Rett
Fjellsinn
til Anne Geertsens 30 års fødsdag 11.dec.83
mel: Hilsen fra Os, Niels
Hausgårds sang om atomkraft
Vi kravlede af stien
stejlt, op fra dalens dybder
solen kogte 180, det
var fandenedme hedt.
Anne gik lidt
dårligt så vi andre sagde: hyp dig !.
Hodet kogte over,
det var rødmosset svedt.
Paused’ i en
hindbærbusk, det ka I nok forstå,
vifted’ med en
græsdusk for dog en smule luft at få.
Mens AG hun vælted’
i elven så kåd; gletchergrønne iskolde dåd,
faldt flæsket til
hvil’ ved Flæskedalens fod, der skvatted’ een for indbunden fod.
Knud er sød og blød
og rød - det’e bare lige sagen,
tænkte Anne - han er
min, det kan man vel forstå.
Anne havde no’n
fløjne erfaringer på bagen.
Med Knud var det
no’t andet; han ku lær’ at skifte ble.
Så en dag på Uni sa
Anne til Knud:
Åh min Knud, må jeg
få lov at trække i din tud ?
Og Anne hun sprang i
Øresund så kåd, og kravled’ op i Knudmandens båd.
Solen vill’ skinn’
på dem der har råd, og flæskesværen faldt for hendes fod.
Tiden udi Maribo den
vil vi ikke huske.
Den er kun en prik i
en historisk horisont.
Hjem til København
hun kom fra Lollands vintertuske;
færdig cand.mag.
pædagogikum og dont.
I sin fritid jagted’
hun et kvindekollektiv.
Det var før Knud
tænkte på at gør’ hend’ til sin viv.
Pladsen var trang og
sengen klam og kold. De vendte sig hver nat klokken tolv.
Og Knud kravled’ op
på venusbjergets vold, og siden så vi: manden var ej gold.
Annes kamp for kød
på bordet fik nu nye toner:
Flæsketorvet genlød
af harmonikassens brus.
Siden blanded’ hun
sig smukt med fredens amazoner
kampen om Den Brune
Kødby sank så småt i grus.
Hej med dig Andreas,
sa hun og Knud en dag;
du’e et bånd der
binder, det var det vi skulle ha.
Så flæsket det faldt
for flæskedalens fod, det styrted udi en fos af blod.
Mens fjeldet det
stod og buldred’ i sin rod, og lagd’ sig så, bredt ud for hendes fod.
Efterskolejob er
hårdt, det har vi nok fornummet
1000 timers krav -
det’e godt I har en bedstemor.
Ikke megen ledig tid
når ungen er forstummet
og Knud vil osse ha lidt
puttetid hos Annemor.
Du er blevet 30 nu
det gratulerer vi.
Du er nået vidt
omkrig; det’e flot, det må vi si’.
Og fjeldet gik dybt
i græsset for din fod. Det’e fjellsinn det - nu har vi forstå’t.
Og løft så dit glas
- gør alvor af dit råd. Den tid der’r gå’t blir aldrig mer til no’t.
Karen
og Bo, Moltkesvej, Frederiksberg 1983
------------------------------------
Sommeren 1980 var Karen og jeg kærester og på fjeldtur i Jotunheimen sammen
med Anne og AnneGrethe (aka AG). Vi gik fra Årdal op gennem Fleskedalen.. det
var lige et navn der talte til Karens herlige humor. I det hele taget er sangen
klart præget af Karens humor, fx i en sentens som denne:
Så en dag på Uni sa
Anne til Knud:
Åh min Knud, må jeg
få lov at trække i din tud ?
Første vers henviser til det måske smukkeste
billede jeg nogensinde har taget. Jeg har det endnu kun som lysbillede men
arbejder på at få det skannet ind i god opløsning.