Lisså
ensom som en stjerne, på vej mod ingenting,
skelner
jeg regnen i det fjerne, den venter med 1000 sting.
For
min søn er borte, min kone skred sin vej.
Det
var mig der gjord' det, i et ganske lille drej.
En
lille en på hatten - en skidehygg'lig fest.
Én
til?, arh hva fan, ska vi ta den… man sir jo man kører bedst.
Selv slap jeg uden skrammer, altså så'n
hva man ku se.
Men
jeg sku ind bag tremmer; det begyndte at sne.
I to år pinte de min længsel. Fan!,
troed' de det var for sjov.
Nu
har jeg sprængt hvert et hængsel, nu følger jeg fuglenes lov.
Jeg leger med min søn i vinden, vi svajer for stormens træk.
Jeg fløjter efter ham i
linden, og plasker i hver en bæk.
For
vi er to små søer, der blinker af humør.
To
brune malkekøer og’n tosset hund der gør.
Men
når tord'nen buldrer, så hjemligt i nordøst.
Så
lukker jeg mine skuldre og finder min egen trøst:
Det
er en lille brænder, en lille varmeven.
Jeg
varmer de små hænder, så han blir glad igen.
© Bo Richardt, Vanløse august 1984
--------------------------
Dette
er den oprindelige version af sangen på en melodi der er meget stærkt
inspireret af Ricky Nelsons Lonesome Town
Senere
udviklede jeg min egen melodi som den fremkommer på En Hane der gol, idet jeg dog indrømmer at
ha beholdt samme harmonisering.. den er så smuk
Jeg
skrev jo egentlig ikke sangen i Vanløse. Jeg skrev den den der vanvidsdag hvor
jeg hentede min cykel i Vordingborg og cyklede hjem over Stevns hvor jeg stjal
en sav fra Jens..
Jo
altså Karen og jeg havde taget toget hjem fra Vordingborg i sommeren 84 efter
en lille miniferie på cykel ned til Møn, mens den små 2-årige Thomas var hos
mormor og morfar i Højer.
Jeg
lod min cykel blive i Vordingborg, men tænkte mig ikke om. Jeg skulle hente
Thomas og passe ham de næste dage, og så kunne jeg jo ikke hente min cykel. Og
uden min cykel kunne jeg ikke passe Thomas ordentligt, komme omkring.
Efter
vi kom hjem med toget, Karen og jeg, var jeg oppe hele natten, frisk og
udhvilet efter et par dejlige dage i landskaberne. Dér hørte jeg Lonesome Town
i natradioen.. kendte den ikke i forvejen, men den gik rent ind. Dog alligevel
ikke, ved ikke om min melodi vil blive retsforfulgt for plagiat hvis den var
kommet ud.
Men
alligevel besluttede jeg at lægge mig længere væk fra plagiatet og
genindspillede den på Hanegol, selvom jeg ikke kunne fralægge mig stemningen
fra Lonesome Town.
Det
gik op for mig at den cykel skulle hentes så tidligt om morgenen uden at ha
sovet tog jeg tilbage til Vordingborg og straks da jeg cyklede op af den gamle
hovedvej nordpå så jeg mørke tordenvejrsskyer i horisonten.. fuck!
Jeg
lavede ikke nogen svinkeærinder hele vejen op til Stevns, bare derudaf – den
lange snorlige hovedvej.
Jens
havde boet i kollektivet en tid og rendt os så grusomt i røven med manglende
husleje og pisse intriger, jeg ville ind omkring og sige ham et eller andet,
kendte hans nye adresse på Stevns.. lille stråtækt husmandshus, ingen hjemme.
Så lagde jeg en hilsen og stjal en sav som symbol på den gæld han var stukket
af fra.
Og
næste dag kunne jeg ta toget til Sønderjylland og hente min Thomas.
Okt
09
