1.okt.55 blev det osse Eva's tur.

mel: Under den hvide bro

 

Nu'e det så blevet Eva's tur, nej ingen går vist fri,

for at slå panden mod en mur, men holde stand og pli.

Vor søster, datter, mor og kone, du er helt pyramidalsk,

med bunden ned og spidsen tron'nde, det kan da ej være falsk.

I 39 år

stod du hvor verden står.

Alt det som gro'de det gro'de du med

alt hvad du tro'de det stode du ved.

Alle sku elske dig

elskelig, stærk og sej.

Inde i krogen der presser sig på

noget (?), jeg vil forstå.

 

Men at forstå er ikke let, og huske hvorfor er svært.

Pludselig føles luften tæt, og pakker om een så sært.

Manerer er et skalkeskjul og dog er der nå'd der er sandt:

pæn til sommer, pæn til jul, ja - pæn li' til døden os fandt.

Livet dig chance ga'

for at bli' hel en dag.

Svaghed er styrke - de to følges ad.

Styrke er svaghed - altid lige glad.

Eva, min søsterlil

hvad kan det føre til ?

Nu mens jeg sidder ved mit køkkenbord:

ønsker dig varme ord.

 

Dybt i mit hjerte, bag mit blik, idag er jeg ikke fuld.

Ikke af sprut og ej af slik, kun af den rene huld.

Thi Eva, du og jeg vi var som tvillinger da vi var små.

Hvis ikke jeg ku gi dig svar, så vid dog: jeg prøvede på.

Du tror vi ej ka li

Eva - helt indeni.

Hva'e det der er så forfærdeligt dér ?

Manglende kærlighed ?, holder den hér ?

Gu gør den ej - fordi

det er kun teori.

Praksis er vigtigst, det er hvad man gør

ikk' hva man syn's man bør.

 

Men hvis man ikke orker mer, lægges man da på is ?

Ikke hos os sålæng' vi ser: alle har hver sin pris.

Ærligheden stråler som en aura hvis man gir den plads.

Holder mer end neonlys og alle paladser af glas.

Eva, vi tror på dig

lissom på flæskesteg.

Lissom på Himmel og lissom på jord

lissom på alle der holder sit ord.

Gi det da kun et los

vi ved: du kan godt slås.

Eva, vi elsker dig - gu gør vi så

tør så det øje .. nå !

 

skål og hurra og tillykke med de 40

    fra Bo 

 

© Bo Richardt

Espergærde, September 1995

 

download tekst i word-format

 

------------------------------------

Jeg har altid tænkt på min pseudotvilling-lillesøster som familiens midtpunkt siden mor forlod far i starten af 80’erne.

Eva syntes mig så grundlæggende solid, med begge ben på jorden. Stabil som en pyramide og i et godt og stærkt ægteskab med Peter og deres tre drenge. Hun blev jo mor allerede som 19-årig, brødrene er 6 og 8 år yngre; Jesper, Anders og Mikkel.

 

Anders er handicappet. Ikke meget, han har sin førlighed men den er noget klumpet. Han er enormt stor; 2 meter og 13. Han er ydermere diagnosticeret som asperger, men det vidste vi ikke dengang.

 

Om sommeren, altså 1995, havde familien været på cykeltur i det jyske. Her skete det at Anders’ ene pedal knækkede så han styrtede og slog sig bevidstløs. Hvordan det nu end i detaljen gik med at få rekvireret ambulance mm, så tog i al fald oplevelsen meget hårdt på Eva. Hun fik angst på en måde hun aldrig havde oplevet før. Det er det jeg refererer til i sangen.

 

Jeg husker tydeligt vi sad ovre i deres stue på Mørdrupvej og sang den.. Eva blev tårerørt ved de sidste linier. Ja ;-} man kender vel sin tvilling-søsters svaghed for tårer.