Lisså ensom som en stjerne, på vej mod ingenting,
skelner jeg regnen i det fjerne, den venter med 1000 sting.
For min søn er borte, min kone skred sin vej.
Det var mig der gjord’ det, i et ganske lille drej.
En lille en på hatten – en skidehygg’lig fest.
Én til… arh hva fan, ska vi ta den… man sir jo man kører bedst.
Selv slap jeg uden skrammer, altså så’n hva man ku se.
Men jeg sku ind bag tremmer; det begyndte at sne.
I to år pinte de min længsel. Fan!, troed’ de det var for sjov.
Nu har jeg sprængt hvert et hængsel, nu følger jeg fuglenes lov.
Jeg leger med min søn i vinden, vi svajer for stormens træk.
Jeg fløjter efter ham i linden, og plasker i hver en bæk.
For vi er to små søer, der blinker af humør.
To brune malkekøer og’n tosset hund der gør.
Men når tord’nen buldrer, så hjemligt i nordøst.
Så lukker jeg mine skuldre og finder min egen trøst:
Det er en lille brænder, en lille varmeven.
Jeg varmer de små hænder, så han blir glad igen.
© Bo Richardt, Vanløse august 1984
Dette er den oprindelige version af sangen på en melodi der er meget stærkt inspireret af Ricky Nelsons Lonesome Town
Senere udviklede jeg min egen melodi og lidt mere tekst som den fremkommer på En Hane der Gol, idet jeg dog indrømmer at ha beholdt samme harmonisering.. den er så smuk.
Jeg skrev jo egentlig ikke sangen i Vanløse. Jeg skrev den den der vanvidsdag hvor jeg hentede min cykel i Vordingborg og cyklede hjem over Stevns hvor jeg stjal en sav fra Jens..
Jo altså Karen og jeg havde taget toget hjem fra Vordingborg i sommeren 84 efter en lille miniferie på cykel ned til Møn, mens den små 1½-årige Thomas var hos mormor og morfar i Højer.
Jeg lod min cykel blive i Vordingborg, men tænkte mig ikke om. Jeg skulle hente Thomas og passe ham de næste dage, og så kunne jeg jo ikke hente min cykel. Og uden min cykel kunne jeg ikke passe Thomas ordentligt; komme omkring.
Efter vi kom hjem med toget, Karen og jeg, var jeg oppe hele natten, frisk og udhvilet efter et par dejlige dage i landskaberne. Dér hørte jeg Lonesome Town i natradioen.. kendte den ikke i forvejen, men den gik rent ind. Dog alligevel ikke, ved ikke om min melodi vil blive retsforfulgt for plagiat hvis den var kommet ud.
Men alligevel besluttede jeg at lægge mig længere væk fra plagiatet og genindspillede den på Hanegol, selvom jeg ikke kunne fralægge mig stemningen fra Lonesome Town.
Det gik op for mig at min cykel skulle hentes tidligt om morgenen, så uden at ha sovet tog jeg tilbage til Vordingborg og straks da jeg cyklede op af den gamle hovedvej nordpå så jeg mørke tordenvejrsskyer i horisonten.. fuck!
Jeg lavede ikke nogen svinkeærinder hele vejen op til Stevns, bare derudaf – den lange snorlige hovedvej.
Jens havde boet i kollektivet en tid og rendt os så grusomt i røven med manglende husleje og pisse intriger, jeg ville ind omkring og sige ham et eller andet, kendte hans nye adresse på Stevns.. lille stråtækt husmandshus, ingen hjemme. Så lagde jeg en hilsen og stjal en sav som symbol på den gæld han var stukket af fra.
Og næste dag kunne jeg ta toget til Sønderjylland og hente min Thomas.
Okt 09