editeret 7. august 2007

Morten Løkkegårds klumme i MetroXpress 1. august 2006

Sandheden er derude

For et halvt år siden sad jeg på en hyggelig århusiansk restaurant og nød en kop kaffe efter et par foredragsopgaver. En ung mand spurgte, om han måtte gøre mig selskab - og snart gik snakken om løst og fast. Fyren var tydeligvis ualmindeligt godt begavet, og han var knivskarp i sine analyser af de fleste af de samfundsspørgsmål, vi nåede at vende. På et tidspunkt kom turen til terroren og USA´s rolle som verdens politimand. Jeg nævnte den 11. september 2001, angrebene på Twin Towers, da han afbrød mig: "du tilhører vel ikke den gruppe blåøjede, der tror, at Al Qeida stod bag, vel?..." Overrumplet måtte jeg tilstå, at jeg aldrig havde anfægtet den officielle forklaring på 9/11. Jeg havde ikke købt den (overvejende) arabiske påstand om at det var Bush og CIA, der havde påført sit eget folk død og ødelæggelse. Tanken er absurd - en slags helligbrøde - selv om det er velkendt, at USA historisk har fremprovokeret krige bevidst.

Min rynkede pande fik ikke fyren til at holde igen: "så du nogensinde rester af et fly ved hullet i Pentagon?". Jeg spolede den indre film tilbage - og måtte svare nej. Jeg havde som TV-avis-vært i dagene efter 11. september set det meste af det billedmateriale, som verdens tv-stationer fik tilsendt og udsendte - og nej: jeg havde aldrig set andet end et enormt hul i Pentagon-bygningen. Dengang havde jeg da også undret mig over, hvorfor der ikke var mere billedmateriale til rådighed: billeder der viste rester af flight 77. "Det var et missil der gjorde jobbet. Den officielle version er løgn og latin," sagde fyren - uden antydningen af usikkerhed. "Prøv at tjekke det hav af hjemmesider på nettet, som fremlægger beviserne". Jeg lovede at tjekke efter, men mærkede min irritation over at være blevet intimideret på min viden og verdens billede. Mens jeg gik hjem, undrede jeg mig over, at så begavede mennesker lod sig overbevise af hadefulde revisionister og skøre konspirationsteoretikere. Jeg fik selvfølgelig aldrig tjekket de hjemmesider, men et korn var sået...

Nu sidder jeg så - et halvt års tid senere - i min sommerferie og læser op på konspirationsteorier til et højskoleindlæg. På natbordet ligger Dan Brown´s "Engle og Demoner" til inspiration, og jeg har fundet masser af hjemmesider på nettet. Som pynt på kagen har jeg lånt professor David Ray Griffin´s bog "Det nye Pearl Harbor" - der seriøst og effektivt gennemhuller den officielle forklaring på 11. september angrebet. Og bekræfter, at Pentagon ikke blev ramt af et fly (det kunne slet ikke ramme Pentagon uden at være blevet skudt ned af et avanceret missilforsvar), men af et "venligt" missil - altså et af USA´s egne...Men vigtigst af alt: Nu har jeg endelig overgivet mig til den herlige usikkerhedsfølelse og få pirret min nysgerrighed - og på den måde skabt en af de grundlæggende forudsætninger for god journalistik. Spørgsmålet er så, hvorfor den journalistik ikke er blevet lavet på 9/11?. Hvorfor er det overladt til pensionerede teologiprofessorer og forfattere med fransk- eller arabiskklingende navne at skrive bøger om emnet?. Måske fordi de fleste (vestlige) reportere føler det samme ubehag, som jeg følte den aften, hvor jeg blev konfronteret med min uvidenhed og åndelige dovenskab. Der findes spørgsmål, som er næsten for ubehagelige at stille. Og som uundgåeligt vil føre til beskyldninger om vanvittige konspirationsteorier. Men, men, som den gode professor Griffin skriver i sit forord: De fleste tror på konspirationsteorier, når bare de ikke er så omfattende. Og så citerer han Michael Moore, der - vittigt og klogt, har sagt: "jeg tror ikke på konspirationsteorier - bortset fra dem der er sande". Og sådan er det: Sandheden er et sted derude. Men det kræver et åbent sind at acceptere den.

Berlingske Tidende /'Groft Sagt' 8. august 2006

Der var engang en journalist ved navn Morten Løkkegaard.
Han var ved DR, men er nu blevet professionel ordstyrer, TV-pokervært og klummeskribent ved S-togspjecen kaldet metroXpress.
I sidstnævnte gjorde han sig i den forgangne uge til begejstret talsmand for konspirationsteorier, som ifølge ham naturligt er knyttet til »god journalistik«.
Løkkegaard siger, at »Sandheden er et sted derude. Men det kræver et åbent sind at acceptere den«. Det er jo sandt, men man kan naturligvis også være så langt »derude« og så åbensindet, at indholdet ryger ud, hvis man bevæger hovedet. Men Løkkegaard er nu overbevist om, at det i virkeligheden var Bush-regeringen, som stod bag 11/9 angrebene på USA, og han har kilder. De tæller blandt andre Dan »Da Vinci Code« Brown, Michael Moore, en pensioneret teologiprofessors bog med forord af Frank Grevil og »masser af hjemmesider på nettet«. Det er jo unægtelig kvalitetskilder, så den må være god nok. Løkkegaard kan derfor sige uden forbehold, at der slet ikke var et fly, der ramte Pentagon.
Givetvis af pladsmæssige årsager får vi ikke lige med, hvad der så egentlig blev af flyet, der ellers angiveligt indeholdt blandt andre en kendt TV-kommentator gift med en af Bushs ministre, som hun ringede til fra flyet? Og de 63 andre ombord? Og hvad med øjenvidnerne? Blev det alt sammen fikset af en administration, som dens kritikere siger er universelt inkompetent?
Hvis det er den slags »god journalistik«, Løkkegaard står for, tør man nok sige, at det var godt, at han skiftede fra DR til metroXpress. Så formåede han da på én gang at hæve kvaliteten begge steder.

Peter Kurrild-Klitgaard Professor, Ph.D., M.Sc., M.A.

Berlingske Tidende /debat 10. august 2006

Konspirationsteorien blev ikke købt.

En vis Peter Kurrild-Klitgaard er fundet værdig til at fylde spalter ud i Berlingske Tidendes Groft sagt. Desværre er staklen allerede kommet i stofnød og har derfor valgt at kaste sig over undertegnede og en klumme, jeg begik forleden i MetroXpress. Kurrild -Klitgaard postulerer, at jeg pludselig skulle være blevet konspirationsteoretiker, fordi jeg berettede om en episode, hvor jeg var blevet konfronteret med et af de mest gængse »beviser« for, at Pentagon-bygningen ikke var blevet ramt af en Boeing 757, men af et amerikansk missil. Jeg havde dengang ikke svar på tiltale, men blev pirret – og det er godt, set med journalistiske briller. Jeg benyttede derfor anledningen til at fastslå den pointe, at al god journalistik udspringer af nysgerrighed og lysten til at stille ubehagelige spørgsmål.

Det kan Kurrild-Klitgaard så få til, at jeg har købt hele 9/11-konspirationsteorien. Mage til nonsens. Enten kan manden ikke læse indenad, eller også konkluderer han bevidst forkert for at skabe en fiktiv modstander at hamre på. Jeg ved ikke, hvad der er mest synd. Både for ham – og for Berlingskes sagesløse læsere. God journalistik er det i hvert fald ikke...

Morten Løkkegaard
Journalist

komiteens forsøg på at engagere Løkkegård

(uddrag af mail af 7. august)
Det er klart at vi vil anse din positive holdning, måske aktive deltagelse som mødeleder ved et offentlige møde, som et scoop, da du naturligvis har et navn med høj troværdighed hos familien Danmark. (det var derfor jeg smilede hele dagen – jeg sætter lige mit afviste debatindlæg med som bilag). Men hvis du selv har et andet forslag til hvilken rolle du eventuelt kan spille i sammenhængen er vi meget imødekomne.
(uddrag af Løkkegårds svar af 7. august)
Derfor vil det også være at overfortolke mit indlæg at tage det indtægt for, at jeg pludselig er overbevist om 9/11-konspirationen. Jeg læste Griffins bog med interesse og fascination, men blev – i øvrigt på førnævnte kursus – også opmærksom på hele det store kompleks af modsvar, som eksisterer til hans bog. Jeg deler til fulde hans holdning (som jeg også skrev), at sagen trænger til en helt anden opmærksomhed, ikke mindst fra de mange undersøgende journalister, og selvfølgelig især i USA.

Mit foredrag på højskolen handlede derfor også om FORSKELLEN på at være konspirations-teoretiker og journalist – om forskellen på at danne sig en teori, som skal bevises – og at stille spørgsmål, som kan føre hvor som helst – også til ingenting.

Jeg kan – kort sagt – ikke kategoriseres som konspirations-mand, og hvis jeg skulle engagere mig yderligere i sagen, ville det være på min professions præmisser.
Det ville kræve en hel del ressourcer, da jeg ikke længere er DR-mand med hele den store organisation i ryggen til at betale min – og andres – løn i den forbindelse.
(uddrag af mit gensvar af 8. august)
Jeg må da spørge - hvad er din professionelle pris for et møde en tre - fire dagtimer?

For det andet må jeg altså lige pointere at vi netop IKKE er ude på at BEVISE at Bush-kompagniet er skyldige.
Vi er ude på at rejse den forsømte debat om det fundament de sidste 5 års politiske konsensus hviler på. Og jeg er lidt nedtrykt over at du læser min mail til dig som om vi vil trække dig ind i den konspiratoriske jungle.

Du skriver:
Derfor vil det også være at overfortolke mit indlæg at tage det indtægt for, at jeg pludselig er overbevist om 9/11-konspirationen. Jeg læste Griffins bog med interesse og fascination, men blev – i øvrigt på førnævnte kursus – også opmærksom på hele det store kompleks af modsvar, som eksisterer til hans bog. Jeg deler til fulde hans holdning (som jeg også skrev), at sagen trænger til en helt anden opmærksomhed, ikke mindst fra de mange undersøgende journalister, og selvfølgelig især i USA.

Ja, der er MASSER af modsvar. Jeg har været vidt omkring, og de er ingenlunde heller alle lige lødige, men det er utroligt svært at gennemskue. Det som vi imidlertid er enige om er, som du skriver; at sagen trænger til en helt anden opmærksomhed.

Som du selv var inde på - de fleste mennesker antager a priori den officielle forklaring uden nogen sinde at spørge sig selv hvilket bevisligt belæg den egentlig bæres af. Det er denne "åndelige dovenskab" vi vil gøre op med i demokratiets navn.
(hertil oplyser Løkkegård)
Jeg vil bestemt ikke gøre dig nedtrykt, men jeg kan mærke på de reaktioner, jeg har fået på klummen, at det HAR været svært for nogen (men altså ikke dig) at fange nuancerne i mit budskab (se evt. Peter Kurrild-Klitgaards Groft Sagt kommentar i Berlingske mandag – jeg svarer ham i Berlingske i morgen onsdag).

Mit standard-honorar for en halv dags ordstyrer-skab i Københavns-området er 15.000 kr.
(og jeg svarer 14. august)
Et par ting at tilføje: Det ville være et agitations- og troværdighedsmæssigt scoop hvis du ville stille op, men ikke når du kan tørre dit engagement af som et job du får løn for.
Vi synes du er lidt en kylling, at du godt kan se at debatten om dette emne mangler, men ikke vil sætte din prestige ind og gøre bod for din "åndelige dovenskab". Ærgerligt.

Jeg læste dit svar til Kurrild-Klitgaard (torsdag) og noterede mig at det ikke helt var en kommunikationskonsulent værdigt. Du hoppede ned i muddergrøften til ham fremfor at holde dit svar rent og sagligt.

Vi ville dog fortsat gerne samarbejde med dig efter dit modige indlæg 1. august, men kun hvis du vil gøre det for sagen og stå inde for dine holdninger... da vi jo stadig må tro på at du faktisk mente hvad du skrev.
(sidste ord i den dialog får Løkkegård 15. august)
Det her er ikke et spørgsmål om prestige, men om min levevej. Følgelig er det vanskeligt at kalde mig en kylling, da du dybest set beder mig om – con amore – at stille op til noget, der ikke ligefrem har karaktér af velgørenhed. Som du har læst dig til i Berlingske, er det ikke uden omkostninger at stikke snuden frem i det offentlige rum. Derfor deltager jeg - hvis man ser logisk og rationelt på det - heller ikke i debatten som kommunikationsrådgiver, men som (holdnings)menneske. At bedømme mit Løkkegaard-indlæg på kommunikations-præmisser er argumentations-trick, som ikke er værdigt – for nogen…

Når du til slut skriver, at du vil samarbejde, hvis jeg vil ”stå inde for mine holdninger” – ja, så er der vel kun tilbage at konkludere, at du stadig fremturer med at tillægge mig holdninger, jeg ikke har. Og så bliver det jo svært at bevare dialogen…