Jeg er ude på min
cykel, en dag hvor himlen den er blå.
Hvor solen glitrer i racerstyret, og der' så meget jeg ka
kikke på.
I alle træerne sidder fugle; og de fløjter hver sin sang:
Det er blevet forår, det'e blevet forår endnu en gang.
Som hvide stjerner i
underskoven, anemonerne titter frem.
Jeg har et ønske i erindring; ta og ta en lille buket med
hjem.
Vi vil så gerne ha den på bordet, og lyse stuen op.
Og så gør den jo mere nytte når den står og sopper i en
kop.
Og der' en lille sø
med svaner, og en endnu mindre ø.
Jeg spænder mine fotohaner, for det er så smukt så jeg ku
dø.
For fan!, det dér går jo til spilde, hvis jeg ikke nu og
her
tar det ind i min sorte kasse hvor det blir meget mere
værd.
Og der' en
hestekaravane, der lunter fredeligt afsted.
Unge pi'r med læderlapper på bag'ne, hopper hopper op og
ned.
Så jeg læner mig op af en hegnspæl og hiver skrivegrejet
frem;
hver en lille pigenumse ska jeg ha på versefødder med
hjem.
For jeg' alene på
min cykel, her' ikke nog'n og dele med.
Så er't papiret som gemme stregen; fortælle mig at jeg
har vær't afsted.
Der må jeg gemme mine minder - hver e'enste lille strøm.
Bevise at jeg har vær't her, og det ikke bare var en
drøm.
For når jeg' færdig
med min cykel, har spundet tiden i mit hjul.
Når fuglesangen er forstummet, og alle egern forlængst i
skjul,
så puster vinden støvet vid're - det som jeg har hvirvlet
op.
Forlængst forlængst har det glemt at det kom fra en anden
støvet krop.
Men jeg' jo ude på
min cykel, en dag hvor himlen den er blå.
Hvor solen glitrer i racerstyret, og der' så meget jeg ka
kikke på.
I alle træerne sidder fugle og de fløjter samme sang:
Det er blevet sommer, det' blevet sommer endnu en gang.
© Bo Richardt,
Vanløse april 1984
----------------------------------------------------------
Ud langs med
Hillerødmotorvejen; der er en herlig cykelsti. Det herlige er at den er
målrettet og uden svinkeærinder og blokader; med inspiration fra motorvejen er
den lagt i tunneller under til og frakørsler, hold farten. Og biltrafikkens
støj er i den sammenhæng ikke til gene men nærmest til inspiration, presser
lissom tempoet op.
Og det er godt for i
første omgang handler det om at komme ud af byens favntag.
Denne sang hed som
arbejdstitel ’Mine Minder’ og det er jo den fokus, på det nu der ikke opleves
optimalt fordi det skal gøres til et minde, der præger sangen. Men samtidig
kommer den jo også tilbage til den umiddelbare glæde i sidste vers der stort
set er en gentagelse af første.
Og derfor kom den
til at hedde Sejt Tråd Gennem Livet, fordi man skal så mange skuffede længsler
igennem før man endelig kommer frem til erkendelsen; at mit lille individuelle
liv er kun en prut i Universet. Men dog en prut med megen morskab hvis man
mærker efter ;-)
Okt. 2009
