Nattens Kaos

Som en komet; automatisk mobil, piler jeg afsted som en pil.

Borer mig ind i et rytmerum, finder en sjæl; gør den ganske stum.

Og BANG! spænder han helt i bund, sigter den inderste lille rund.

Ta’r ny pil frem og lægger den op; i et træk der dirrer hans krop.

og BANG! støder han helt i bund; en kugle går mod en undergrund.

Et kæmpestød, en plæne blød, et fald fra den himmelske glød.

Og BANG! fører han helt i bund, drejer en vals i en Kongelund.

Svajer og står, fejer og flår, så lystelig lemmerne går.

Og BANG! slynger han helt i bund, en hammer rammer.. et Åhh! fra en mund.

Et vældigt kast, et skaft så fast, der dunker mod jorden sin last.

Og BANG! strækker han helt i bund, strækning af skindet er mandestund.

Sejlværk i blæst, flåning af hest, de rankeste damer til fest.

Og BANG! stiger han helt i bund, den måne står over blånende sund.

Den jagt i nat, den ræv den kat, den ulv hyler som besat.

Jamen så gi mig for fanden da måne, lidt af dit vældige lys vil jeg låne.

Hér har jeg stået og stirret så tit; og set kun verden i sort og hvidt.

Jamen så gi mig for fanden da stjerne, se min sjæl ser i det fjerne.

Oppe fra rummet jeg skinner til dig, et lys i mørket – jeg er på vej.

Jamen så gi mig for fanden da lyn, send min sjæl ind over by’n.

Se jeg brager på pladsen ned, alle ved hvad alle ved.

Jamen så gi mig da karneval, kast mig ud i dit kæmpebal.

Heksene rider kosteskaft, de kroppe er fyldt med kraft og saft.

Jamen så gi mig for fanden da held, se jeg drikker af livets kildevæld.

Hva’e det der rykker; en go’ cigar, en lille gris som er stegt og klar.

Jamen så gi mig for fanden da lyst, se dog hvor det vugger i damebryst.

Ret som hun hvirvler i dansen herhen, hun svæver forbi – forsvinder igen.

Så!… rives han ud af sin blund, brat fordamper den drømmestund.

Blev skuddet skudt ?.. blev snoren brudt ?… stenen blev væk i et smut. slut.

Espergærde, 1999