Leif
og Winie’s bryllup
22 juli 1995
Mel: der er ingenting der
maner
Der er ingenting der maner som en tissemand der’ stiv.
Den kan mer.. det’ det han aner, den kan også give liv.
Når den gnubber sig mod skødet
kommer den sgu snart i stødet,
den rejser sig og hilser på den som si’r Velkommen til!
Det’ vist ikke altid sikkert at den ved hvad hun nu vil.
Der er ingenting der frister som en hule der er blød.
Om det bærer eller brister; dér bestemmes liv og død.
Og den glæder sig ved staven
som har fundet den i haven,
den ligger der og hilser på den som si’r Nu vil jeg ind!
Og så bruser han af sted, ak ja!, den kærlighed gør blind.
Der er ingenting der binder som en ring der smedes fast.
For den knytter mænd og kvinder så de må stå last og brast.
De skal dele deres senge
bygge ud i næste længe,
de ska drikke morgenkaffe med brød og kys og kram og klem.
De ska få en masse gode år i deres fælles hjem.
© Bo Richardt
Espergærde, juli 1995
--------------------------
Winie kom ind I familien med
fynd og klem til bryllup I Strøby på Stevns sommeren 93 eller 94. Fætter Torben
havde konverteret den årlige fætter-kusine-skovtur til bryllupsfest i stort
festtelt i hans have.. og det var et held for skovturen der ellers ville være
gået i vasken.. det REGNEDE.
Her
havde vi en rigtig hyggelig aften i det varme tørre telt, hvor Leif brillerede
med sin nye kæreste, der lagde den sangglade familien Richardt ned med at kunne
en række sjove frække sange.
Så
da de skulle giftes var der ligesom dømt fræk sang, synes jeg. Og den gik også fint
hjem under bred grinen.