikk’ et kvæk.. tja tja tja.
Ud’i himmelrummet er der utrolig meget plads
så ganske helt ubegribeligt uend’lig meget plads.
Hist og her derude vandrer dog en elektron;
en klode, en komet, galaxen Ion.. tja tja tja.
Og midt i det tomme tommeste der er de Sorte Huller.
Hvor materien bryder samm’n og tid’n går baglæns tilbag’ til nuller.
Hvor osse lyset suges ind og skifter dimension;
potensen øges med en trillion.. tja tja tja.
300.000 kilometer pr. sekund
fløjter en flok fotoner afsted; et lys-strålebundt.
Mange tusind år har de fotoner vær’t på vej;
i min pupil de stiller om til mig.. tja tja tja.
0.0004 micrometer pr. årti
triller en trop “trillinoner” afsted; ren inerti.
0.77 my sekunder har de vær’t på vej
et stjerneskud går ned – gør en tankestreg.. tja tja tja.
Indeni min hjerne er der altså kun det tomme rum.
På en klode i dybet derinde sidder dog en mand og blir helt stum:
Lyset fra en stjerne siger mer end alle ord;
det’e dog satans så det’e hult – det skrivebord.. tja tja tja.
Hul er osse min guitar, men jeg fylder den med spil.
Med toner og forstillelser – hvem er det mon jeg vil ?
Hul er hele sangen – jamen æblet; det er rødt;
smager sikkert saftigt, sødt og sprødt.. tja tja tja.
© Bo Richardt Vesterbro, 1986