Sange jeg har lavet gennem årene

Bojak no.1 ~ Blød Mand Rider Igen
Tilbage i 83 gik det op for mig at jeg kunne lave sange. Det var da jeg begyndte i Korlasje, lærte mig at læse noder og hvordan nodesystemer er opbygget. Jeg havde lavet sange før, men det var kun få lejlighedssange.
Det startede med Omøode den dér smukke sommeraften i skumringen på Ø-lejren, hvor Thomas knapt 1 år, blev syg allerede om søndagen, så vi tog hjem mandag. Det var en dum lejr på en jordmark istedetfor græsmark, som det plejer at være på ø-lejre. Og senere samme sommer åbnede Cafe Vera i vores lille forløber for kulturlivet i Den Brune Kødby. Halmtorvet 13, som nu går under navnet Råhuset og har indgang fra Dan Turells Plads.
'VERA' betød VEsterbro RAdio og projektet, som udsprang af aktivistmiljøet omkring Vesterbro Beboeraktion, handlede i udstrakt grad om at benytte sig af den nyligt liberaliserede radiolov; bruddet på DR's monopol. Men huset var stort og i stuen blev indrettet Cafe Vera.
En aften på vej hjem til Frederiksberg, hvor jeg da boede i min lille nystiftede familie med Karen og Thomas, byggede jeg videre på en inspiration fra en hyggeaften i den nystartede café, og fik sammensat en finurlig tekst med en indbygget gåde ;-) Cafe Veras Sang
Og apropos Thomas, var det nok primært den fantastiske oplevelse det er at få et barn, et lille menneske, et vidunder af uforbeholden kærlighed og boblende intelligens, for hvis liv og velfærd man har det fulde ansvar... som sætter een selv udenfor centrum i sit eget liv! Aldrig havde jeg følt en sådan kærlighed og tillid... det pirkede i sandhed til min indre muse. Pludselig kom sangene væltende som skidt fra en spædekalv.

Nogle år senere, efter affæren med Ylva från Göteborg, flyttede jeg efter skilsmissen fra Karen, fra Vanløse tilbage til Vesterbro og fik et tilbud om at indspille en række af disse sange fra min første tid som sangskriver. Det var Henrik Ledet, der boede i nabokollektivet og studerede lyd, som stillede op med sin store prof-båndoptager på mit værelse i Mændenes Hjem Vesterbrogade 79 1.th. Han havde dog ikke tid til at redigere, så det gjorde jeg selv i den nyetablerede radios lokaler på Halmtorvet. Således blev det helt råt og usødet. Ikke specielt chokolade for øregangene, men der eksisterer dog et kasettebånd med en række af disse sange. Det hedder altså Bojak no. 1. Undertitlen 'Blød Mand Rider Igen' har jeg sat på sidenhen.

Jeg vil lige citere dedikationen på forsiden af tekstheftet:
Tak til Thomas og Ylva for inspiration, til Martin som satte mig igang, til Henrik som lavede lyd, til Vesterbro Radio som lagde båndværksted til, til Bent som trykkede, til Betina som skubbede og til alle andre som støttede og bar...

Jeg fik altså produceret nogle hundrede bånd efter en master; det dyreste kasettebånd der kunne købes i 86. Og jeg har stadig original-båndet fra en før-digitaliserings fortid. Men af grunde jeg ikke skal komme ind på her fik jeg aldrig noget gennembrud. Synd for de gode sange synes jeg 'objektivt' ;-).
Jeg har stadig en 40 stykker af dem, men oktober 2009 har jeg digitaliseret sangene, og du kan finde dem i menuen til højre.

En Hane Der Gol
Sidst i 90'erne fik jeg så igen lejlighed til at indspille nogle sange. Det var Niels Erik; musiklærer på Helsingør Gymnasium og kordirigent for Espergærde Koret, der kvit og frit stillede sit hjemmestudie med prof optageudstyr til rådighed. Jeg fik en nøgle og kunne selv låse mig ind. Det var storslået sjovt at lege med og derved kom jeg til at fylde alt for meget på. Alligevel syntes jeg det er en samling rigtig gode sange.
Selvom de altså er indspillet i 98 og 99, er sangene skrevet i 80'erne. Det var som om min poetiske åre løb tør i frustrationen over at jeg fortsat ikke fik noget offentligt gennembrud. At mine gode sange bare lå i en skuffe og samlede støv. Og så fik jeg chancen, men fuckede det op ved at overlæsse arrangementerne, ved ikke at få en producer til at luge ud i mine vildskudne ideer. Niels Erik blandede sig ikke, jeg bad ham heller ikke om det - ville ikke, som Fanden, snuppe hele hånden når han rakte mig en herlig lillefinger. Det er det med at be om hjælp jeg har så svært ved. Og så tror jeg i stedet jeg kan det hele selv. Dummernik. Så en oplagt landeplage som Nordsjællandsk Calypso hvor Anja kun 8 år synger som en engel, faldt alligevel til jorden.

Jeg var ellers meget optimistisk og positiv når jeg smed 25.000 på bordet for at få lavet 2000 cd’er og jeg brugte tonsvis af porto på at sende et eksemplar til alle og enhver jeg overhovedet kunne komme i tanke om - det løb op i omkring 700 stk. Nogle udtrykte begejstring og nogle enkelte købte, men det gik meget hurtigt i stå, og som en lige højre i mellemgulvet helt uforberedt meddelte Helsingør Biblioteks musikafdeling at de ikke ville købe. Kvaliteten var efter Susanne Froms mening for dårlig. Og som en uppercut til den vaklende debutant fulgte Helsingør Dagblad op med en herredårlig anmeldelse. Det slog mig at jeg kort forinden havde kritiseret anmelderen, der samtidig var journalist ved bladet, i en sag om hans begejstring ved mobiltelefoner. Og da anmeldelsen var underlødig gættede jeg på at det var personligt. Jeg klagede til chefredaktøren, som til dels var enig og stillede mig i udsigt at han ville se at få lavet en større artikel om ’en lokal kunstner’ med en hjemmeproduceret debut-cd. Men han nåede det ikke inden jeg blev så arrig at jeg opsagde mit abonnement og virksomhed som flittig debattør i avisens debatspalter. Igen måske lidt selvfed, men jeg bilder mig ind at jeg bidrog positivt til avisens læseværdighed. Jeg har da hørt røster siden fra det politiske miljø i byen; den lokale SF-formand fx, der savnede mine skarpe kommentarer.
Jeg fik dog lidt oprejsning senere da en anden anmelder; Grethe Jørgensen roste mine sange. Specielt Engel til Menneske.

Undervejs i processen blev jeg jo klar over at der ikke var nogen musikforlag der ville producere endsige blot distribuere min musik, så jeg tænkte at det var bare synd for dem og lavede i booklet’en et lille reklameblad… genialt ;-(), det var der bare ikke andre end jeg som fattede; suk, spildte Guds ord på Balle-Lars.

Apropos book-let’en. Den fik jeg også lavet prof, dog uden beregning, af en god ven; tak til Birte Randeris i Århus. Den er meget flot i trykket, og hun tog nogle gode initiativer udover hvad min instruks lød på.

Nu er der gået 8 år og jeg har stadig 7 kasser med 100 cd-er i hver kasse og spekulerer på om det ikke snart er tid at smide dem ud efterhånden som det hele nu ligger her på nettet. Håber du har tid |;-)