FredsVagten leve, ja - FredsVagten leve, vi sir
FredsVagten leve, sålænge der er krig,
FredsVagten leve, ja - FredsVagten leve, vi sir
FredsVagten leve fordiVi er en flok af folk som ikke bare vil se på
at de store smider bomber for at smadre de små.
at de rige fører krige hvor de fattig’ dør i nød
at terrorismen skal gro af jordens skød.
FredsVagten leve…
De sir det’ krig mod terror, vi sir løgn og hykleri
krig er selv den værste terror, vold mod vold og mere krig.
Hvem er gode, hvem er onde når Imperi’t slår tilbag’
hvem sluger hjernevask og alt hvad de sagd’.
FredsVagten leve…
Danmark er med i krigen støtter op om USA
det’e slet ikk’ til diskussion at de har ret i denne sag,
så no’n tapre danske jens’er stiller skarpt på taleban
i skydeteltet i Afghanistan.
FredsVagten leve…
Ved Christiansborg vi står, vi holder vagt ved Håbets Ild
end en ganske lille flamme, men vel vokser den sig til
når vi fortsat insisterer på moral og menn’sk’lighed
ikk’ mer’ krig – TAK!, VI VIL HA FRED.
Vi vil ha fred…, (vi vil ha fred), ikke mere krig og terror
det ka kun bli meget værre, ska vi bare sig’ desværre
nej gu ska vi ej, for
Vi vil ha fred… , ikke flere satans bomber
ska vi dø i katakomber, ska det hele slås i stumper
nej gu ska det ej, for
Vi vil ha fred… , vi ka se med vores øjne
Kejserne er ganske nøgne, Vi si’r nej til skrædderløgne
ja gu gør vi så, for
Vi vil ha fred…, fred til alle folk på kloden
træng al ufred bort ved roden; hjælp de fattige på foden
ja, det ska der til, så
Vi vil ha fred…, (ad lib)
Ja Gu’ vil vi så!
© Bo Richardt, Espergærde, nov. 2001
download noden i pdf format,
Disse sange skrev jeg engang i første halvdel af november 2001 da FredsVagten var ung og fuld af utroligt spirende kraft. Jeg fik lejlighed til at fremføre dem til en af de ugentlige fredsdemoer på Rådhuspladsen under ’Nej til Krig og Terror’, som fredsparaplyen hed i efteråret 2001. Da kunne vi 19. november udråbe at vi havde holdt ud en måned… det var dengang fra 7 morgen til 22 aften og i 4-timers skift.. da var vi rå 😉
Desværre lå min entre på scenen sidst i aftenens program, og før mig talte en amerikansk journalist (meget rabiat og derfor i eksil) i tre kvarter på gebrokkent dansk. For helvede – det gider folk ikke høre på en aften i november-mørke og kulde, så da jeg endelig kom til med min guitar var faklerne ved at være brændt ned og forsamlingen tyndede ud. Jeg prøvede dog at få de tilbageværende til at råbe mit ‘Vi vil ha Fred!’ og det gik da nogenlunde *), selvom jeg er klar over at der er en del der synes jeg generelt råber for højt. Jeg råber meget højt; dels gir det energi og dels betyder det at det kan høres længere væk.”
Selvom det ikke blev til så meget med det den aften, er de sange alligevel gået hen og blevet FredsVagtens slagsange som tænkt, sunget ved mange lejligheder.
Bojak oktober 2009
*) gu gjorde det ej, et sølle ekko. Mange gange har jeg erklæret ud over de forsamlede at hvis de vil ha fred så kræver det energi. Og hvis de ikke engang har energi til at råbe, så er det sgu ligemeget