Hvem kasted’ bolden
Hvem
kasted’ bolden, hvem ku ikke hold’ en
aftale
- hvem svigted’ e’ntlig hvem?
Dog,
hvem ka smukt forklare: “Mor ska ordne dit og dat !”
og
hvem må gå og bare - kede sig i det tomme hjem.
Øv! det må Lise, øv! det må Lise, øv! det må Lise - kom igen
Øv! det
må Lise, øv! det må Lise, men hvo’n ska hun forklare dem..
At
akvariet det knækked’, hvorfor hun dog smækked’
bolden
afsted med så’n arrig kraft.
Nu
blir de voksne sure, og tordenskyer truer
- hun tuder sine ture og tænker på det de sku ha haft:
mor
sa’: Hejsa min Lise, hvor vil du
spise, hvor ska vi ose - du og jeg?
Jubii!!!,
sang Lise, hygge og fnise, men så sa mor allig’vel nej..
Oh,
de voksne er så kloge, de ka gå og love
de
ka bestemme en masse ting.
Men
nedenunder dynen, med tordenbrag og lynen,
der
får de no’n på trynen, i mit land hvor jeg! er Kong HunZing.
mor
sir: Nu ska vi spise, hmm hvor
er Lise, nå hvor er Lise - kom igen
huh hvor
er Lise, nu ska vi spise, Lise! hvor er du? kom nu frem!
Liise - spise! tsch argh Liiise kom nu
aih, hvor gemmer det
skarnsyngel sig nu
KOM NU!!!! LIIISEEE!!! årh, hvorfor ka hun aldrig opføre sig
lidt fornuftigt
Jo,
Lise kasted’ bolden da mor ikke ku holde sin
aftale
- så hvem kasted’ e’entlig først?
Men
mor ka jo forklare: “Jeg sku da ordne dit og dat !”
så
Lise hun må bare - bøje sig: mor og far er størst.
guitar; F-rundgang.
Jeg gjorde det jo heller
ikke med vilje vel
men det forstår de voksne
ikke
Jeg var så sur at jeg bare
sparkede til bolden der lå og flød.
SUR!!
© Bo Richardt
Espergærde, august 2009
indspillet
------------------------
August
2009
Sangens
første og sidste vers er dateret 8. august 86. Det midterste vers kom siden til
da jeg gerne ville ha sangens mening til at hænge lidt bedre sammen, når der
ikke var et teaterstykke ’udenom’ som satte sammenhængen/kontexten. Thi den var
i første omgang et bestillingsarbejde fra Kurt Abildgaard, den dynamiske
teatermand jeg havde en del samarbejde med siden jeg i 77 blev militærnægter i
Teaterbutikken på Vesterbro/København. Jeg kan ikke lave et link da
Teaterbutikken åbenbart ikke eksisterer mere, alternativt har forvandlet sig så
meget at den gamle historie ikke lige fremkommer.
Den bør
nu være et sted, da det er en historie der fortjener at blive husket.
Om
Kurt Abildgaard
Kurt
skrev et manuskript i en drama-konkurrence og bad mig lave en sang. Det
handlede som altid i hans pædagogiske univers om børn der bliver svigtet af
uforstandige voksne. Han var helt tilfreds med sangen, men vandt ikke noget og
fik aldrig realiseret sit stykke.
På det
tidspunkt var han også ramt hårdt af skæbnen. Sukkersygen tog både hans syn og
begge hans ben, før den til sidst tog hans liv i en alt for ung alder.
Han
kæmpede til det sidste. Stavrede på stokke og proteser ud i byen på egen blinde
hånd… ukueligt.
Foruden
at være teaterleder, var han dramalærer på det seminarium hvor jeg var
pedelmedhjælper fra 83 til 86. Og til et specialehold indkøbte han engang en
bus, en fuldfed aflagt DSB-rutebil. Jeg havde jo på det tidspunkt erhvervskort,
som forhenværende HT-chauffør, og en del af mit arbejde en tid kom til at bestå
i at køre rundt med specialeholdet til allehånde projekter. Herligt; femten
atten søde seminariestudiner. Tak til Kurt.
Men
han havde en stor fejl; hans diplomatiske evner var ikke veludviklede. Han var
alt for voldsom og direkte, kombineret med stor stædighed og stærk vilje;
’højtråbende’ karisma… således tiltrak hans dramahold jo ganske vist også nogle
af de stærkere studerende, hvilket jo gjorde det sjovere at være chauffør og
spillemand… jeg deltog som om jeg næsten var en del af holdet.
Men i
78 forlod jeg Teaterbutikken efter aftjent nægtertid, fordi jeg ikke orkede
Kurts stil.
Han
sagde engang at han godt kunne li mig, hvilket jeg følte som en stor
anerkendelse… og måske noget ufortjent da jeg slet ikke syntes at leve op til
hans fordringer. Jeg tror han mente min ærlighed; selv om jeg ikke kunne matche
hans kraft, så har jeg jo også en tendens til udiplomatisk
kald-en-spade-for-en-spade tale. Og jeg husker engang hvor jeg svarede igen, da
han var klart urimelig i sin kritik af det jeg foretog mig. Det tog han til
efterretning. Jeg tænkte at han var frustreret over at han ikke mere selv kunne
klatre op og binde oversejlet fast… da havde han mistet det første underben.