ATTAC - JA TAK

Den gamle græsrods forårssang

ATTAC - JA TAK

Nu er der grøde i jorden igen.

Nu ska vi ud og gå for fremtiden med XXX (3 klap)

Nu ska vi igen ud og myldre fordi

blomst & bi, bryder fri, af det lange vinterhi.

For nu skinner solen så varmt ! I ved.

Men vi vil gro og ikke svedes ned til XXX

Vi vil sige JA ! til et samfund hvor vi

ikke mer måler mer og mer i gold økonomi.

Liberalismen ska stækkes nu.

Det'e vist på tid', og vi gør det du med XXX

Det'e vist på tid', på tid' vi tales ved.

Der ska knokles, før demokrati’t er knoklet ned.

Så vi går hjem, pudser skiltet af.

Sætter nyt papir på så'e det atter dag for XXX

La' os nu se hvo'n formuleres det Ja.

Vi laver studiekreds, Attac - ja tak skat, ska de ha.

Ja vi må find’ en parole frem.

Den ska vær' præcis, slutte tæt og stram & XXX

om den pengestrøm, som strømmer vildt og frit.

den har alt, Alt, ALT for meget kredit.

Tidevandet, det vender hér.

Vi har fået nok nu, nu’e det nu det sner for XXX

Støt den ny moral, du ska osse vær’ med

vende væk fra den ubærlige overgrådighed.

Ikke mindst er det til ungdommens tarv.

Det’ vist ikk’ urimeligt hvis de gør krav på XXX

Og den dag I arver den gamle jord,

sku I helst sige sødt farvel til far og mor.

Attac Ja tak, ja selv tak de som ga’

nye spilleregler; for det ska vi ha med XXX

Hånd til I som bar, og som rejste den vind,

tak for sangen, skal vi summe, sætte os i sagen ind.

Espergærde, feb 2001

indspillet 2001

download i word-format node hør sangen

samme med taktstreger i teksten

-----------------------------

Denne sang skrev jeg i begejstringen efter Attac’s undfangelsesmøde på Sct. Annæ Gymnasium 24. februar 2001. Der var en myldrende fyldt sal; ca 1200 + 500 der også gerne ville ha været med. En fantastisk befriende følelse af at der virkelig var behov for ny politisk grøde efter 20 års ørkengang siden Thatcher indvarslede den nyliberale tsunami i 79, og Reagan kom til i 1980. Derefter faldt magtens modpol; USSR sammen fra 89 da Berlinmuren faldt og til Sovjetunionen gik i opløsning i 1991. Ikke fordi USSR i sig selv var noget at samle på, men det betød en global udfordring til kapitalismens dominans.

I slutningen af 90’erne rejste nye protestbølger sig. Der var et WTO-topmøde i Seattle, og i Frankrig opstod Attac hvis idé om skat på finanstransaktioner virkede flatterende, logisk i betragtning af de enorme formuer der rejste sig fra uproduktive spekulationer i at flytte enorme fiktive beløb rundt i verden.

Det var Information der arrangerede mødet ved chefredaktør Jørgen Steen Nielsen, som i leder efter leder de forløbne år havde efterlyst et nyt folkeligt engagement. Det rev jeg ham senere i næsen da han uddømte FredsVagten som en slags galninge (.. søg frem til 4. januar 2002)

Det var så rørende et møde med et nyt håb, at jeg sad og trillede lange tårer mens jsn fortalte om OOA, hvor han havde været én af de drivende kræfter i denne meget stærke bevægelse der formåede at forhindre atomkraft på dansk jord. Jeg kendte ham personligt ganske sporadisk fra dengang i 77 hvor jeg nogle måneder arbejdede som frivillig på landskontoret i Skindergade /København.

Senere skulle det gå så grueligt galt med håbet, først i mødet med bastante politiske stridigheder i Århus-fraktionen hvor IS’erne blev beskyldt for at dominere bevægelsen, der helst ikke ville forbindes med traditionel venstrefløj. Og siden til store topmødedemonstrationer i Gøteborg i juni hvor Attac blev koblet sammen med den vrede ungdom i den såkaldte ’Sorte Blok’.

Endelig markerede 9/11 grundlæggende uenigheder om hvad det var Attac var oppe imod. Jeg mistede håbet 13. september da min lokale gruppe i Hillerød ikke kunne vedtage en udtalelse om at USA var selvforskyldt i terror-katastrofen. Men fortsatte dog frem til 1. weekend i oktober da Attac formelt skulle stiftes. Her var vi kun sølle 2 – 300 i samme Sct. Annæ sal. Det gik dog okay, men samme søndag aften 7. oktober startede USA hævntogtet over Afghanistan og jeg gik ind i fredsarbejdet og fik slumpmæssigt startet FredsVagten små 14 dage senere.

Men det betød snart enden på mit forhold til Attac som heller slet ikke fik den massebevægelseskarakter som de lovende dage i februar stillede i udsigt. Den blev blot en lille marginaliseret gruppe Tordenskjolds Soldater som så mange andre.

Så denne sang blev kun sunget ved få lejligheder.

Bo R, jan 2009