The
Haarder they come...
Her i klubben er der een der melder klør
men det er ikke noget jeg tør.
Jeg vil meget hell’re spille nåed i spar,
men det er der nok ing’n der har.
Og jeg sidder her med alle 4 esser
og spekulerer som en gal.
Er der een der snyder, een der bare presser
en “bordlægger” er mindst fatal ... for
The Haarder
they come, the Haarder they fall, one and all.
Det blev 11 go’e, åhh hva ska jeg gøre.
Hvo’n hjælper jeg med 11 klør.
Nå, min makker kan jo nok selv trække dem
og 4 stik ka jeg få hjem.. hmm.
Og så pluds’lig banker næven i bordet
og een til der tar det bank - rebank.
Nå for Satan, der blir leet rundt om bordet
og der blir sukket: torsk, så tænk en gang !... på
The Haarder
they come, the Haarder they fall, one and all.
Men jeg smiler for mig selv ved alle esser
og klasker trumfen så vi sang:
The Haarder
they come, the Haarder they fall, one and all.
©
Bo Richardt
Humleby,
29. juli 1988
------------------------------------
Den her sang handler om en dejlig tid i mit liv. Kortklubben The
Haarders (Peter hedder jo Haarh til efternavn), og det blev snart én af de
faste klicheer når nogen der troede de var selvsikre alligevel tabte: Ha! The
haarder they come ..
Jeg sad en aften i det dilemma sangen beskriver.. sjovt.
Kortklubben er en lang glad historie, som desværre er endt ret
sørgeligt med utilgiveligt svigt.
Jeg kom ind i den under herlige omstændigheder julen 87 hvor jeg august
samme år var flyttet til Humleby, og ikke havde Thomas som var i Sønderjylland
med sin mor i juledagene.
Vi tævede kort hele julenatten og næste nat med… og så var jeg optaget
i klubben der havde eksisteret et års tid siden en Englandstur for
Vesterbro-VS’ere.
Og i 15 år var den min bedste sociale omgangskreds… sørgeligt som det
gik i maj 2007. Det var 9/11 der kom imellem.
Mine kortklubkammerater kunne ikke kapere den alvor der kom over mig da jeg
blev engageret i fredsarbejdet.. måske forståeligt nok, thi jeg var lidt efter
dem da de aldrig for alvor støttede mig i min politiske kamp, selv om de var
gamle venstreorienterede. Kun Wugge var fredsvagt en kort tid i starten.
Men ifølge Wugges politiske analyse var FredsVagten forbundet med den
rabiate venstrefløjsfraktion ApK. Og det kunne han i sin dogmatik ikke forstå,
og mente det svækkede vores standpunkt. Koblingen skyldtes at det faktisk kun
var samme ApK der støttede FredsVagten helhjertet. Den blødere venstrefløj så
ikke til den side hvor vi var. Og jeg er ikke til store ideologier, mere til
hvordan folk egentlig opfører sig i praksis.. og der var disse folk, uanset
partifarven, flinke og hjælpsomme. Og de forsøgte ikke at gøre FredsVagten til
et ApK-projekt, selvom deres formand (kvinde) var flittig fredsvagt i flere år.
Men fokus er jo forskellig, så Wugge så på deres ideologi, som han
fandt helt sygt stalinistisk.
Min stigende politiske radikalisering førte mig til 9/11-spørgsmålet,
og dér gik det helt galt. To af kort-kammeraterne nedgjorde mig totalt på min
spirende undren.. vi blev mega-uvenner en aften herhjemme hos mig i februar
2006. Og der gik ved forskellige sammenfaldende omstændigheder næsten et år før
vi sås igen, for at holde et møde om hvad der var sket. Imidlertid druknede intentionerne
i personlige modsætninger, og i maj gik klubben i opløsning.
Jeg følte og føler mig virkelig røvrendt af Wugge, og hans reaktioner
tyder på han skammer sig. Men det er en lang historie, som vi må se om jeg får
fortalt en dag.