1.okt.55 blev det osse Eva's tur.
mel: Under den hvide bro
Nu'e det så blevet Eva's tur, nej ingen går vist fri,
for at slå panden mod en mur, men holde stand og pli.
Vor søster, datter, mor og kone, du er helt pyramidalsk,
med bunden ned og spidsen tron'nde, det kan da ej være falsk.
I 39 år
stod du hvor verden står.
Alt det som gro'de det gro'de du med
alt hvad du tro'de det stode du ved.
Alle sku elske dig
elskelig, stærk og sej.
Inde i krogen der presser sig på
noget (?), jeg vil forstå.
Men at forstå er ikke let, og huske hvorfor er svært.
Pludselig føles luften tæt, og pakker om een så sært.
Manerer er et skalkeskjul og dog er der nå'd der er sandt:
pæn til sommer, pæn til jul, ja - pæn li' til døden os fandt.
Livet dig chance ga'
for at bli' hel en dag.
Svaghed er styrke - de to følges ad.
Styrke er svaghed - altid lige glad.
Eva, min søsterlil
hvad kan det føre til ?
Nu mens jeg sidder ved mit køkkenbord:
ønsker dig varme ord.
Dybt i mit hjerte, bag mit blik, idag er jeg ikke fuld.
Ikke af sprut og ej af slik, kun af den rene huld.
Thi Eva, du og jeg vi var som tvillinger da vi var små.
Hvis ikke jeg ku gi dig svar, så vid dog: jeg prøvede på.
Du tror vi ej ka li
Eva - helt indeni.
Hva'e det der er så forfærdeligt dér ?
Manglende kærlighed ?, holder den hér ?
Gu gør den ej - fordi
det er kun teori.
Praksis er vigtigst, det er hvad man gør
ikk' hva man syn's man bør.
Men hvis man ikke orker mer, lægges man da på is ?
Ikke hos os sålæng' vi ser: alle har hver sin pris.
Ærligheden stråler som en aura hvis man gir den plads.
Holder mer end neonlys og alle paladser af glas.
Eva, vi tror på dig
lissom på flæskesteg.
Lissom på Himmel og lissom på jord
lissom på alle der holder sit ord.
Gi det da kun et los
vi ved: du kan godt slås.
Eva, vi elsker dig - gu gør vi så
tør så det øje .. nå !
skål og hurra og tillykke med de 40
fra Bo
© Bo Richardt
Espergærde, September 1995
------------------------------------
Jeg har altid tænkt på min pseudotvilling-lillesøster
som familiens midtpunkt siden mor forlod far i starten af 80’erne.
Eva syntes mig så grundlæggende solid, med begge ben på
jorden. Stabil som en pyramide og i et godt og stærkt ægteskab med Peter og deres
tre drenge. Hun blev jo mor allerede som 19-årig, brødrene er 6 og 8 år yngre;
Jesper, Anders og Mikkel.
Anders er handicappet. Ikke meget, han har sin førlighed
men den er noget klumpet. Han er enormt stor;
Om sommeren, altså 1995, havde familien været på
cykeltur i det jyske. Her skete det at Anders’ ene pedal knækkede så han
styrtede og slog sig bevidstløs. Hvordan det nu end i detaljen gik med at få
rekvireret ambulance mm, så tog i al fald oplevelsen meget hårdt på Eva. Hun
fik angst på en måde hun aldrig havde oplevet før. Det er det jeg refererer til
i sangen.
Jeg husker tydeligt vi sad ovre i deres stue på
Mørdrupvej og sang den.. Eva blev tårerørt ved de sidste linier. Ja ;-} man
kender vel sin tvilling-søsters svaghed for tårer.