Finn Møgelvang – 80 år
21. august 2001
Mel: Der er ingenting der maner
Der er ingenting der maner
som et hår der’ blevet gråt,
når det drager vore minder
mod en tid vi havd’ det godt.
Sommernat ved lejrbålet
når vi sang og ”hvæssed’ stålet”
for igen til næste dag at snitte os en vandrestok
over stok og sten, på egne ben, en munter drengeflok.
Mel: En skål for det blinkende søernes bånd
Start folkevognen op, Finn – ta’ afsted
drag ud til de storladne fjelde.
Smæk sidedøren op, ta’ drengene med
la’ mærke vintrens frostklare vælde.
Når glitrende sne strækker mil efter mil
og skiene glider i fin fin stil.
Lært’ at finde vej,
at ori’ntere sig,
kende skovens spor
og bygge lejrbord.
Og svinge med flagene en sommerdag
den gamle drengeflok har at melde.
Mel: Auld lang syne
En bunke brede billeder, ser vi fra den spejdertid.
et mystisk kort, et pergament, gjort med fantasi og flid.
En vinterdag i Nyrup Hegn, hvor tønden var forsvund’n
men sporene var lagt på vej’n så sæføli blev den fund’n.
Mel: Der er ingenting der maner
Fra den fjerne glød vi smiler
til dig; Finn, som stadig står.
Godt at se du stadig iler
ud i skoven år for år.
Mange fler’ end vi som står her
har haft glæde af de år, dér
dengang du var tilstede så meget i vort drengeliv
så SKÅL i skuret, kære Finn, du sunde gamle skiw.
Bo, på vegne af en flok gamle spejderdrenge
tekstblad med tegning som den blev udleveret ved festen
------------------------------------------------------------
Finn
Møgelvang var min spejderleder i sidste halvdel af tresserne, hvor jeg havde
nogle af de allerbedste år i mit liv fra jeg var 11 til 16. Og det var uden
sammenligning aldeles Finn’s fortjeneste.
Han
var ungkarl og sidst i 40’erne – 5 år ældre end min far. Skoletandlæge på min
lokale skole; Mørdrupskolen, Espergærde. Det betød at han havde ferie når vi
havde ferie. Og han tjente godt, og boede samtidig relativt billigt hos en bror
i Gurre Smedie lige overfor Gurre Slotsruin.
Alt
dette tilsammen betød at han havde både tid og økonomi til at være reservefar
for en flok drenge. Han var den bedste spejderleder jeg kan tænke mig. Og det
viste sig ved at vi i hans tid blev meget stærke i de spejderløb der hele tiden
viste hvem der var bedst. Han store engagement tiltrak efter min mening de
gode, de dygtige, hvilket betød at den patrulje; Ørnen ET, jeg var leder for i
2½ år, gennem en årrække havde et ry som uovervindelig.
Foruden
at være vores spejderleder var han også for en udvalgt flok en slags
reservefar. Jeg og min lillebror Leif var blandt de heldige der nød den store
gunst at komme på ski- og sommerture i hans rummelige Folkevognsrugbrød. Han
lærte mig at stå på ski og han viste mig de norske fjelde og fjorde i al deres
sommerpragt, Småland i april og Jungfraujoch i sommeren 1970.
I
mange år mistede jeg kontakten til ham mens jeg tænkte at jeg burde hylde ham
for hans indsats inden han stillede træskoene. I god tid inden hans 80 års
fødsdag fik jeg kontaktet nogen af de andre af de drenge der var blandt hans
udvalgte og vi lavede en delegation. Jeg var primus motor og skrev denne sang.
Jens ’Numa’ Nielsen lavede et hæfte hvori vi hver i sær skrev en tak. Og
bagefter skrev han i et brev at vores gave og tilstedeværelse ved 80 års festen
var ham en særlig glæde. 3 år senere døde han af kræft. Jeg blev mere berørt
end jeg troede jeg ville, og er SÅ glad for at vi nåede at sige ham tak inden
det var for sent.
Som
sagt husker jeg mine spejderår som en fortryllende tid mit liv ville ha været
SÅ meget fattigere foruden.
Jeg
går ofte og synger denne sang for mig selv til hans ære, i glæden over hans
betydning for mit liv.
TAK
for din indsats.
