5 GODE GRUNDE TIL FEST
Mel: Småland af Søren Kragh Jacobsen
At tallet 7 sku tegne lykken, det vil vi hjertensgerne tro.
Så
Men det var hårdt, det ska vi love, og det var beskt i mangen stund.
Vi fik med filen - I ved - den grove, men der var bånd og der var bund.
Hva ku vi gøre, vi måtte jo sejre
med alt det liv vi sat i værk.
Vi måtte ta os sammen og fejrer nu at vi
er færdig'*) med at gå bersærk.
la la la...
Og farmand hér han fylder 40. Ja, ialfald udenpå.
Og på en måd' ka man ikk' bli meget større, nu får det gå sin gang som det ka gå.
Se indeni, der ligger drengen - er han da mer end 11 år..
tjah… han må fare ud af sengen og trøste et gyldent hår.
For har man ansvar så er det iorden
og har man pligter er det okay
for livet svigter ikke det gode man har gjort
for sine børn 'a sunny day'.
la la la ...
Og for Betina vil jeg kvæde, et vers - hun vil nok ikke selv.
Men skidt med det når blot hun væde, mig en tåre fra sit drømmevæld.
Nu blir hun tusme 33, den yngste "farmor" man har kendt
og jeg må sige: det er et held, at vær' hvor himlen har hende sendt.
Du er den sød'ste, den go’este lille kone
der går glæde i dine spor.
Og du blir slebet af jordens berus'nde gavmildhed
som klart fortjener hver et ord.
la la la ...
Vi vill' jo giftes, ja det vill' vi. Jo vi vill' sgu, for vi vill'.
Ja, altså mig; jeg vill' ialfald gerne tro på det, det var det jeg vill'.
Og Betina ville giftes - hun var så romantisk stemt.
Jo det var du, for det vill' du. Hvo'n ku vi tro det vill' bli så slemt.
Men slemt det blev det, det ka vi erindre
og der blev smidt med glas... nå nå.
Men vi var smedet samm', netop for at hindre at..
det var jo det vi vill' - jo så!
la la la ...
Nu har vi boet i Espergærde, i det meste af et år.
Og det er herligt hér at være, her hvor det vokser og gror; se hvor det står.
Med hjemlig hygge i vor hule, og vi er glad’ for at se jer,
dog kan vi ikke læng’re skjule, at vi har bestilt godt vejr.
Se bar’ derude, se bar’ hvor det grønnes
se Bar Bananen - den er klar
Og se familien Richardt på Dagmarvejen 5
nu er det fødselsdag for far…
la la la ...
*) nåhhja,
håbet er vel altid lysegrønt
©
Bo Richardt
Espergærde,
juni 1994
----------------------
26.
maj 94 havde Betina og jeg været gift i 4 år. 26. juni var det min 40 års
fødsdag og 2. juli havde vi boet i Espergærde i et år.
4
år er 48 måneder, så på min fødselsdag havde vi altså været gift i 49 måneder..
tallet 7 er som bekendt helligt.. alt i alt nogle sammenfaldende begivenheder
der skulle fejres, så lørdag 25. juni var der linet op til årets største
havefest. Vi inviterede alle mulige gamle venner vi kunne komme i tanke om og
en kæmpegrill.
Der
tilmeldte sig 70.
Bar
Bananen, var en festbar vi lavede i Betinas kælder, hvor også jeg havde kontor
i de første år. Der blev ikke det leben omkring den som vi havde tænkt os. Den
var ellers flot bygget op.
I
dagene op til festen – ja sgu hele juni måned var det koldt og lavtryksblæsende
vådt. Der var ikke noget at gøre, vi måtte flytte festen indendørs. Endnu havde
vi ikke nået at fylde vore 2 store stuer med skrammel, så vi flyttede indenfor
og fik plads alle sammen. Det blev et brag af en fest og til midnat kom
konspiratorikerne Betina og Eva & Peter med en kæmpelagkage.
Jeg
havde skrevet denne sang som jeg dog i al festens tumult ikke fik fremført.
Ærgerligt igen, når jeg genser den her mange år efter. Måske var der ikke bare
lige rum til det… ikke noget rette tidspunkt.. måske synes jeg den var for svær
og ikke egnet til fællessang, og ikke ville selv optræde med den..
Men
måske var jeg også alligevel en smule bitter fordi mine venner.. INGEN, holdt
nogen tale eller fremførte festsang. Det har jeg virkelig tænkt meget over
siden uden at kende svaret. Overvejede om det kunne være fordi ingen synes at
ville forsøge at hamle op med min digtekunst.. men det er for letkøbt. Der ER
et eller andet omkring min væren blandt folk jeg ikke forstår. Måske fordi mine
egne festsangskriveraktiviteter mere bunder i et ønske om at blive hyldet, end
i en ærlig empati med den jeg skriver til. Det er en fis jeg godt kan fornemme,
og spekulerer på om det er den andre også kan lugte selv om jeg skjuler den
godt i intelligent vid og overfladisk karisma.
Jeg
mistede én af mine allerbedste venner på den skuffelse; Mette
Popp som jeg måske skulle ha været gift med.. som jeg havde været gift med
hvis jeg havde turdet. Men det er en helt anden historie om mit forhold til det modsatte køn.. specielt i
ungdomsårene.
Nå,
jeg hyggede mig til festen som gik alt for stærkt. Dagen før klarede det op og
vi havde et strålende havevejr, så der blev danset i gryden og holdt hyggebål
nede på græsplænen. De sidste gæster tog hjem ved 5-tiden og fik en
tordenskylle på motorvejen. Det var perfekt timet og derefter fik jeg den
opfattelse at godt vejr til sine arrangementer er et frynsegode på DMI.
Jeg
er operatør… det er mig der har adgang til systemerne. Meteorologerne kan kun
fortolke signalerne, jeg kan påvirke dem /,o>
Selv
om det var en god fest sad skuffelsen så stærkt i mig at jeg 10 år senere ikke
havde lyst til fest. Måske når jeg bliver tres… men så skal det være en kreds
jeg er i til den tid.
40
års-festen var måske også et ønske om at blive hyldet, når jeg /vi inviterede
alle gamle venner som vi egentlig ikke mere havde kontakt med.
Og
så faldt endelig erfaringen oveni en tidligere:
Da jeg
i januar 86 havde besluttet at blive hos Thomas
frem for at flagre efter den smukke spændende
sommerfugl; Ylva og vidste at jeg inden længe skulle forlade det store
kollektiv i Vanløse, besluttede jeg at slutte af med en kæmpefest. I min skæve
hjerne forestillede jeg mig et mylder af uimodståelig trang til at feste med
masser af gamle og nye venner med anledning i at jeg 26. december 85 var fyldt
31½. Jeg lavede et flot arrangement med mange sjove ideer til festlig
interaktion mellem gæsterne.
Ak
i særdeleshed spildte Guds ord på Balle Lars. Der kom 5, og det var Jans
venner. En uge før aflyste jeg skidtet i erkendelse af at jeg overhovedet ikke
fik nogen tilbagemeldinger.
8½
år senere var der andre boller på min sociale suppe, og der kom da også gæster
nok, men de følte sig åbenbart ikke kaldede til at ytre en hyldest. Suk.