Der
er et liv det er umuligt at nå, det ligger bag det store hav.
Der
er et skib uden mast og rå; pindebrænde i bølgeslag.
Jeg
savner en ven og igen og igen
vil
jeg stryge udefter med vinde.
La’
fingrene spinde mig en tråd til den
der
nu kun er et falmende minde.
Et
tog slår hastigt mod skinnerne, det knokler på med dagens dont.
En
fugleflok er på vingerne; bærer mod en fjern horisont.
Men
mine tanker de flakser kun forvildede rundt
kan
ikke finde nogen vinde.
Og
tråd’n og mine fingre filtrer sammen i et bundt.
Ska’
det ikke ende nogensinde.
Cumulus
sejler på verdens blå, med store grå bygetunge sejl.
En
mørkegrøn skov som jeg ikke så, titusind våde glimt fra bladenes spejl.
Sender
de en hilsen fra min tanke måske;
at
jeg stadig er helt håndfast tilstede.
Ved
du det, har du noget bevis du kan se
og
forstå af min virk’lighedsglæde.
© Bo Richardt,
Vanløse august 1985
----------------------------------------------
Historien
om Ylva er også en historie der fortjener at blive fortalt, ikke mindst for
den gode morale at jeg alligevel til sidst valgte Thomas. Og ikke kun moralsk..
det var også den rigtige følelse. Thomas var mit livs største kærlighed og det
kunne selv ikke den fantastisk spændende og dejlige Ylva leve op til. Det indså
jeg første gang vi skændtes lidt og hun gik ud i den disede grå eftermiddag ved
randen af skærgården hvor vi var kørt ud. Jeg blev i bilen; dybt fortvivlet
over konsekvenserne af mit valg. Jeg prøvede ærligt at udtrykke mine følelsers
forbehold, og hun indså at hun kunne ikke hamle op med ham. Og hun ville heller
ikke, da hun nemlig havde en totalt jævnaldrende datter som hun ikke ville lade
i stikken, derfor mit valg; Gøteborg eller nej til at leve sammen. Og hun
elskede selv barnet så meget så hun vidste hun måtte gi slip på mig.
Hvorfor hun elskede mig vil her bringe for vidt omkring hendes forhold til det
maskuline køn. Men hvor jeg så glødende sex i hende, så hun fraværet af
glødende sex i mig ;-), det var den midte vi mødtes på.
Sangen her er skrevet medio august en aften hvor jeg sad på en bænk ved
Svanemøllen Havn og hørte Kystbanetogene i baggrunden mens jeg kikkede ud over
det smukke sommerØresund mod længslernes Sverige i det fjerne. Det var 3 uger
siden jeg havde forladt Gøteborg efter en utrolig uge i eventyrbyen Visby på
Gotland. En uge med jublende forelskelse.. hvis nogensinde englene sang.
Da jeg et par timer senere kom hjem til kollektivet i Vanløse viste det sig at
min skønne havde ringet forgæves netop som jeg var på Bænken. Straks ringede
jeg tilbage; hun var på springtur og hoppede straks på et tog til Helsingborg
hvor jeg skulle møde hende og betale resten af billetten.. det måtte ikke kunne
ses på hendes budget. Kl 21 stod jeg og tog mod hende på Färjestationen, hun
skulle hjem igen allerede kl 7 næste morgen.
Der brød hun sit bud om at ugen i Visby var udenfor tid og rum; en ferieflirt,
og vi skulle aldrig ses igen.. øh, før i oktober (!) da vores to venskabskor
skulle mødes på weekend i Gøteborg.
Og efter denne første springtur var der flere indtil hun ultimo september
sparkede sin mand ud..
Ha! Mens jeg sad og skrev til Cumulus om at sende en hilsen fra mine tanker, så
var hun anderledes kontant og handlekraftig.. sikke en nat, og hun kom først
med toget hjemaf kl 11 fra Helsingborg.
