Vagabondens Ven

Lisså ensom som en stjerne, på vej mod ingenting,

skelner jeg regnen i det fjerne, den venter med 1000 sting.

For min søn er borte, min kone skred sin vej.

Det var mig der gjord' det, i et ganske lille drej.

En lille en på hatten - en skidehygg'lig fest.

Én til (?), arh hva fan, ska vi ta den… man sir jo man kører bedst.

Selv slap jeg uden skrammer, altså så'n hva man ku se.

Men jeg sku ind bag tremmer; det begyndte at sne.

I to år pinte de min længsel. Fan!, troed' de det var for sjov.

Nu har jeg sprængt hvert et hængsel, nu følger jeg fuglenes lov.

Jeg leger med min søn i vinden,

Udover fjorden et fugletræk

vi svajer for stormens træk.

ind gennem byernes lunkne bræk

Jeg fløjter efter ham i linden,

Svæver med vinden; den bærende luft,

og plasker i hver en bæk.

færten af Himlen og Havenes friske duft

For vi er to små søer,

Solstrålens glimt i et gadespejl,

der blinker af humør.

højt mod himlen en fingernegl.

To brune malkekøer

Spiser og drikker af Verdens saft

og’n tosset hund der gør.

et bedre pift har vi aldrig nogensinde haft.

Men når tord'nen buldrer, så hjemligt i nordøst.

Så lukker jeg mine skuldre og finder min egen trøst:

Det er en lille brænder, en lille varmeven.

Jeg varmer de små hænder, så han blir glad igen.

Espergærde, 1999