Den gamle græsrods
forårssang
ATTAC - JA TAK
Nu er der grøde i jorden igen.
Nu ska vi ud og gå for fremtiden med XXX (3 klap)
Nu ska vi igen ud og myldre fordi
blomst & bi, bryder fri, af det lange vinterhi.
For nu skinner solen så varmt ! I ved.
Men vi vil gro og ikke svedes ned til XXX
Vi vil sige JA ! til et samfund hvor vi
ikke mer måler mer og mer i gold økonomi.
Liberalismen ska stækkes nu.
Det'e vist på tid', og vi gør det du med XXX
Det'e vist på tid', på tid' vi tales ved.
Der ska knokles, før demokrati’t er knoklet ned.
Så vi går hjem, pudser skiltet af.
Sætter nyt papir på så'e det atter dag for XXX
La' os nu se hvo'n formuleres det Ja.
Vi laver studiekreds, Attac - ja tak skat, ska de ha.
Ja vi må find’ en parole frem.
Den ska vær' præcis, slutte tæt og stram & XXX
om den pengestrøm, som strømmer vildt og frit.
den har alt, Alt, ALT for meget kredit.
Tidevandet, det vender hér.
Vi har fået nok nu, nu’e det nu det sner for XXX
Støt den ny moral, du ska osse vær’ med
vende væk fra den ubærlige overgrådighed.
Ikke mindst er det til ungdommens tarv.
Det’ vist ikk’ urimeligt hvis de gør krav på XXX
Og den dag I arver den gamle jord,
sku I helst sige sødt farvel til far og mor.
Attac Ja tak, ja selv tak de som ga’
nye spilleregler; for det ska vi ha med XXX
Hånd
til I som bar, og som rejste den vind,
tak for sangen, skal vi summe, sætte os i sagen ind.
©
Bo Richardt
Espergærde,
feb 2001
indspillet
2001
download i word-format node hør
sangen
samme med
taktstreger i teksten
-----------------------------
Denne sang skrev jeg i begejstringen
efter Attac’s undfangelsesmøde på Sct. Annæ
Gymnasium 24. februar 2001. Der var en myldrende fyldt sal; ca 1200 + 500 der
også gerne ville ha været med. En fantastisk befriende følelse af at der virkelig
var behov for ny politisk grøde efter 20 års ørkengang siden Thatcher
indvarslede den nyliberale tsunami i 79, og Reagan kom til i 1980. Derefter
faldt magtens modpol; USSR sammen fra 89 da Berlinmuren faldt og til
Sovjetunionen gik i opløsning i 1991. Ikke fordi USSR i sig selv var noget at
samle på, men det betød en global udfordring til kapitalismens dominans.
I slutningen af 90’erne rejste nye
protestbølger sig. Der var et WTO-topmøde i Seattle, og i Frankrig opstod Attac
hvis idé om skat på finanstransaktioner virkede flatterende, logisk i
betragtning af de enorme formuer der rejste sig fra uproduktive spekulationer i
at flytte enorme fiktive beløb rundt i verden.
Det var Information der arrangerede mødet ved
chefredaktør Jørgen Steen Nielsen, som i leder efter leder de forløbne år havde
efterlyst et nyt folkeligt engagement. Det rev jeg ham senere i næsen da han
uddømte FredsVagten som en slags galninge (.. søg
frem til 4. januar 2002)
Det var så rørende et møde med et nyt
håb, at jeg sad og trillede lange tårer mens jsn fortalte om OOA, hvor han
havde været én af de drivende kræfter i denne meget stærke bevægelse der
formåede at forhindre atomkraft på dansk jord. Jeg kendte ham personligt ganske
sporadisk fra dengang i 77 hvor jeg nogle måneder arbejdede som frivillig på
landskontoret i Skindergade /København.
Senere skulle det gå så grueligt galt
med håbet, først i mødet med bastante politiske stridigheder i Århus-fraktionen
hvor IS’erne blev beskyldt for at dominere bevægelsen, der helst ikke ville
forbindes med traditionel venstrefløj. Og siden til store
topmødedemonstrationer i Gøteborg i juni hvor Attac blev koblet sammen med den
vrede ungdom i den såkaldte ’Sorte Blok’.
Endelig markerede 9/11 grundlæggende
uenigheder om hvad det var Attac var oppe imod. Jeg mistede håbet 13. september
da min lokale gruppe i Hillerød ikke kunne vedtage en udtalelse om at USA var
selvforskyldt i terror-katastrofen. Men fortsatte dog frem til 1. weekend i
oktober da Attac formelt skulle stiftes. Her var vi kun sølle 2 – 300 i samme
Sct. Annæ sal. Det gik dog okay, men samme søndag aften 7. oktober startede USA
hævntogtet over Afghanistan og jeg gik ind i fredsarbejdet og fik slumpmæssigt startet FredsVagten små 14
dage senere.
Men det betød snart enden på mit
forhold til Attac som heller slet ikke fik den massebevægelseskarakter som de lovende
dage i februar stillede i udsigt. Den blev blot en lille marginaliseret gruppe
Tordenskjolds Soldater som så mange andre.
Så denne sang blev kun sunget ved få
lejligheder.
Bo R, jan 2009